Opinionskampen 1933-45

Den Danske Forenings Forlag, 1995. ISBN 87-90183-04-5

Bogen kan downloades fra http://dendanskeforening.dk/side20.html

ABSTRACT:

Bogen rummer en gennemgang af den åndelige kamp, der foregik før og under 2. Verdenskrig mellem demokratierne og nazismen.

INDHOLDSFORTEGNELSE

Indledning

Første del. Den internationale scene: Ønsketænkningens epoke - løgnens og viljeløshedens triumf

- Stormvarsler

- mødes med ligeyldighed, selvbedrag og manglende giden forstå

- 1934-35: Tyskland opruster - den vestlige opinion vil intet vide

- Beroligelsespropaganda

- "Fredsbevægelsen"

- 1936: Tysk indmarch i Rhinlandet - beroligelsessnak - ønsketænkning

- bortforklaring

- Skriften aflæses - forgæves - på væggen

- Den spanske Borgerkrig

- Virkeligheden må ikke eksistere - og det hjælpes den så til ikke at gøre

- Smukke argumenter for den letteste løsning - på kort sigt

- Nytår 1937-38: Tingenes tilstand står skærende klart

- USA søges pacificeret

- Beroligelsestaler - og kolde facts

- Det personlige element

- Det blinde øje

- Med løgnen som våben

- De historiske paralleller

- "Fredstidskrigens" strategi og det moralske sammenbrud

- Goebbels og pressen

Anden del. Den danske scene: Medløberi

- I de stores fodspor

- Problemets kerne: Det radikale Venstre

- The gentlemen of the press

- Den organiserede ædelhed: Fredsbevægelserne

- Besættelsen - opvågning til hvad?

- Lad de fremmede være i fred!

- "En ny tid er oprundet i Europa"

- Den "selvstændige" regering

- Drømmen om det "nye Europa"

- De dumme danskere

- Samarbejde og idyl er tidens løsen

- Smadder med danskerne igen

- Tjenstligt pålæg: Dyrk de fremmede!

- Historien der forsvandt

- Kriminalisering af sabotagen

- men alligevel ballade med danskerne

- Den retfærdige kamp mod kommunismen

- Officiel dansk støtte til tyske korps

- Politisamarbejde

- Så forstå det dog for F.....

- Antikommunistlinien fortsættes

- Folkeopdragende virksomhed

- Det officielle Danmark - i eksil

- De statsstøttede landsforræderkorps

- Derfor!

- Status på 2-årsdagen

- Parolen: Fortsættelse i den gode gænge

- Omsonst

- Statsministeriel, pressestøttet, organisations- og partiopbakket opfordring til stikkeri

- Fortsatte "episoder"

- Den "landsskadelige" sabotage

 - Affindelseslinjen fastholdes

- Korthuset ramler

- Vendekåber

Epilog

BOGENS INDLEDNING

”Historien om fortiden berettes som regel sådan, at den passer dem, der har det afgørende ord at sige i nutiden. På den måde nedtones eller forsvinder ofte begivenheder og forløb, der kunne have fået tingene til at falde anderledes ud.

Året 1995 er 50-året for Danmarks befrielse, og vi har fået meget at vide om, hvorledes alle gode kræfter sikrede, at det endte lykkeligt dengang. At manglen på vilje hos de vestlige demokratiers opinionsdannere til i tide at se det, der lå lige for næsen af dem, gjorde katastrofen mulig, høres der ikke meget om. Og hvad Danmarks forhold angår, nedtones det, at det var et såkaldt beskedent mindretal af ‘uansvarlige’ unge, der sikrede, at vi ikke kom ud af krigen på Nazitysklands side.

I dette følgende opridses nogle af de elementer i opinionsdannelsen før og under 2. Verdenskrig, som nutidens historieskrivning har haft en tilbøjelighed til at glemme. Det vil blive vist, hvorledes de vestlige demokratiers elite svigtede i den afgørende fase - nemlig da det endnu havde været muligt at inddæmme udviklingen i Tyskland. Og dernæst vil det vil blive vist, hvorledes vore egne politiske ledere og samfundsbærende institutioner dengang - herunder pressen - endog tog nazisterne under armen.

Svigtet på dansk side er søgt bortforklaret og skjult på talrige måder. Bl.a. er der blevet henvist til, at vi af militærgeografiske grunde var i lommen på stormagten Tyskland og derfor ikke kunne handle anderledes. Det kan meget vel være. Men det er dog værd at erindre, at denne given efter havde form af en aktiv samarbejdslinie, som oven i købet dumstædigt fastholdtes meget længere, end der var grund til. Ligeledes bør det erindres, at kampen mod nazismen kun kunne vindes ved at opslide den tyske militærmaskine, og at andre nationer derfor måtte påtage sig den andel af døde og sårede på allieret side, som det officielle Danmark manøvrerede sig uden om.

Det korte og lange er således, at vor politiske ledelse gjorde Danmark til Tysklands makker. De lokkede endog 8.000 unge til at melde sig i tysk krigstjeneste. - Væsentligt flere end der på samme tidspunkt deltog i den militære modstandsbevægelse. 4.290 af de godtroende faldt på østfronten - og resten fik bagefter at vide, at politikernes opfordringer til dem var på skrømt, hvorfor de nu stod til flere års fængsel for landsforræderi. Til sammenligning andrager besættelsestidens øvrige ofre - altså faldne sabotører, dræbte under uroligheder, omkomne søfolk m.v. kun 3.213.   

I reaktion mod den fuldstændige mangel på rygrad, de gamle politiske partier og vore samfundsbærende institutioner fremviste, kom et i sidste ende succesrigt oprør fra folkedybet - formidlet af i hovedsagen ganske unge mennesker, der ikke ville affinde sig med det, der skete. Som Hal Koch siger: ‘Det er ... en historisk kendsgerning, at den aktivistiske modstandsbevægelse blev til i direkte opposition til den politik, som partierne og Rigsdagen med tilhørende presse gik ind for. Vi, der levede med i den tids offentlige liv ... ved god besked med dette. Os kan man ikke putte blår i øjnene. Modstandsbevægelsens ledere ved det også. De husker, hvorledes deres arbejde i lange tider var rettet fuldt så meget mod regeringen og rigsdagspolitikken som imod tyskerne.’  Eller som en besættelsestidsforsker beskriver konflikten mellem de ‘ansvarlige’ og ‘uansvarlige’ i datidens Danmark med sigte på den strejkebølge, der til sidst umuliggjorde samarbejds- og tilpasningslinien: ‘Med den simplificering, som den korte form nødvendiggør, kan man sige at det var manden på gaden der organiserede og ledede strejkerne, mens det var landets magtelite der søgte at knuse dem, eller for at bruge en af datidens stereotyper: det var de 'ansvarlige' det bekæmpede det angreb på rigspolitikken, som de anonyme og de uden embeder førte frem. Strejkernes modstandere finder vi da i regering og Rigsdag og blandt centraladministrationens embedsmænd, i byrådene og i magistraterne, i fagforeningsledelserne og blandt tillidsmændene, i arbejdsgiver- og handelsstandsforeningerne og de øvrige erhvervsorganisationers bestyrelser, blandt bladredaktørerne og i politiledelsens rækker.’  

Dette oprør mod magten er formentlig sammen med Glistrup-oprøret 30 år senere, der som bekendt tyndede dramatisk ud i Folketingssalen, en afgørende årsag til den angst, de gamle politiske partier i dag nærer for den jævne mand. En slags indlejret skræk for det ukontrollerbare, som giver sig udslag i manøvrer for at undgå, at vælgerne får lov til at bestemme selv i de anliggender, hvor magteliten har taget patent på at vide bedre. Begivenhederne dengang tjener dermed f.eks. til at forklare den hårdhændede linie, som vore dages magtelite fører over for repræsentanterne for den folkelige modstand mod nutidens opgivelsespolitik, hvorved tænkes på den dybt upopulære fremmedpolitik, som på sit fundament af fraser og modetænkning igen en gang truer med at fratage danskerne retten til deres eget land. - Givetvis er det heller ikke gået upåagtet hen, at en række af de personer, som dengang deltog i folkeoprøret mod tyskerkursen, i dag genfindes som primusmotorer i kampen mod ‘multietniseringen’.

På et tidspunkt, hvor den generation, der var årsag til, at det for 50 år siden endte godt, er ved at forsvinde, så at kun det taknemmelige papir står tilbage som grundlag for den folkelige erindring, er der derfor anledning til at fastholde, hvad der skete.

Fortællingen er rettet til de unge i dag - altså den generation, der kommer til at bære byrden ved det ‘multietniske’ eksperiment, vi nu kastes ud i, men som overdænges med en version af begivenhederne før og under 2. Verdenskrig, som er indrettet på at tilsløre virkeligheden og få også dem til at affinde sig.”