Pressenævnet

Den Danske Forenings Forlag, 1994. ISBN 87-90183-00-2

Bogen kan downloades fra http://dendanskeforening.dk/side20.html

ABSTRACT:

I 1992 trådte en ny medieansvarslov i kraft, og siden har det offentlige, såkaldte pressenævn virket. Dets opgave er at påtale overtrædelser af "god presseskik" samt at sikre krænkede adgang til et "genmæle". Ved vurderingen af, hvad god presseskik tilsiger, skal nævnet ifølge loven tage udgangspunkt i et sæt særlige presseetiske regler. Disse svarer stort set til dem, et tidligere, privat nævn virkede ud fra, nemlig det såkaldte "Dansk Pressenævn" (der dog kun fungerede inden for den del af den trykte presse, som havde tilsluttet sig nævnsordningen). I Pressenævnets afgørelser burde man med andre ord kunne læse retningslinierne for, hvad der er loyal nyhedsformidling i Danmark. I bogen belyses ud fra eksempler, hvorledes Pressenævnet løste sin opgave, da bogen blev skrevet. Som indledning hertil gives en kort introduktion til det danske mediemiljø.

FRA BOGENS AFSNIT OM MEDIEMILJØET:

Siden midten af 70'erne har en over for læserne, seerne og lytterne holdningsbearbejdende journalistik vundet frem i nyhedsformidlingen på bekostning af den mere traditionelle, der er neutralt rapporterende. Baggrunden er en udvikling på Journalisthøjskolen, hvor de gamle journalistiske dyder for en snes år siden kom under tryk fra ungdomsoprørets marxistisk orienterede tankeverden. Den nye journalistiske form, der blev resultatet, døbtes med positivordet ‘kritisk journalistik’. Den er sammen med de færdige journalister, der har gennemgået journalistuddannelsen, gradvis sivet ind i medierne, hvor den nu mange steder dominerer det redaktionelle arbejde.

Den ‘kritiske’ journalistik

Karakteristisk for denne ‘kritiske’ journalistik er, at den ikke har objektiviteten som ideal for reportage og referat. I stedet søger den at være holdnings- samt handlingsvisende i samfundsforandringens tjeneste. Journalisten er ifølge den nye opfattelse af journalistikkens opgave en på én gang udredende, anklagende og dømmende myndighed, der ikke som den traditionelle journalist skal overlade det til offentligheden (vælgerne) selv at træffe beslutning på grundlag af journalistens så vidt muligt neutrale beskrivelse af, hvad der foregår i verden. I stedet tager journalisten stilling på læsernes, lytternes og seernes vegne og former sin beskrivelse, så at de ledes derhen, hvor journalisten ønsker.

Konsekvensen er, at offentligheden i dag i store dele af pressen ikke får den vare, de Fleste venter sig, nemlig et - i al fald tilstræbt - neutralt refereret billede af, hvad der foregår, som giver mulighed for selvstændig stillingtagen. I stedet præsenteres nyheder, der er udvalgt og beskrevet på en sådan måde, at fremstillingen så at sige bærer konklusionen i sig selv.

Ikke mindst i dette perspektiv har Pressenævnet stor betydning. Det er jo nemlig ifølge loven Nævnet, der skal tegne idealbilledet af, hvad loyal journalistik tilsiger. Det er derfor også Pressenævnet, der kan påtale reportage, som er kammet over i manipulation, ligesom nævnet har mulighed for at tvinge medierne at trykke et genmæle fra den, der føler sig krænket.

Information og manipulation

Den brede offentlighed har intet kendskab til ændringen af journalistikkens idealer, og evt. kritik af mediernes nye fremstillingsform affærdiges som regel som forsøg på censur.

De fleste vil imidlertid nok kunne være enige i, at forsætlig psykologisk manipulation ikke er loyal nyhedsformidling. Som udgangspunkt for gennemgangen af Pressenævnets virksomhed er det derfor på sin plads at gøre sig klart, hvad den grundlæggende forskel er mellem information og manipulation:

Den forsætlige manipulation spekulerer som regel i to ting. For det første at begivenheder, synspunkter eller viden, som et menneske ikke kender til, for hans vedkommende ikke eksisterer. For det andet at det, et menneske inde i hovedet opfatter som et faktum, hvad dette menneske angår, er faktum.

Hvad det første angår, er der i hovedsagen to veje til at afskære et menneske fra bestemte oplysninger: Disse kan holdes borte fra ham ved direkte censur, eller informationerne - evt. de personer, der viderebringer dem - kan farvelægges, så han forkaster dem ubeset.

Hvad angår det andet angår - altså mulighederne for at indgive mennesker forestillinger, som intet belæg har i virkelighedens verden - er der mange veje at gå. Især behøver sådant ikke ske gennem anvendelse af urigtige oplysninger. Hvis publikum f.eks. får nogle i sig selv sande oplysninger, som lader formode, at det forholder sig på en bestemt måde på et ikke-oplyst felt, vil de fleste ubevidst gå ud fra, at det på dette ikke-belyste felt forholder sig sådan, som de oplysninger, der er til rådighed, peger på. Eller der kan med billedsætning, lyd, verbale koblinger o.l. appelleres til følelser, der befæster noget som en realitet hos publikum, uanset at tingene faktisk forholder sig anderledes.

Udvalget af eksempler

Sagerne i det følgende er udvalgt for at belyse Pressenævnets praksis inden for de områder, hvor behovet for fastholdelse af de traditionelle journalistiske idealer er størst, nemlig på kontroversielle felter i samfundsdebatten. Her er jo nemlig risikoen for skabelontænkning hos journalisten også størst - og dermed risikoen for at offentligheden gennem den ‘kritiske’ journalistiks metoder fastholdes i tankebilleder, der måske nok modsvarer journalistens øjeblikkelige forestillinger, men som ikke har hold virkeligheden. Samfundsudviklingen går som bekendt ofte hurtigere, end de fleste - journalister inklusive - er indstillet på at godskrive sig straks. Men hvis journalisten ikke beskriver det, der sker, efter sit virkelige indhold - eller i hvert fald prøver på det - vil offentlighedens muligheder for at forholde sig til verdens begivenheder selvsagt begrænses tilsvarende. En af Pressenævnets vigtigste opgaver er følgelig at fastholde journalisten på pligten til at beskrive facts, selv om de i første omgang virker usandsynlige, og til loyalt at referere andres meninger, selv om han ikke personligt bryder sig om dem.

I øvrigt er sagerne udvalgt således, at de dækker de vigtigste aspekter vedrørende loyalitetsproblematikken. For at opnå tilstrækkelig bredde i så henseende er klagen i visse tilfælde produceret af forfatteren netop med henblik på at få belyst Pressenævnets holdning til et relevant problem.

Kun sager, som forfatteren har haft mulighed for at efterkontrollere gennem klageren selv, er medtaget. Forholdet er nemlig det, at når en klage er indgivet, forelægges den for det indklagede medie til udtalelse. Redaktøren kan her sådan set oplyse hvad som helst med hensyn til sagens faktum, og han kan uimodsagt fremføre hvilke som helst argumentér - herunder også sådanne, der var ganske ukendte og uforudseelige for klageren. Redaktionens svar forelægges nemlig normalt ikke klageren til kommentar. På dette grundlag indbygges der i mange tilfælde urigtige oplysninger om faktum som grundlag for nævnets afgørelse. Hvis man ikke kender klagers version af det stedfundne, er det altså umuligt at vide, om det overhoveder er den faktisk foreliggende situation, Nævnet har vurderet.

Som grundlag for læserens vurdering dokumenteres i hver enkelt sag de presseindslag, der har givet anledning til klage til Pressenævnet. Endvidere redegøres der for sagens faktum - idet det dog bør erindres, at Pressenævnet ikke skal bedømme dette men blot det presseetisk korrekte i den fremgangsmåde og præsentation, pågældende medie har betjent sig af. Da Pressenævnet under alle omstændigheder har mulighed for at tage en sag op på eget initiativ og derfor kan uddele ‘næser’ uafhængigt af, om en klage på det formelle plan er optimalt formuleret, er der ikke redegjort i detaljer for de respektive klagers udformning.”

BOGENS KONKLUSIONER:

Det fremgår af eksemplerne i det foregående, at det virkelige problem i dag ikke er at sikre pressefriheden. Den er der næppe mange, der ønsker at undvære - ej heller dette skrifts forfatter. Det virkelige problem er derimod at sikre, at pressen ikke misbruger sin frihed til at holde oplysninger ude, der afkræfter rigtigheden af det, der er bragt. Problemet er med andre ord ikke den åbenlyse men derimod den skjulte censur - den der udøves af redaktionerne selv bag nedrullede gardiner.

Pressenævnet har for sit vedkommende gang på gang valgt at lade redaktionerne gøre hvad de vil. I dag kan et medie derfor uden større bekymring for, hvad Pressenævnet evt. vil sige til det, misinformere bevidst og derefter bortcensurere alt, hvad der viser, at det forholder sig anderledes end fortalt. Kommer sagen for Pressenævnet, kan mediet endvidere uden risiko misinformere Nævnet. For i modstrid med grundlæggende retsplejeprincipper sikrer Nævnets praksis for sagsbehandlingen ikke klageren nogen adgang til at modsige det indklagede medies version af begivenhederne.

Dette bidrager ikke blot til at skabe usikkerhed om den offentlige debats grundlag men også til at skabe retsløshed for de mennesker, der evt. bliver ofre for ‘historierne’. Undertiden har denne retsløshed antaget ekstreme formér - som når Pressenævnet f.eks. end ikke kritiserer fremgangsmåder, der kolliderer med straffeloven.

Endvidere efterlades den opmærksomme læser af Pressenævnets afgørelser med det indtryk, at Nævnet dømmer vilkårligt. Nævnets holdning veksler skåledes, alt efter hvem offeret er: Er pågældende kontroversiel efter de for tiden herskende strømninger, kan han tilsyneladende ikke regne med at opnå det samme hos Nævnet som i andre tilfælde. Der gøres f.eks. forskel på en Søren Krarup og en Pelle Voigt.

Pressenævnet har kort sagt misforstået den mest centrale del af sin opgave, nemlig den der ligger i at opstille forbilleder for, hvordan nyhedsformidling bør foregå med henblik på at sikre sandhedsværdien i det bragte.  I stedet for at virke ansporende på denne måde ser Nævnet det tilsyneladende tværtimod som sin opgave at undskylde mediernes tilsidesættelse af elementære sandheds- og anstændighedsprincipper og at begrænse de krænkedes mulighed for at tage til genmæle.

Mere konkret kan konstateres, at Nævnet på genmæleområdet ikke udnytter den mulighed, loven hjemler til at sikre den krænkede plads til at redegøre for sin version af ‘historien’. Lovens krav om, at genmælet ‘i alt væsentligt (skal) være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger’, fortolkes således snævrest muligt af Nævnet - trods et åbenlyst behov for en liberal fortolkning. Endvidere kan konstateres, at Pres¬se¬nævnet er tilbøjeligt til ved vurderingen af, om god pres¬se¬skik er overtrådt, at nedtone det mest centrale, nemlig den effekt, den påklagede offentliggørelse må formodes at have haft på publikum. Denne effekt afhænger ud over de anvendte ord i høj grad af, hvilken grad af appel til det underbevidste, der er udøvet - herunder af den påklagede offentliggørelses sammenhæng, opsætning, typografi, billedsætning og i de elektroniske medier tillige af lydanvendelsen. Ej heller udnytter Nævnet de muligheder, loven hjemler for at gennemtvinge oprejsninger, som ud fra deres effekt modsvarer effekten af den stedfundne kritisable offentliggørelse. Der erindres her om, at Nævnet ifølge medieansvarslovens § 43 afgør, om et massemedium er forpligtet til at offentliggøre et genmæle, ‘herunder om genmælet indhold, form og placering’. Og efter lovens ' 49 kan nævnet pålægge en redaktør at ‘offentliggøre en kendelse i et af Nævnet nærmere fastlagt omfang.’ Der ville altså f.eks. intet være til hinder for, at Nævnet pålægger mediet at offentliggøre en kendelse, hvis indretning og omfang er afpasset efter den oprejsningsvirkning, som tilstræbes. 

Når Pressenævnets afstår fra at udnytte sine muligheder og tværtimod ser gennem fingrene med bevidst desinformation og skjult censur - ja nærmest dækker over sådant - kunne det med nogen ret hævdes, at nævnsinstitutionen skader mere, end den gavner. Offentligheden vil jo nemlig naturligt gå ud fra, at når der et pressenævn, vil den slags ikke kunne passere upåtalt, som Nævnet rent faktisk accepterer uden at blinke. Offentligheden vil altså også i kraft af nævnsordningen tillægge medierne større troværdighed, end der er belæg for i henhold til den måde, på hvilket Pressenævnet forvalter sit pund.

Set i dette perspektiv bør Nævnet derfor enten nedlægges eller gennemgribende rekonstrueres.