Den Stille Krig
- sovjetiske påvirkningsoperationer mod Danmark under den kolde krig – forudsætninger, teknik og resultater
Holkenfeldt 3, 2001. ISBN 87-90014-30-1
ABSTRACT:
DEN STILLE KRIG har udgangspunkt i det sikkerhedspolitiske skred, som skete i 1980-erne ikke mindst i konsekvens af påvirkningsoffensiven, og beskriver det åndelige klima, denne udnyttede. Herunder skildres ”ungdomsoprørets” stemninger og holdninger, hvoraf væsentlige elementer gradvis gled ind og blev officiel politik.
Det fortælles også om øst-offensivens teknik – herunder f.eks. om, hvordan idealistiske, men naive danskere blev misbrugt, og om rekrutteringen og anvendelsen af såkaldte påvirkningsagenter. Ligeledes berettes, hvordan det apparat, der blev sat ind imod os, så ud og fungerede – særligt de østlige efterretningstjenesters specielle afdelinger for desinformation og propaganda. Men også de kommunistiske facadeorganisationers (”front”organisationers) virksomhed og infiltrationen af danske foreninger, grupper og institutioner afdækkes. Og der gives eksempler på konkrete påvirkningsoperationer.
Bogen slutter med at fortælle, hvad der blev gjort officielt og ad private kanaler for at modvirke trykket østfra. Endvidere diskuteres de varige skader, påvirkningsoffensiven har forvoldt på vort politiske system.
INDHOLDSFIORTEGNELSE
Forord 9
Kapitel 1. Det drejede sig faktisk om os ...
1.1. Tres atombomber – og lidt til 13
Befehl anlanden! 13
Sløret falder 13
Advarslerne 14
1.2. Og danskerne? 15
1.3. De politiske partier 17
Socialdemokratiet 17
Knæfaldets bagmænd 24
1.4. Påvirkningsoffensiven mod Danmark 25
Hvorfor skete det? 25
Bortforklaringens lette kunst 26
Den danske forkælelse 27
Den aggressive totalitarisme 28
„Aktive forholdsregler“ 28
Førstehåndsvidner 30
1.5. Denne bog 32
Kilderne 33
Kapitel 2. Scenen sættes
2.1. På vej hjem – og hjemme 36
2.2. Menneskelige svagheder 37
Civilisationers forfald 38
Det irrationelle menneske 38
Propagandaens muligheder 39
Det psykologiske forsvar 40
2.3. „68-erne“ 40
En profil 40
„Ungdomsoprøret“ 42
Marxismen 45
Vandbærere og medløbere 46
Forbrydelsen 49
2.4. Omstøbning af hjernerne 50
Børnene 50
Skolen 55
De højere læreanstalter 59
Normernes opløsning 64
„Den frie presse“ 68
Danmarks Radio 73
2.5. Konflikten mellem ideologier 79
To samfundsmodeller 79
Forskellen udviskes 81
Kapitel 3. „Aktivnyye meropriyatia“
3.1. Den ekspansive kommunisme 86
3.1.1. (U)fredelig sameksistens 86
Lenin og freden 86
Den forjættende „fredelige
sameksistens“ 87
Uophørlig kamp med ethvert
egnet middel 89
Formålet helliger midlet 91
3.1.2. Mål og midler 93
Endemålet 93
Organerne 94
Magtovertagelsens veje 96
Rekonstruktion 98
De aktive forholdsregler 100
Fokus: Påvirkningsoperationer 106
3.2. Den „strategiske langtidsplan“ 107
Planens historie 107
Faserne 108
Gennemtrængningen af socialdemokratierne 109
Operationsområde Danmark 110
Historien gentager sig 112
3.3. De „aktive forholdsregler“ 117
3.3.1. Hovedtræk 117
Struktur 117
Desinformation 118
Propaganda 120
Operationernes omfang 123
3.3.2. Forudsætningen: Kortlægning af
det danske apparat 124
Søkortet tegnes 124
Kilderne 125
3.4. Apparatet 127
3.4.1. KGB 128
Opgaver 129
Organisation 130
Medarbejderne 132
3.4.2. STASI 134
3.4.3. Kommunistpartiernes rolle 135
3.4.4. Facader 139
Formålet 140
Typologi 142
Fredsbevægelserne 146
Andre nyttige organisationer 151
3.4.5. Øst-personel i Vesten 159
Officerer 160
Diplomater, handelsrepræsentanter,
journalister, videnskabsmænd m.fl. 161
Illegale 161
3.4.6. Danskere på gale veje 162
Agenter, konfidentielle kontakter og
nyttige idioter 162
Søgefeltet 174
Rekruttering og vejen til nyttiggørelse 179
3.4.7. Finansieringen 188
3.5. Påvirkningsaktiviteter 190
3.5.1. En samlet profil 190
3.5.2. Eksempler på påvirkningsoperationer 194
„Fredskampen“ 194
Charmeoffensiven mod Det radikale
venstre 199
Operationer med begrænset sigte 202
3.5.3. Påvirkningsteknikker 203
Udgangspunktet: Forkastelsen af
loyaliteten i kommunikationen 204
Falsknerier og opdigt 204
De skjulte sandheder 208
Kulissebyggeri 212
Skjult overførsel 216
Kapitel 4. Effekten
4.1. Evaluering 220
Delte meninger 220
Vejene til en vurdering 223
Konklusion 224
4.2. Passiviteten i vest 225
Det officielle Danmark 225
Det uofficielle Danmark 228
Og opgørets time? 235
4.3. Langtidsskader? 237
Litteraturliste 244
Stikordsregister 253
FORORD
Denne bog er skrevet i forundring.
Forfatteren er vokset op i et miljø, hvor man interesserede sig for, hvad der foregik i verden omkring os, og hvor det vigtigste i denne forbindelse ikke var at have de rigtige meninger, men at finde ud af, hvad der var rigtigt.
Fra vinduerne i familiens hus på bakken over Sletten havn nord for København sås de fremmede krigsskibe ude på Sundet, som efter sigende gav statsministeren vågne nætter. Russernes nedkæmpelse af opstanden i Ungarn i 1956 bekræftede, at det havde han sådan set god grund til. Jeg meldte mig derfor til Hjemmeværnet i 1963.
Her fik vi syn for sagn på en måde, som ikke efterlod tvivl om Danmarks udsatte position. Et besøg i Berlin i midten af 1960-erne med tilhørende tur gennem Østtyskland bekræftede, at vi var nabo til et politisk monster-system. Eftersom enhver jo kunne gøre disse iagttagelser, var det rent ud umuligt at forestille sig, at nogen ædrueligt kunne nå til en anden konklusion.
I løbet af 1960-erne begyndte imidlertid den type mennesker, der i dag er kendt under samlebetegnelsen „eliten“, at modellere på og omforklare truslen for at få den til at forsvinde. Jeg husker f.eks. i Studenterforeningen et foredrag af Helveg Petersen senior fra Det radikale Venstre, der havde udnævnt sig selv til specialist i sikkerhedspolitik. Dette førte ham til at mene, at der nok kunne drosles ned på Forsvaret. Samme sted oplevede jeg den fremtrædende socialdemokrat – senere minister – Kjeld Olesen i rollen som en slikket elegantier i lysegrå habit, der også argumenterede for en anden virkelighed end den, som fandtes udenfor i dagslyset.
Forholdene udviklede sig på denne vis i en stadig mere ubehagelig retning. Vietnamkrigen, som jeg fik et indblik i, der afviger en del fra de billeder, „68-erne“ siden har haft held til at gøre til de gyldige, optrappedes. Her sås den brutalitet, med hvilken den anden part var indstillet på at sætte sig igennem over for en sagesløs befolkning i et ulykkeligt land.
I 1968 – året hvor de russiske tanks rullede ind i Prag og knuste det tjekkoslovakiske forår – fik vi så en borgerlig regering under den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard. Dermed konfirmeredes en forsvarspolitik, som cementerede distancen mellem den „politiske“ opfattelse af, hvad vi stod over for, og den faktiske trussel østfra. Dette spænd mellem den politiske virkelighed og den faktiske virkelighed blev efterhånden ubærligt. Vor egen uddannelse og især udrustning haltede langt bagefter. Hertil kom, at regeringen også lagde låg på de to efterretningstjenesters mulighed for at følge med i fjendens aktiviteter her i landet. Hos FET endte mængder materiale herom, som var indsamlet med stort besvær, i bogstaveligste forstand på bålet.
Jeg søgte i en række artikler at skabe opmærksomhed om problemerne – en forfængelig bestræbelse, så vidt som at næppe nogen med politisk magt vel fandt anledning til at hæfte sig ved, hvad en ligegyldig ung mand, som oven i købet sejlede imod tidens strøm, førte i pennen.
Spørgsmålet blev derfor: Var det formålstjenligt eller var det tværtimod kontraproduktivt at fortsætte i Forsvaret? Det, de frivillige ydede af et godt hjerte i den ene ende, blev jo blot med let hånd bortødet i den anden af politikere, der så helt andre interesser bedst varetaget derved. Kunne vi overhovedet stole på politikere, der i den grad negligerede kendsgerningerne til fordel for den politiske bekvemmelighed? Kunne sådanne politikere måske endog tænkes at ville omgås listerne over Hjemmeværnets folk på en sådan måde, at de risikerede at havne i forkerte hænder?
Den militære trussel mod Danmark var på dette tidspunkt – uagtet den endelø¬se snak om fred og afspænding – vokset til et omfang, så at en ny besættelse var en mulighed, man måtte regne med, omend sandsynligvis forudgået af en periode med udenrigspolitisk affindelse, som gradvis ville prisgive os. Det ville i en sådan situation være afgørende, at der kunne opretholdes en platform for dansk modstand, som kunne legitimere en befrielse fra vest. Resultatet blev derfor, at jeg i 1972 forlod Forsvaret.
I årene efter var der voksende Warszawapagt-aktivitet – nu i stigende grad også rettet mod den danske opinion og danske nøglepolitikere. En målrettet og, må man sige, veltilrettelagt indsats, som i vidt omfang betjente sig af fordækte midler. Desuagtet fandt Anker Jørgensen det betimeligt at slukke lyset hos Arbejdernes Informations Central, der hidtil i LO’s regi havde forsøgt at holde styr på de skumle ting, der foregik under overfladen.
Efter dannelsen af den borgerlige regering i 1982, som bragte Socialdemokratiet i opposition, fandt påvirkningsoffensiven østfra så smuldt vand at sejle i, at dens succes syntes at være inden for rækkevidde. I kraft af partiets opgivelse af sine traditionelle sikkerhedspolitiske holdninger skubbedes Danmark således ind netop i den affindelsesfase, som ville være det første skridt til en omplacering af os i forhold til NATO og løsrivelse af os fra de vestlige sikkerhedsgarantier. Øst-offensivens indretning var imidlertid ikke erkendt af offentligheden, og vore to efterretningstjenester foretog sig intet for at oplyse om den. Jeg begyndte derfor at skrive herom for at få de relevante oplysninger ud til en bredere offentlighed. Let var det imidlertid ikke. Jeg kunne f.eks. ikke på noget af de større forlag få udgivet min bog Den offentlige Mening, der indeholder et afsnit netop om øst-påvirkningsoperationerne. Sligt var ikke stuerent.
Arbejdet blev afbrudt med Murens fald, som vel burde have markeret afslutningen på de foregående års lidet opløftende oplevelser. Jeg husker imidlertid ikke følelsen af nogen afslutning – og slet ikke den champagneberusende fornemmelse af triumf, som vel ellers burde være obligatorisk ved en sådan lejlighed. Derimod husker jeg leden ved det hele og en resignation udsprunget af erfaringen for, at medløbere, rak og pak af den art, vi havde beskæftiget os med, har en formidabel evne til at omstille sig, omdefinere egne synder til at være gode gerninger, og til at finde nye veje for pleje af de personlige interesser og fikse idéer uden hensyn til konsekvenserne for andre.
Når man derfor i årene efter har kunnet følge parodien på et opgør med disse mennesker, som nærmest er ved at udvikle sig til et opgør med dem, der søgte at holde dem i ørerne, er det blevet ubærligt bare at sidde og se på. Særlig utåleligt er det at høre de selv samme personer, som dengang gik diktaturets ærinde, nu igen belære andre om moral, fornuft, anstændighed, demokrati og menneskerettigheder.
Lødige ting er vel kommet frem om, hvad disse figurer foretog sig dengang. Men der savnes fortsat et samlet overblik over den fordækte del af øst-offensiven mod den danske opinion og især over offensivens teknik. Derfor må beretningen om den stille krig mod Danmark, der blev afbrudt ved Murens fald, fortælles til ende.
Det er forfatterens håb, at bogen vil bidrage til anskueliggøre en række ubehagelige ting, der på godt og ondt udgør en del af den europæiske historie, således at denne ikke gentager sig. Hvis bogen derved også kan hjælpe til at rense luften og skabe mulighed for en frisk start i forhold til de østeuropæiske nationer, der var dikaturets første og største ofre, kan forfatteren ikke forlange mere.
Tak til dem, som har hjulpet – ingen nævnt, ingen glemt og ingen eksponeret.
Humlebæk i marts 2001
Ole Hasselbalch
Vildledning af modstandere som middel for militær og politik har lang tradition for sig i Rusland. Der institutionaliseredes imidlertid i kommunistperioden et kæmpemæssigt apparat som redskab for en bred „fredstidsoffensiv“ med denne indretning. Herunder inddroges diplomatiet, efterretningstjenesten og alle de mange andre organer, som var under styrets kontrol i et totalitært samfund.
Det drejede sig altså ikke blot om f.eks. partiledelsen, centralkomitéens internationale afdeling og parti- og regeringsapparatet, men også om medierne, nyhedsbureauerne TASS og Novosti, de talrige faglige og kulturelle „private“ organisationer m.v. Også efterretningstjenesten KGB sattes ind og indrettedes derfor på en måde, det var og fortsat er svært at begribe vestpå, hvor den slags tjenester jo normalt opfattes som noget, der blot har med „spionage“ at gøre. KGB (og tilsvarende satellitorganisationer – konceptet bredte sig til hele kommunistblokken) varetog således med to typer af aktiviteter: Dels det, vi normalt forbinder med efterretningstjeneste, nemlig passiv informationsindsamling, som koncentrerede sig om at skaffe viden om et bredt spekter af forhold i Vesten, herunder den militære og civile kapacitet og hensigter på en række områder, samt kontraspionage over for modpartens tilsvarende. Og dels aktive forsøg på at påvirke forholdene til gunst for Sovjet – i kommunistisk terminologi benævnt „aktive forholdsregler“ (aktivnyye meropriyatia).
Denne sidste aktivitet var karakteriseret af, at den bl.a. – der iværksattes også paramilitære aktioner – sigtede på med fordækte midler at nedbryde mållandene indefra, altså demoralisere dem på det psykologiske plan, og at erodere og manipulere virkelighedsopfattelsen hos deres beslutningstagere i Sovjets favør. Øst-efterretningsorganisationerne arbejdede således metodisk med at påvirke og undergrave på både det fysiske og det åndelige niveau.
Der var tale om en efter vor målestok helt ubegribeligt omfattende satsning: Centralt ledet og styret i alle faser – uagtet medløberne på vor side af Jerntæppet nok ikke gjorde sig det klart. Og opererende i alle planer: Gennem sædvanlige politiske og diplomatiske kanaler (diplomatiske legationer, kulturudvekslinger og andre internationale kontakter), gennem de legale kommunistpartier i andre lande, gennem fordækte foretagender sammesteds (de nationale og internationale kommunistiske facadeorganisationer og helt eller delvis kontrollerede andre foretagender) samt gennem agenter og fortrolige kontakter i indflydelsespositioner i mållandene.
Denne måde at gribe tingene an på blev efterhånden ligefrem et nøgleelement i sovjetisk udenrigspolitik. Sovjet-ledelsen indså ganske vist, at en enkelt operation af denne art, uanset hvor omhyggeligt den var tilrettelagt, ikke ville tippe magtbalancen i Sovjets favør. Men man var overbevist om, at masseanvendelse af propaganda og desinformation gennem årtier ville have betydelig virkning. Og man anså de risici, der var forbundet med en regulær militær konfrontation, for at være alt for stor, hvorimod en fordækt påvirkningsindsats jo altså lå inden for mulighedernes grænser.
For at kunne løfte opgaven omlagdes de sovjetiske efterretningsorganisation KGB i slutningen af 1950-erne. Indtil da havde den efter traditionen fra Stalin-tiden haft spionage og indre sikkerhed som altdominerende arbejdsfelt. Nu skulle den imidlertid være spydspids i „fredstidsoffensiven“ vestover. Startskuddet gik i 1959 og havde form af en konference for efterretningsvæsenet i Moskva med deltagelse af ca. 2.000 officerer. Her fremlagdes de nye planer. Ifølge dem skulle KGB’s Departement D koordinere aktiviteterne med det kommunistiske partis centralkomités internationale afdeling og parti- og regeringsapparatet.
I årene efter blev påvirkning og informationsindhentning med henblik på udøvelse af sådan til skade for vestlige sikkerhedsinteresser – herunder gennem indflydelsesagenter, fortrolige kontakter og medløbere vestpå – en meget vigtig del af østligt diplomati og efterretningsvirksomhed. Til gengæld voksede forsigtighed med at anvende de lokale kommunister ude i verden alt for aggressivt. Man så sig simpelt hen bedst tjent med at bearbejde de vestlige elitemiljøer i stedet.
Vi kender ikke den samlede plan for påvirkningsoperationerne mod Danmark, således som denne blev tegnet oprindeligt og senere justeret. Som det er vist i det foregående, har vi imidlertid kendskab til ganske mange enkeltheder, ligesom vi har et godt indblik i, hvorledes den slags sattes i værk andetsteds. Strukturen i påvirkningsbestræbelsen mod os kan derfor udmærket rekonstrueres:
Grundlaget for offensiven var en detaljeret kortlægning af det danske meningsdannelsesapparat, herunder af de formelle og uformelle magtkonstellationer i partier, organisationer, institutioner, pressen o.s.v.
På denne basis identificeredes en række nøglepersoner, som udsattes for individuel påvirkning – så vidt muligt uden at dennes indhold, mål og oprindelse blev klar for dem. Dette kunne ske ved formelle og uformelle kontakter – evt. på anden hånd.
Der var en endeløs række af muligheder for at udnytte en målperson. Visse politikere kunne f.eks. pludselig befinde sig i en rolle, der fik dem til i egen overbevisning at fremstå som betydningsfulde for formidlingen af afspænding i verden, hvilket jo altså forudsatte, at de bevægede sig ind i en midterposition mellem Sovjet og USA. Andre ville på et tidspunkt komme til at befinde sig i en gruppedannelse med skjult styring fra den anden side af Jerntæppet. I dette selskab blev der så på et tidspunkt taget skridt, som uden at virke alarmerende for offeret dog gik i den af Sovjet ønskede retning. Der ville f.eks. blive søgt fremprovokeret beslutninger eller tilkendegivelser i disse grupper, som, omend de i første omgang så harmløse ud, dog skabte en psykologisk disposition for senere beslutninger i samme retning. Evt. kunne ofrets opfattelse af det virkelige indhold af det, der var foregået, forskydes hen ad vejen.
Hertil kom en mod hele befolkningen rettet „propaganda“, som dog imidlertid ikke på nogen måde præsenteredes på en måde, som uden videre gav associationer til dette begreb. Propagandaen havde således form af spiselige temaer, der søgtes kørt ind i befolkningens bevidsthed gennem alle mulige kanaler – altså ikke blot gennem officielle sovjet-organer, men også og snarere ad uofficielle veje (kontakter i pressen, medløbende grupper, facadeforetagender m.v.). Til fremstødene brugtes dog så vidt muligt danske kanaler.
Disse temaer var især sådanne, som gødede forestillingen om, at vi var et lille land, der alligevel hverken kunne gøre fra eller til i en frontal konfrontation mellem de store. Slogans, som alle kunne tilslutte sig, men som samtidig fremmede pacifistiske og defaitistiske holdninger, fremhævedes også: „Mod atomdøden“, „for en fredelig verden“, „sociale ydelser er bedre end militærudgifter“, „du må ikke slå ihjel“, „hellere plads til skoler end til militære øvelsespladser“ o.s.v. o.s.v. Der blev kort sagt trukket også på befolkningens naturlige uvilje mod at bruge penge på et militærapparat, som „ikke bruges til noget“. Lokalbefolkningens ulemper og risiko ved at have militære anlæg liggende betonedes. Forsvaret forsøgtes latterliggjort – hjemmeværnet var f.eks. „søndagsmordere“. Men også andre budskaber med appel til danskerne lanceredes – f.eks. sådanne, der kaldte på vor følelse af mereværd på det politisk/moralske område, d.v.s. forestillingen om Danmark som foregangsland på fredens og humanitetens område.
Budskaberne i propagandaen var med andre ord indrettet således, at de på overfladen fremtrådte som overensstemmende med danskernes egne interesser, og så at det var nemmere at acceptere dem end at afvise dem. De ville f.eks. udtrykke den løsning, som var billigst og psykologisk nemmest for den enkelte.
Samtidig søgtes skabt tillid til Sovjetunionen. Gennem kulturelle tilbud – udstillinger, koncerter, sportskampe o.s.v., gennem tilbud om tillokkende turistarrangementer og om pleje af videnskabelig udveksling, ungdomsudveksling o.s.v. søgtes der således oparbejdet en fornemmelse af gensidig sympati, fredsommelighed, god vilje – og af, at det hele egentlig ikke var så farligt.
Herunder søgtes der skabt en spydspids med de rette synspunkter blandt intellektuelle og opinionsdannere. Med Danmarks høje levestandard var det nemlig vanskeligt at finde grobund for revolutionære synspunkter blandt menigmand. Men det var i høj grad muligt at få kunstnere, journalister og andre med mere ideelle interesser til glide ud i abstraktionerens taknemmelige verden med hensyn til sligt. Der søgtes derfor i dette „elite“miljø vundet en kerne af pålidelige (bevidste eller ubevidste) tilhængere, som havde indflydelse på samfundets grundlæggende beslutningsprocesser. Og budskaberne injiceredes herefter i disse sympatisører med den „socialistiske“ sag. Men man søgte naturligvis også at afsætte passende dele af godset til fremtrædende personer i øvrigt – gerne helt ud på den borgerlige fløj. Det skete helst i en form, der var egnet til at få målpersonerne til at ekkoe dem videre – allerhelst således, at de pågældende mente selv at have fundet på dem.
En anden metode var at skabe et fiktivt billede af en voksende „folkestemning“ svarende til budskaberne. I så henseende blev der trukket på sympatisører med holdninger svarende til budskaberne, som kunne foranstalte „græsrods“aktivitet (møder, læserbreve o.s.v.). Herved opereredes naturligvis ikke mindst inden for det frodige miljø, de talløse venstreekstreme grupper udgjorde. Men celler oprettedes i det hele taget om muligt overalt, hvor det var af interesse at have indflydelse. Lykkedes det at fremprovokere en ønsket aktivitet, søgtes denne herefter fremstillet som mere omfattende, end den faktisk var, ligesom dens eventuelle udspring i eller tilknytning til de venstreekstreme miljøer naturligvis forsøgtes tilsløret.
En aksel for bestræbelserne var forsøget på at opnå greb om eller dog indflydelse i de medier, befolkningen var vant til at hente sin information fra, i form af en åbning for den „trend“, som tjente Sovjet. Dette er tilsyneladende fortrinsvis sket ved at bidrage til opbygningen af generationen af journalister med sympatiserende (d.v.s. „socialistisk“) grundholdning.
Man har næppe ventet sig, at disse „kritiske“ journalister – hvoraf hovedparten formentlig end ikke var sig deres tiltænkte rolle bevidst – straks skulle introducere radikalt ændrede synspunkter. Derimod har man med nogen ret kunne vente sig, at de ud fra deres holdningsmæssige baggrund og den hertil svarende opfattelse af journalistikkens opgaver ville bidrage til at frasortere eller nedtone informationer, der ikke tjente „samfundsforandringen“. Ligeledes kunne man vente sig, at de ville skabe uro om uønskede politiske beslutninger, latterliggøre den hidtidige sikkerhedspolitik o.s.v. – og i øvrigt medvirke til at opbygge et gruppepres, som ville isolere og neutralisere journalister eller medier, der gav prioritet til uønskede oplysninger.
Som led i denne bevægelse af informationsfladen kunne man håbe på, at informationsstrømmen gradvis ville antage en form, der skabte et billede af ændrede sikkerhedspolitiske forudsætninger, i hvilke de virkelige propagandabudskaber kunne falde naturligt ind. Som led i disse budskaber ville ekstreme facetter ved de store NATO-landes aktiviteter (f.eks. Vietnam-krigen) naturligvis blive fremhævet med sigte på at få især ungdommen til at identificere sig imod disse. Men i øvrigt arbejdede man på at tegne sådanne forudsætninger på nethinderne, som svarede til, hvad folk inderst inde ønskede at høre. – Og det tegnede verdensbillede var selvsagt så enkelt, at alle kunne forstå det.
Publikum blev i denne forbindelse søgt placeret i rollen som dem, der vidste bedst. Der spilledes på eksisterende modsætninger i det danske samfund. Men frem for alt blev der fremstillet et billede af et nyt sæt sikkerhedspolitiske forudsætninger med dertil hørende sprogbrug og handleanbefalinger, alt udformet som et logisk hele.
Dette tog naturligvis lang tid. Men man skal huske, at tid var der i princippet nok af, og at det i øvrigt var den opvoksende generation, som aldrig havde set andet, man satsede på. Denne generation ville derfor ikke uden videre føle, at sikkerhedspolitikkens forudsætninger skiftede farve. Dermed kunne man, efterhånden som de unge blev ældre, regne med, at befolkningen ville få en ny forestillingsverden på de centrale områder.
Endelig tilstræbte man at destabilisere det politiske liv og generelt at vanskeliggøre de politiske beslutningsprocesser. Herunder gødedes alt, der tjente til at skabe tvivl om vigtigere beslutninger, således at beslutningsprocesserne om muligt kunne blive til en endeløs vandring frem og tilbage. Særligt var efter regeringsskiftet i 1982 forholdet mellem den borgerlige regering og den socialistiske/socialdemokratiske opposition sårbart og dermed et frugtbart område for bearbejdelse. Oppositionen æggedes derfor på dette tidspunkt til at fremsætte urealistiske krav inden for sikkerhedspolitikken – som den jo i øvrigt ville blive tvunget til at prøve at gennemføre, hvis den senere selv skulle komme til magten.
Sideordnet etableredes eller provokeredes strejker, demonstrationer, splittelse af fagforeninger og af politiske partier. I det hele opmuntredes obstruktioner og fysiske aktioner – aller helst under sådanne former, at retshåndhævelsessystemet og politimyndighederne kom til kort. Der søgtes derved bl.a. oparbejdet en fornemmelse af, at alt var tilladt, når blot man er målrettet nok. Respekten for retsudøvelsen søgtes således nedbrudt, og domsmagten udråbtes som „politisk“. Domme i sager med politiske undertoner, f.eks. arbejdskonflikter og i sociale sager, udråbtes herunder som vilkårlige og udtryk for den herskende klasses monopol på retsvæsenet.
Karakteristisk for påvirkningsaktiviteten er samlet, at den var indrettet på, at aktørerne på dansk side – herunder befolkningen som sådan – så vidt muligt ikke skulle opleve, at der foregik en forandring, endsige at Danmark bevægede sig væk fra de traditionelle sikkerhedspolitiske grundholdninger. Endvidere er det karakteristisk, at man søgte at nyttiggøre holdninger og behov, som allerede rummedes i den danske offentlighed i forvejen, og som derfor blot behøvede styrkes, medens uønskelige holdninger blev forsøgt nedtonet. Derimod afholdt man sig så vidt muligt fra skridt, som kunne bringe vor politiske ledelse over den tærskel, hvor der ville komme et bevidsthedsmæssigt opgør med udskridningen med deraf følgende mulighed for en modreaktioner. Under hensyn til den risiko for afsløring, som frembyder sig i et højt uddannet land, afholdt man sig naturligvis også så vidt muligt fra grove metoder, herunder direkte løgne og forfalskninger, der ikke ville kunne bortforklares.
Et demokratisk samfunds ledere har det i deres magt at hindre, at samfundet ødelægger sine egne livsbetingelser ved at give efter for disse indbyggede menneskelige tilbøjeligheder og svagheder. Det kan de ved simpelt hen stædigt at fastholde deres egen og vælgernes opmærksomhed på forskellen mellem illusion og virkelighed, mellem lyster og rationalitet.
Men om lederne er villige til at påtage sig denne rolle, og om de vil lykkes i deres forehavende, er noget ganske andet. Det afhænger bl.a. af, om konkurrenter til lederposten søger at profitere på de primitive træk i menneskets sjæl. Hvis sådanne konkurrenter findes, og hvis en spekulation i tankeforfladigelse og deraf følgende destruktion endog sløres og præsenteres som en anerkendelsesværdig bestræbelse (for „fred“, „social retfærdighed“, „medmenneskelig forståelse“ eller hvad det nu til enhver tid måtte være), er der gode muligheder for, at folket alligevel glider ud i ødelæggelsen.
Defekterne i den menneskelige rationalitet fik rig lejlighed til at komme til udfoldelse i de glade 1960-ere og den periode, der fulgte ...
....
Bent Jensen har rammende karakteriseret Danmark som et land, hvor ingenting bliver taget alvorligt, og hvor man er manisk optaget af at have det rart og hyggeligt. Danskerne er tilpasningsduelige ud i det absurde, siger han: I den ene sæson taler man om den nødvendige socialistiske revolution og USA/NATO som de store, farlige dyr i åbenbaringen. I næste sæson taler man varmt om kapitalismens og NATO’s fortræffeligheder og lægger bekvem afstand til socialismen – uden at lægge afstand til sig selv. Vi har gjort det til en livsform at dyrke middelmådigheden, det jævne og det udjævnende – „lad os nu ha’ det rart-ideologien“, som han kalder holdningen.
En forbrydelse kan undertiden bestå blot i den slags ligegyldighed, overfladiskhed og passivitet, Bent Jensen beskriver så rammende, nemlig når den slags kommer til udfoldelse på et kritisk tidspunkt. Men mere konkret ligger forbrydelsen i den sammenhæng, vi her beskæftiger os med, især i manglen på vilje til at afstemme adfærden efter den ydre virkelighed.
Kombinationen af den massive majoritets ligegyldighed og de revolterende ungdomsoprøreres i den blå luft baserede fanatisme blev en farlig cocktail for os under den kolde krig. For heri lå netop ingredienserne til den ætsende væske, som kunne sætte en opblødning i gang af den art, de østlige påvirkningstjenster tilstræbte. Dette uanset at oprøret ikke havde nogen bred basis. Oprørerne havde nemlig i kraft af den almindelige laden stå til mulighed for at tiltage sig en placering som afgørende faktor og som talerør for noget, der udgav sig for og efterhånden også fik status som en bredt funderet, væsentlig og berettiget kritik mod vort demokratiske system. Efterhånden lykkedes det da som bekendt også denne politiske minoritet trods sit kikkertsyn og øren, der kun lyttede indad, at placere sig i samfundets indflydelsespositioner.
Den strømning, der væltede ind over ungdomskulturerne i Vesten fra slutningen af 1960-erne med dens hale af grupperinger, partier, aviser, forlag, musikselskaber, boghandlere, støttegrupper m.v., alt med forbillede i et marxistisk idealsamfund, blev således et frugtbart miljø for påvirkningsoperationerne østfra. Oven i købet var Sovjet fra starten på linje med ungdomsoprørernes hard-core folk, så vidt som at disse jo var villige til at arbejde målbevidst for at undergrave det eksisterende samfundssystem med alle, herunder irregulære og evt. endog voldelige midler.102
Denne udvikling kom i øvrigt uhyre belejligt for Sovjet. De kommunistiske ledere var nemlig efter Ungarns-opstanden i 1956 med påfølgende nedtur for kommunismen i Vesteuropa blevet tvunget til at finde en ny strategi. Og her havde de måttet satse på nyformning af den opvoksende generation frem for på videreførelse af udsigtsløse forsøg på at vinde de voksne. En regulær kamp om ungdommen tog i konsekvens heraf sin begyndelse – uden at den danske offentlighed i større udstrækning var bevidst herom:
Allerede i slutningen af 1950-erne lod revolutionære foregangsmænd lod sig indskrive som foredragsholdere på lærerseminarer m.v. – og senere ved snart sagt alle institutioner, hvor unge uddannedes til at have med børn og unge at gøre eller til virke med produktion og distribution af information. Tanken var, at de, der blev opdraget på den måde, efterhånden som de selv fik indflydelse i samfundet, kunne medbringe de indpodede marxistiske idéer med deraf følgende gradvis ændring af den almene opinion i samfundet til følge.
Inden vi bevæger os til selve påvirkingsoffensiven østfra, er det derfor nødvendigt at gå lidt tættere på det, der skete under „ungdomsoprøret“, således at læseren kan forstå samspillet mellem den bevidst planlagte offensiv mod hjernerne og den ungdomskultur, som opstod i henhold til selve tidsånden.
....
Man skulle ikke tro, at mennesker på højt intellektuelt stade ville være ude af stand til at se sligt. Ikke desto mindre savnede det, der skulle blive den danske elite, massivt evnen til at se.
....
Denne forfladigelse trak lidt efter lidt det officielle Danmark med sig. Derfor blev det muligt at bevæge sig i totalitær retning og at bryde med det grundlag, på hvilket det danske samfunds velfærd var skabt. Og derfor blev det muligt at spille hasard med landets sikkerhed.
De tankesæt, som med 68-ernes kasten sig ud på teoretiseringernes og abstraheringernes vilde vover fik fodfæste, hører således umiskendeligt til i den totalitære ideologis rustkamre – uanset deres evige henvisninger til „demokrati“, „medbestemmelse“ og deslige. For godt nok legitimerede angriberne på demokratiets bastioner sig højlydt netop med henvisninger til demokratiets positivord. Men begrebet „demokrati“ så vel som begreber såsom „medbestemmelse“, „solidaritet“ o.s.v. blev noget, der tolkedes på. Ja, ordene blev nærmest kidnappet og brugt som brækjern til at opnå det stik modsatte af, hvad deres sproglige indhold tilsagde. I det hele taget blev demokratiets idealer noget, der kun skulle praktiseres, når man var nødt til det, og som let kunne vrides, så at det tjente „sagen“.
I stedet for et valg mellem de to vidt forskellige ideologier med disses vidt forskellige konsekvenser blev der således opstillet et forsimplet valg mellem godt og ondt. Og hvad der var godt, og hvad der var ondt, defineredes i henhold til den opfattelsesverden, som var 68-ernes. Ond var således f.eks. „nazismen“ og „fascismen“ – og det som for at tjene „sagen“ manipuleredes ind i denne sfære. God var derimod „socialismen“. For overhovedet at blive anerkendt som politisk tænkende og eksistensberettiget skulle man derfor acceptere sundheden i skrigeriet på Ho Ho HO Chi Minh, Mao og Che Guevara. Diktaturerne blev spiselige. Og Sovjet blev helt pæn at se på.
Gordievskij beskriver fænomenet træffende: „En fejl hos mange progressive i Danmark var at tro, at Sovjetunionen – trods visse ‘fejl’ og selv om det ikke altid opførte sig helt fejlfrit – i sin udenrigspolitik i det store og hele byggede på socialismens idealer, på et ønske om fred og nedrustning og proletarisk solidaritet. De troede også, at dette land var de undertrykte folks ven. Hvad angik Sovjetunionens indenrigspolitik mente disse mennesker, at Sovjet på trods af stalinismens ‘beklagelige excesser’ var i færd med at opbygge et nyt fremskredent klasseløst samfund, som udgjorde et eftertragtelsesværdigt alternativ til den vestlige kapitalisme. Imidlertid opførte Sovjet sig som en aggressiv, chauvinistisk stormagt, som ekspanderede ikke blot med militære og politiske metoder, men også ved hjælp af diplomatiet, spionage i massemålestok og fræk propaganda. Propagandaen byggede i betydeligt omfang på kynisk udnyttelse af naive eller antidemokratisk sindede folk i Vesten. Internt i Sovjetunionen var styret i færd med målrettet at ødelægge landet. Det havde skabt en centraliseret kommunistisk økonomi, der ikke havde nogen form for udviklingsstimuli, og det brugte omkring halvdelen af nationalproduktet på krigsformål. Der var kun ét tilladt parti, der havde forvandlet sig til et bureaukratisk, delvist kriminelt oligarki; det havde monopol på magten og den fuldstændige kontrol over folk, som til gengæld hverken besad nogen ejendom eller havde nogen personlige friheder. De var fuldstændig retsløse.“
Således var terningerne kastet i det Danmark, der blev et så frugtbart område for Sovjets påvirkningsoperationer.
Målet var således at ændre det internationale politiske system med ethvert middel, der var muligt og formålstjenligt. Og den „afspændingspolitik“, man talte så meget om i vest og lagde så meget hjerteblod i, ansås i øvrigt blot at udgøre det for tiden bedst egnede middel hertil, i ly af hvilket der kunne udrettes en masse til støtte for verdensrevolutionen, og som når som helst kunne afløses af andre metoder.
Lederen af det sovjetiske kommunistpartis internationale afdeling, Boris Ponomarev, opfordrede således Moskvas tilhængere til altid at være rede til at skifte mellem fredelige og ikke-fredelige kampformer. Opfinderne af doktrinen om fredelig sameksistens anskuede således ikke denne som et varigt grundlag for de internationale relationer. Tværtimod var grundholdningen den, at kun målet lå fast, men at vejene til at nå disse mål meget vel kunne skifte undervejs. Og en æra af „fredelig sameksistens“ var ganske vist nødvendig en del af vejen. Men denne fredelige sameksistens skulle ikke opretholdes længere, end det var opportunt – d.v.s. indtil andre og mere effektive midler lod sig bringe i anvendelse. Sovjet skulle tværtimod være fleksibel og altid gå ad de veje mod målet, som til enhver tid måtte være de mest hensigtsmæssige.
Dette kunne naturligvis også ind imellem føre til midlertidige „strategiske tilbagetog“, som udadtil tjente til at give indtryk af, at den sovjetiske grundholdning var skiftet. Krushchev gav f.eks. på et tidspunkt den østtyske leder Ulbricht besked på at nedtone sine angreb på Bonn og modificere den kommunistiske aktivitet i Vesttyskland for derigennem at få nogle aftaler med Adenauer igennem. En afhoppet KGB-officer, Dzhirkvelov, fortæller, at der endog på et tidspunkt blev givet ordre til med alle midler at fremme valget af Giscard d’Estaing som fransk præsident på bekostning af socialisten Mitterand. Dette skete bl.a. ved hjælp af ansete franske, amerikanske, vesttyske og italienske blade. Forklaringen var, at en hvilken som helst borgerlig præsident på dét tidspunkt ansås som nyttigere end en socialistisk.
I Izvestia forklaredes tankegangen bag den slags retræter som følger: „Lenin lærte os, at der er forskellige former for kompromis i politik: Der er de kompromiser, som retfærdiggøres af den øjeblikkelige situation, og som hjælper til at styrke arbejderbevægelsens geledder, og så er der de principløse, rådne kompromiser, som blot indebærer et tilbagetog over for klassefjenden.“ I et sovjetisk værk udtrykkes det således: „Under gennemløbet af hver fase i den revolutionære kamp kan taktikken skifte mange gange. Befrielseskampen kan ikke gennemføres i form af en uafbrudt fremadskridende bølge: Den udvikler sig i flod og ebbe, angreb og tilbagetog. Disse forandringer må indgå i proletariatets taktiske overvejelser; dets vigtigste opgave er at bestemme de veje og midler, former og metoder for kampen, som bedst svarer til den til enhver tid foreliggende situation, og som mest sandsynligt vil føre til strategisk succes i den sidste ende“.
På samme måde kunne der naturligvis også meget vel på én gang officielt føres „afspændings“politik samtidig med, at trykket under overfladen blev øget. En KGB-afhopper, Aleksei Myagkov, beretter f.eks., hvordan Sovjet samtidig med, at man i sin officielle politik i 1970-ernes begyndelse søgte afspænding i forhold til Vesttyskland, udvidede KGB’s aktivitet i dette land, idet man udnyttede den tro på afspænding, den officielle politik havde skabt.
Endvidere betragtedes som nævnt ethvert egnet middel som legitimt.
Som Lenin også sagde: „Vi må begrænse os til propaganda, agitation og forbrødring, så længe vore kræfter ikke rækker til at gennemføre et fast, betydningsfuldt og afgørende slag i en åben militær eller oprørsk konflikt“. „Den bedste strategi i en krig er at udskyde operationerne, indtil fjendens moralske forfald gør et dødeligt slag både muligt og let“.
Generalmajor Kozlov, Sulimov m.fl. udtrykker det på denne måde i Marxismen-leninismen om Krig og Krigsmagt: „Krigens inderste væsen er fortsættelsen af politikken med væbnede styrker. Dette er krigens vigtigste kendetegn. Derfor omfatter denne definition på krigens inderste væsen ikke mange af de vigtige midler for at sikre sejren i en krig – specielt ikke økonomiske, diplomatiske og andre kampformer ... krigens politiske mål opnås ikke blot af de væbnede styrker. Økonomisk og ideologisk kamp, åbent og hemmeligt diplomati og andre kampformer anvendes ikke blot for at fremme den væbnede kamp, men også for at komplettere den og at bryde fjendens modstandsvilje og dermed sikre sejren. Disse kampformer er alle værktøjer til udkæmpelse af krig, de er krigens bestanddele“.
Således ansås „afspændingen“ ikke at være til hinder for anvendelse af såkaldt „revolutionær vold“ i de former, der måtte være mulige her og nu. Og dette begreb omfattede ikke blot fysisk voldsmagt, men al magt, d.v.s. både politisk, social, økonomisk, ideologisk o.s.v. Skulle magtanvendelse i én af disse former rent aktuelt ikke være lønsom, ansås vejen endvidere – indtil videre – at måtte gå over styrkedemonstrationer, propaganda, overtalelsesforsøg og destabilisering.
Anvendelsen af denne „revolutionære vold“ – d.v.s. ethvert egnet middel – var med andre ord i den sovjetiske selvopfattelse både legitim og nødvendig i verdensrevolutionens tjeneste. Ja, den var nærmest en hellig pligt i arbejdet på at virkeliggøre det idealsamfund, hvorigennem der skulle materialiseres en ny civilisation. Den omstændighed, at der rent aktuelt ikke herskede krigstilstand i vestlig forstand mellem øst og vest, var således ifølge traditionel kommunistisk tænkning ikke ensbetydende med, at Sovjet afstod fra at fremme sine mål ad de veje, som var mulige inden for rammen af, hvad vestlandene tålte – i sovjetterminologien sammenfattet under betegnelsen „aktive forholdsregler“. Og denne ramme var, som det også vil blive påvist nedenfor, særdeles vid. Blot måtte det – indtil videre – ikke komme til en invasion af Vesteuropa med militære styrker, som ville påkalde sig et militært svar, der udløste 3. verdenskrig.
Grundlaget for dette koncept for internationale relationer var en politisk ideologi, der ikke kendte nogen grænser for, hvordan man kan opføre sig i en højere „sags“ tjeneste. Et efter vor målestok aldeles skruppelløst politisk system, der oven i købet opfattede sig som værende i en løbende, fundamental og uløselig konflikt med den vestlige verden, og som både bevidst og ubevidst søgte sin egen legitimitet netop i korstoget mod denne. Et system, hvor intet kendtes ved sit rette navn, hvor rænker og intriger herskede i rettens sted, og hvor alt omformedes og indpassedes i et konstrueret ideologisk univers, så at sort når som helst kunne blive til hvidt og omvendt. Et system altså, som hvilede på holdninger, der efter vor målestok er komplet forskruede, og som oven i købet gang på gang gik i selvsving, idet systemets tjenere nemlig var afhængige af deres eget skaberværk og derfor tvunget til at arbejde hvileløst på at holde konstruktionerne, løgnene og fidusmageriet i live.
For fuldt ud at kunne fatte vanviddet, skal man nok også prøve at forstå det tankegrundlag, Sovjetunionen var bygget på:
Ideologisk propaganda var selve akslen for opretholdelsen af Sovjets kommunistiske system indadtil, ligesom forsøgene på at udbrede kommunismen var det for alt, hvad der foregik i forhold til den omgivende verden. Og systemets apostle havde ingenlunde lagt skjul på, hvad de anså for legitimt. F.eks. sagde Lenin lige ud: „Vi forkaster al moral som udspringer af overnaturlige ideer, der ikke hviler på klasseforestillinger“ Og „kommunister må være parate til at yde ethvert offer og om nødvendigt til at bruge alle slags snuheder, rænker, kneb og illegale metoder for at omgå og skjule sandheden ... Kommunistisk politik er i praksis at hidse den ene fjende op imod den anden ... Vi kommunister må bruge det ene land mod det andet ... Mine ord sigtede på at vække had, aversion og foragt ... ikke på at overbevise, men på at bryde modpartens geledder op, ikke på at korrigere hans fejltagelser, men på at ødelægge ham, fjerne hans organisation fra jordens overflade...“
Stalin uddybede det på denne vis: „Ord har ingen forbindelse med handling. Ord er én ting, handling en anden. Gode ord er ofte dække over onde gerninger. Oprigtig diplomati er lige så umulig som tørt vand eller jern af træ“. Denne tese gjaldt længe efter Stalin som overskrift i KGB’s operationshåndbog.
Kommunister skulle kort sagt være villige til at yde ethvert offer, til om nødvendigt at anvende list, intriger, kneb, til at bruge illegale metoder og til at omgå eller skjule sandheden.
Vestlige politiske moralbegreber havde således ikke noget modstykke i den kommunistiske ideologi, der tværtimod hvilede på helt andre grundholdninger. Holdninger, hvor adskillelsen mellem vurderinger og facts var sløret, og hvor den „objektivt“ rigtige og moralsk bedste handlemåde var den, som stemte med marxistisk tankegang og fremmede verdensrevolutionen.
– Men ideologiske kampagner var jo da i øvrigt også for sovjetsystemet meget langt den eneste vej til indflydelse, eftersom den kommunistiske samfundsordning grundliggende ikke virkede, og indflydelse derfor umuligt kunne opnås alene ved eksemplets kraft og systemets faktiske resultater.
Sovjetunionen var således i den internationale kommunikationsproces ikke et land på linje med de vestlige. Men dette lå naturligvis uden for fatteevnen hos dem, der var opdraget i en normal vestlig tankegang, og som ikke evnede eller ikke gad sætte sig ind i, hvad der egentlig foregik.
…
Det ideologiske grundlag for internationale relationer var dermed anderledes end i den vestlige verden. Dette påvirkede også indretningen af de kanaler, man betjente sig af i relationerne til andre lande.
I Vesten lå det således i de officielle udenrigstjenesters hånd at sikre stabile mellemstatslige forbindelser, og der var grænser for, hvilke midler disse tjenester kunne gribe til. I overensstemmelse med tanken om, at der skulle gøres alt, hvad der kunne tjene til at fremme en verdensomspændende kommunistisk magtovertagelse, opereredes imidlertid i øst ikke blot gennem den officielle udenrigstjeneste, men også gennem andre organer. Og østpå tænkte man i det hele taget ikke blot i forholdet stat-til-stat, men i et større hierarki af internationale relationer: Parti-til-parti niveauet, stat-til-stat niveauet og folk-til-folk niveauet. Som den sovjetiske udenrigsminister Eduard Shevardnadze sagde i en tale i 1988: „Landets udenrigspolitik er ikke blot udenrigsministeriets anliggende. De resultater, der er opnået på dette område i de senere år, er frugten af velkoordinerede aktioner udført af adskillige organer for udøvelse af udenrigspolitik, alt under partiets ledelse“
Alle tilgængelige kanaler inddroges således i arbejdet. Det gjaldt ud over diplomatiet også efterretningstjenesten (KGB) og de talrige øvrige institutioner, et totalitært styre behersker: De sovjetiske medier, de erhvervsmæssige sammenslutninger, fagforeningerne, ungdomsbevægelsen, de akademiske institutioner, den ortodokse kirke, sovjetiske „fredsgrupper“ og naturligvis det sovjetiske kommunistparti som sådan. Der institutionaliseredes på dette grundlag et enormt222 apparat til at føre offensiven mod den vestlige meningsdannelse ud i livet.
Denne offensiv organiseredes således i en vekselvirkning mellem politbureauet – som var topledelsen i det sovjetiske samfund – det sovjetiske kommunistpartis internationale afdeling, partiets særlige internationale informationsafdeling og en række andre institutioner og organer:
Tyngden i den praktiske opgaveløsning lå hos KGB (med søsterorganisationer i de øvrige kommunistlande – se om disse nedenfor), nærmere betegnet den såkaldte A-tjeneste og de hertil hørende „PR-linje“ aktiviteter ved sovjetambassaderne i udlandet. Her varetog man den fordækte del af indsatsen.
Med henblik på at forbedre og effektivisere propagandaarbejdet i vest var der imidlertid også skabt et særligt organ, partiets internationale afdeling, til at varetage „parti-til-parti“ og „folk-til-folk“ relationerne. Dette implicerede både hemmelige og åbne aktiviteter. Det var således her, de overordnede propaganda- og desinformationstemaer samt de brede kampagner inden for området „aktive forholdsregler“ besluttedes. I denne forbindelse koordinerede afdelingen KGB’s fordækte operationer med partiets åbne tiltag. Med dette formål for øje opretholdt den kontakt med mere end 70 udenlandske kommunistpartier, facadeorganisationer („front“organisationer) ude, venskabsforeninger i andre lande og „nationale befrielsesbevægelser“. Følgelig deltog afdelingen direkte, når en operation involverede sådanne udenlandske facadeorganisationer, venskabsforeninger eller kommunistpartier. Ligeledes sorterede de modsvarende sovjetiske organisationer – matrix-organisationer – herunder venskabsforeningerne hjemme – og sovjetiske institutter, der arbejdede med udenrigspolitiske spørgsmål, under afdelingen.
Også Den internationale Informationsafdeling var etableret som led i forsøget på at styrke propagandaoffensiven. Under den sorterede de sovjetiske nyhedsbureauer (TASS, som var det „officielle“ nyhedsbureau, og NOVOSTI, (det „uofficielle“), aviserne Pravda og Izvestiya, Radio Moskva samt de sovjetiske ambassaders informationsafdelinger. Her varetog man altså de „hvide“ operationer (f.eks. medie-kampagner) og koordinerede disse med de øvrige aktiviteter. Afdelingens reelle karakter fremgår imidlertid af det navn, hvorunder den var kendt internt i et sovjetiske bureaukrati: Afdelingen for Kontrapropaganda. Den stod i øvrigt for nogle af de mest besværlige og kontroversielle opgaver på dette område og var opdelt i sektorer bestemt efter funktions- og geografisk ansvarsområde.
Politbureauet godkendte naturligvis de overordnede propagandatemaer og fulgte potentielt følsomme fordækte operationer.
KGB opererede som sagt for sit vedkommende endvidere gennem de tilsvarende efterretningsorganisationer i en stribe andre østbloklande. Efter 2. verdenskrig opnåede man således kontrol over efterretningstjenesterne i Polen, Østtyskland, Tjekkoslovakiet, Ungarn og i nogen grad også Bulgarien. Disse arbejdede herefter ud fra en identisk model. Mellem 1961 og 1964 etableredes f.eks. rundt om særlige desinformationsafdelinger svarende til KGB’s. Satellit-tjenesterne måtte naturligvis også informere KGB om alt, hvad de foretog sig, og havde tilknyttet russiske rådgivere både i planlægningsfasen og ved vurderingen af gennemførte operationer (omend tjenesterne formelt var underlagt de respektive indenrigsministerier, premierministre samt kommunistpartier). I en vis udstrækning arrangeredes en arbejdsdeling under KGB’s kontrol. F.eks. overlodes de mere følsomme opgaver inden for den internationale terrorisme ofte til vasalstaternes tjenester.
....
Første Hoveddirektorat (A) under KGB udarbejdede på overordnet niveau en formel langtidsplan for forsøgene på at nå disse mål – altså ultimativt en magtovertagelse ad bagvejen – og denne plan godkendtes derefter af den sovjetiske topledelse, politbureauet. Under vejledning fra sovjetiske rådgivere formulerede hvert satellitland herefter sin egen langtidsplan, der skulle tilgodese pågældende lands „nationale interesser“ samt de behov, der var en konsekvens af landets „internationale ansvar“ i helhedsbilledet.
Den grundlæggende „strategiske langtidsplan“ skabtes oprindelig i 1960-erne, men blev siden tilpasset i overensstemmelse med ændringer i forholdene. Den opridsede hovedmålene uden i detaljer at konkretisere, hvorledes de skulle nås. Den er som allerede omtalt foran under 1.4 i sin oprindelige form kendt bl.a. gennem en tjekke, general Jan Sejna, som hoppede af i 1968.
Planen har karakter af en „drejebog“ for, hvorledes magtovertagelsen gradvis skulle udvirkes. Heri findes en stillingtagen til, hvad der skal ske på de forskellige områder – både militære og ikke-militære – foruden en stillingtagen til forholdene i hvert enkelt af de vestlige lande samt udviklingslandene.
Sejna har beskrevet planens oprindelse i sin bog We will bury you.261 Den blev ifølge ham oprindelig lavet efter ønske fra satellitlandene, der nemlig var utilfredse med, at østblokkens bestræbelser ikke var samordnede, hvilket førte til betydeligt „ressourcespild“. Første udkast til planen blev diskuteret mellem de implicerede lande i 1966.
Fra 1967 kom der herefter regelmæssige direktiver fra Sovjet til hvert satellitland m.h.t. pågældende lands rolle i planen. Denne rakte i første omgang frem til midten af 1990-erne og byggede på en forudsætning om, at det ikke ville være muligt at indhente USA’s militærteknologiske overlegenhed inden da (omend forsøget på at lukke det eksisterende gab på dette område blev prioriteret højt). På det erhvervsmæssige område prioriteredes produktionen af varer, der kunne indtjene vestlig valuta, højt, og det samme gjorde bestræbelserne på at gennemtrænge kapitalistiske markeder – evt. til dumping-priser.
Planen opdeler i øvrigt indsatsen i faser:
I første fase, som kaldtes „Perioden for forberedelse af fredelig sameksistens“ skulle den isolation, som Sovjet var kommet i efter Stalinperioden, brydes. Man anså Khrushchevs fortjeneste at være, at han havde fået Vesten til at tro, at østblokken var villig til at erstatte militær konkurrence med økonomisk konkurrence.
Fase 2 kaldtes „Den fredelige sameksistens kamp“. Målet var her at skabe uenighed mellem vestlandene og at fremme social opløsning i disse. Frankrig skulle manøvreres ud af NATO, og en gennemtrængning af de vestlige socialdemokratier skulle svække landenes bånd til USA og understøtte deres lyst til at finde en modus vivendi med østblokken. Gennem infiltration i fagbevægelse og studenterorganisationer skulle der skabes nye konfliktområder. Antiamerikanismen i Europa skulle fremmes, og man skulle herigennem undergrave USA’s lyst til at bidrage til forsvaret af Europa. I øvrigt forudså man, at der nok ville komme en aftale om rustningsbegrænsning. Ifølge planen skulle østblokken derfor i fase 2 sætte alt ind på at forøge sit militærpotentiel for at komme en sådan aftale i forkøbet.
I fase 3, „Perioden for dynamisk social forandring“, var målet at „knuse håbet om falsk demokrati“ og at gennemføre Vestens totale demoralisering. Gennem venskab med Vesten, især USA, skulle man søge at opnå den størst mulige økonomiske og teknologiske hjælp herfra, samtidig med at kapitalistlandene skulle overbevises om, at de ikke havde behov for militære alliancer. USA’s militære engagement i Europa skulle afvikles i denne periode, ligesom de vesteuropæiske landes lyst til at afholde de nødvendige militære udgifter skulle elimineres. Til dette formål kunne Warszawapagten evt. (formelt) opløses. Der forberedtes for denne eventualitet et net af bilaterale arrangementer under COMECONs (den østlige økonomiske samarbejdsorganisation) auspicier.
Det vil føre for vidt at beskrive planen videre – man befandt sig ved tøbruddet i slutningen af 80-erne tydeligvis endnu i fase 2-3. Men det bør nævnes, at den sidste fase i planen hedder „Den globale demokratiske freds æra“.
I forbindelse med udarbejdelsen af den generelle plan lagdes en speciel strategi for, hvorledes de vestlige socialdemokratier skulle gennemtrænges. Denne opgave ansås for meget vigtig.
De bestræbelser, der i så henseende blev udfoldet over for det vesttyske socialdemokrati, fremholdes i planen som skoleeksempel på, hvordan socialdemokratierne skulle bøjes væk fra deres traditionelle antikommunisme:I en første fase skulle forbindelserne med dem således dyrkes under dække af den „fredelige sameksistens“. En faktisk alliance med socialdemokratierne ansås således nødvendig – selv om det endelige mål naturligvis var at ødelægge dem. Østbloklandenes politik over for socialdemokratiske initiativer skulle derfor samordnes, således at det kom til at se ud, som om man gik ind på disse. Herigennem skulle socialdemokraternes prestige forøges. For at undgå, at socialdemokraterne ligefrem blev stemplede som pro-kommunistiske, skulle de dog også lejlighedsvis angribes. Tjekkerne og østtyskerne skulle samtidig kanalisere penge til understøttelse af den socialdemokratiske venstrefløj.
Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at Skandinavien havde en høj prioritet i langtidsplanen. Ifølge dennes anvisninger var det primære strategiske mål i denne forbindelse at så splittelse mellem de større NATO-magter og de nordiske lande.
Andre kilder bekræfter, at specielt Danmark af geografiske grunde var et vigtigt mål: „Danmark var en meget vigtig arena under Den kolde Krig. Landet var jo en del af NATO’s nordlige flanke, nøglen til Østersøen, og russerne tillagde aktiviteterne i hele Skandinavien enorm strategisk betydning. Den russiske residency (KGB’s repræsentation i København, red.) var førsteklasses og meget aktiv under hele Den kolde Krig ...“, fortæller Vasilij Mitrokhin.266 KGB-general Oleg Kalugin siger tilsvarende: „Det primære mål var at undergrave NATO og skærpe uenigheden internt i alliancen. Frankrig med dets forbehold over for NATO var hovedmålet efterfulgt af Skandinavien, hvor Danmark have en central rolle“.
Alle østeuropæiske efterretningstjenester blev da også repræsenteret i København, hvor de bearbejdede politiske mål.
Årsagen til den høje prioritering af netop os i relation til de operationer, der rummedes inden for „aktive forholdsregler“, var vurderinger i det sovjetiske udenrigsministerium. Allerede umiddelbart efter 2. verdenskrig regnede ambassadøren i København således med, at Danmark i tilfælde af en krise eller krigssituation ville være at finde på vestmagternes side. Han så det derfor som sin opgave at svække og løsne vor tilknytning til vesten. Moskva troede imidlertid ikke på, at de danske kommunister, DKP, kunne kuppe sig til magten, sådan som det var sket i en stribe østeuropæiske lande. Derimod mente man, at DKP måske gennem enhedsforhandlinger med Socialdemokratiet kunne overtage styringen af dette parti indefra. Og denne linje med forgreninger og tilpasninger arbejdede man så med byzantinsk tålmodighed videre udfra efter op gennem årene.
Ifølge den formelle langtidsplan regnede man i øvrigt i denne forbindelse med at kunne bygge på den unge generation i Socialdemokratiet, hos de Radikale og i Socialistisk Folkeparti. Derimod mente russerne ikke, at der kunne rokkes meget ved holdningerne hos det gamle socialdemokratiske partilederskab.
Tjekkerne blev udpeget til at gøre en særlig indsats i Danmark. Af de 5 illegale (altså agenter der arbejder under falsk identitet), som i 1960-erne blev uddannet af det tjekkiske forsvarsministerium, var de 3 således udset til at arbejde med det danske socialdemokrati. Det langsigtede mål for dem var (i 1967) at infiltrere generationen af yngre politikere.
Til brug for operationerne mod os udarbejdedes løbende analyser af det danske opinionsklima. Det fremgår bl.a. af disse, at Sovjet interesserede sig meget specielt for offentlighedens rolle ved udenrigspolitikkens udformning og for mulighederne for at aktivere denne offentlighed i en gunstig retning. Og også her fremgår det, at man var uhyre interesseret i mulighederne for at „dreje“ Socialdemokratiet – herunder i antiamerikansk retning – ved at „neutralisere“ dets såkaldte højrekræfter. Partiet ansås i øvrigt for at være i særlig grad påvirkeligt for passende strømninger i offentligheden, især fagbevægelsen. Vietnambevægelserne og anti-EF-bevægelsen blev nævnt som anvendelige forbilleder i denne forbindelse. Endvidere interesserede man sig for mulighederne for at begrænse NATO-medlemskabets „negative“ konsekvenser.
De konkrete operationer i Danmark er også til dels kendt. Således er den danske residenturas indsats i 1977 belyst gennem Gordievskij. Blandt operationerne opregnes i et hemmeligt brev af 16/1 1977: 21 indflydelsessamtaler, 9 taler i Folketinget, 20 offentlige taler, 10 taler i radio og TV, 46 publikationer, 4 „dokumentoperationer“ (d.v.s. artikler og forfalskninger produceret af A-tjenesten), 2 bøger, 6 møder og demonstrationer, 2 udstillinger. Det angives, at et antal foranstaltninger var sat i værk af residenturaen designet til at øve indflydelser på „de højere escheloner i den danske regering angående de vigtigste internationale problemer“. Ud fra tilgængelig information bedømmes resultatet som en succes i visse tilfælde. Efter residentens mening burde disse muligheder også udnyttes i fremtiden, men arbejdet måtte, mente han, udføres på en mere målrettet måde.
Hvorledes dette skete, fremgår af Københavns-residentuaraens arbejdsplan for 1978, som er kommet frem gennem Gordievskij, der refererer den efter et hemmeligstemplet brev af 8/12 1977 til KGB-centeret i Moskva.
Blandt de primære mål var ifølge denne arbejdsplan gennemtrængning af det danske udenrigsministerium og statsministerium. Men herudover ansås det vigtigt at fortsætte den systematiske indsamling af løbende politisk information i første række vedrørende USA, NATO og EF samt spørgsmål, der direkte relaterede til Sovjetunionen. Efterretningsindsamlingen skulle også omfatte tendenserne i Danmarks politik over for Sovjet og andre socialistiske lande. Og residenten planlagde at levere centeret i Moskva regelmæssige analyser af den politiske situation i Danmark samt oplysninger om Socialdemokratiets planer, om stillingen inden for de borgerlige partier, om „højrekræfternes“ forsøg på at undergrave kommunistpartiet og om forbindelserne mellem Sovjet og Danmark.
Ifølge brevet ville vægten inden for området aktive forholdsregler bl.a. blive lagt på forsøget på at øve indflydelse på danske politiske og sociale kredse, der beskæftigede sig med afrustningsspørgsmål, øst-vest relationer m.v., samt på at skabe støtte til de sovjetiske fredsforslag, nedrustningspolitikken samt kampagnerne mod neutron-bomben, krydsermissilerne og de andre nye våbentyper, som USA udviklede på dette tidspunkt. Udpegede danske fredsorganisationer, som var dannet med KGB-støtte og havde aktiv deltagelse af KGB-kontakter, var tiltænkt en vigtig rolle i denne forbindelse. Men der skulle tillige lægges vægt på at udstille menneskerettighedskrænkelser i USA, ligesom man sigtede på at „forøge effektiviteten i den kanal gennem hvilken der kan øves indflydelse på statsministeren ...“. Endelig skulle der lægges vægt på at udvide vejene til at opnå indflydelse på den offentlige mening til Sovjets fordel.
...
Det siger sig selv, at denne omfattende aktivitet ikke foregik på må og få. Der brugtes tværtimod megen tid på at tegne diagrammer af modstandernes opinionsdannelsesapparat, således at der kunne sættes ind på den mest lønsomme vis.
Et eksempel vil belyse dette:
Det fremgår af papirer, som senere er hentet ud af de østtyske arkiver, at KGB interesserede sig for „udviklingsperspektiverne for en ny dansk forsvarspolitik“. Man fulgte med andre ord f.eks. perspektiverne omkring de danske fodnoter tæt.306 For at kunne gøre dette, måtte KGB imidlertid kende konstellationerne i og omkring det danske folketing, ligesom man måtte have indblik i relationerne mellem Danmark og vore allierede.
I 1976 udarbejdede KGB-residenten i København, Mikhail Petrovich Ljubimov, derfor en 3-års operationsplan for, hvorledes det danske udenrigsministerium og statsministeriet skulle gennemtrænges. I et hemmeligt brev opridser Ljubimov i denne forbindelse detaljeret, hvad der skal gøres, indledende med en beskrivelse af de pågældende ministeriers fysiske placering og faciliteter. Han gør endvidere opmærksom på, at udenrigsministeriet råder over information, som var afgørende for KGB, f.eks. vedrørende NATO, relationerne mellem øst og vest, til USA, forholdene inden for EF m.v. Dernæst udpeger han de afdelinger i ministerierne, som er vigtigst i sammenhængen, og opridser, hvilke skridt der vil blive taget: Brug af konfidentielle og operationelle kontakter til indsamling af information om de to ministerier og til at kortlægge veje til embedsmændene dér, opsamling af officiel information om ministeriernes aktiviteter, struktur, reglerne om deres rekruttering og denne selv, deres tekniske tjenester, deres personaleuddannelse og de ansattes adgang til hemmelige dokumenter. Efter en preliminær undersøgelse ville KGB prøve at identificere sådanne personer, som fortjente yderligere opmærksomhed, og som måske i sidste ende kunne rekrutteres. Ligeledes ville man undersøge mulighederne for aflytning af lokalerne.
At sådanne planer for kortlægning af danske institutioner og forholdene dér ikke var det rene fantasi, der førte ud i ingenting, kan læses eksempelvis i rapporterne fra agenten „Herbert“ til hans opdragsgiver STASI i Østberlin. Disse rapporter drejer sig således i stor stil om den socialdemokratiske partiledelses holdning til tildragelserne i det vesttyske socialdemokrati omkring NATO’s dobbeltbeslutning og andet, den danske regerings og Socialdemokratiets holdning til Reagan-administrationen samt den socialdemokratiske partiledelses holdning til udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål og til afspændingsprocessen som helhed.
Herbert var antagelig østtysk diplomat, men hans rapporter vurderes ikke desto mindre at bygge på stor fortrolighed med forholdene i den socialdemokratiske partitop. Så han har haft gode forbindelser i miljøet.
Der foregik altså et omfattende kortlægningsarbejde, hvis overordnede formål var at finde ud af, hvor der med fordel kunne sættes ind. Gennem dette arbejde udmøntedes bl.a. en oversigt over aktørerne i det danske opinionsdannelsesapparat. I det søkort, der tegnedes på den måde, ville KGB’s ledelse se, hvilke strenge der til enhver tid bedst kunne spilles på, hvordan og hvor med et givent mål for øje. Eksempelvis lod det sig herudfra bedømme, hvorledes en bestemt information bedst kunne sluses ind i det danske samfund, og hvorledes man bedst kunne fremme foretrukne personers vej til centrale positioner i diagrammerne.
Mange forestiller sig nok, at dette søkort blev tegnet gennem regulær spionage. I stor stil udformedes det imidlertid på grundlag af åbne og halvåbne kilder:
Kortlægningen tog således udgangspunkt i de almindelige, offentligt tilgængelige oplysninger om, hvem der varetog hvilke funktioner på redaktioner, i organisationer, partier o.s.v. Det billede af den rent formelle magt- og indflydelsesstruktur, som tegnede sig på dette grundlag, fuldstændiggjordes dernæst gennem undersøgelser af, hvorledes de virkelige magtforhold var mellem disse personer og i de respektive grupperinger. Herunder søgtes der også udarbejdet en karakteristik af de forskellige aktører med henblik på at få opklaret, hvem af dem der måske lod sig nyttiggøre, med henblik på hvervning af pågældende. Formålet var at finde den rette mand, tidspunkt, sted og strømning, som en aktion kunne bygges på.
Denne supplerende undersøgelse foregik meget langt gennem samtaler med relevante danskere under hyggeligt samvær i „samarbejdets“ og den „gensidige forståelses“ ånd.
Mange politikere og opinionsdannere kan berette om en nærgående og ihærdig opmærksomhed – evt. garneret med frokoster og andet venskabeligt samvær – som vanskeligt kan forklares på anden måde end i lyset af dette oplysningsbehov. Dette gælder f.eks. SF’s forsvarspolitiske ordfører gennem en årrække, Pelle Voigt, som har beskrevet forløbet i Weekendavisen samt over for en svensk forfatter.
Voigt fortæller således om, hvorledes hans samtalepartnere fra den anden side havde en enorm interesse for alt mellem himmel og jord – og i relation til ham specielt for venstrefløjpartiernes interne forhold. Kontakterne gav ham, siger han, fornemmelse af en „omfattende aktivitet, der rækker ind i snart sagt alle politiske og journalistiske kredse“. Han vurderer KGB’s arbejde som ganske kvalificeret og ambitiøst i bestræbelserne på at etablere kontakter og påvirke opinionsskabere. Han bemærker dog også, at aktiviteten i det store og hele virkede mod hensigten p.g.a. den klodsethed, hvormed den udførtes.
Voigts forklaringer udgør et karakteristisk eksempel på en selvbevidst politiker, der næppe forstår, hvad hans samtalepartnere egentlige formål var, hvordan de arbejdede, og at man måske slet ikke søgte at hverve ham som agent. Han overser også, at det ikke er muligt for ham at bedømme effekten af de KGB-aktioner, der er lykkedes, netop fordi de ikke var klodsede. KGB havde således i den periode, vi her beskæftiger os med, ikke noget imod at præsentere sig som klodset på ét område, hvis dette indebar, at der kunne arbejdes i så meget desto større uforstyrrethed på andre. Voigts vurdering med hensyn til modpartens klodsethed er da også i lodret modstrid med erfaringerne hos andre, der har oplevet tilnærmelser.
Denne naivitet parret med uvidenhed er et karakteristiske fænomen hos de ikke helt få, der under henvisning til et ønske om at virke i fredens og den internationale forståelses interesse havnede i kollaboratørens rolle. Et andet eksempel af denne art er Lasse Budtz, der beretter, at der under hans maksimalt 10 møder med den østtyske ambassadør for at udveksle oplysninger „ikke blev udleveret antydningen af fortrolige oplysninger under møderne ... De østtyske diplomater orienterede mig om, hvordan situationen var i deres land, og jeg svarede på deres spørgsmål om mine synspunkter på vores politiske situation. De kunne f.eks. finde på at spørge om, hvor længe jeg troede, at regeringen ville blive siddende, eller hvordan vi så den udenrigspolitiske situation.“ – Og herefter øsede Budtz så beredvilligt af sine erfaringer og viden og følte sig formentlig vældig tilfreds med den respekt, han mente at aftvinge samtalepartnerne på den anden side af det veldækkede bord.
Men kontakterne ind i det danske meningsdannelsesapparat samlede sig da i øvrigt ikke udelukkende om venstrefløjspolitikere. Den konservative Hans Engell var også i sin tid som leder af den konservative pressetjeneste udsat for tilnærmelser. Det hævdes også, at en lang række af Folketingets medlemmer, funktionærer og journalister har fået følere. Det skal således have været endda meget let at få gaver og invitationer til dyre frokoster, hvis blot man befandt sig et interessant sted. Hvad, der var interessant, afhang af situationen.
Var der mulighed for det, gik KGB imidlertid også videre. F.eks. kunne man finde på at infiltrere relevante organisationer for derigennem at få direkte viden om, hvad der foregik i disse. Blot et enkelt eksempel: Agenten „Apollo“, alias Jan Aage Jeppesen, meldte sig ind i Det konservative Folkeparti, hvis materiale han systematisk sendte tiL sine kontakter i Østtyskland.
....
Facadeforetagenderne fra den kolde krigs tid falder i forskellige grupper:
Der kunne være tale om egentlige facadeorganisationer, altså ideelle foreninger o.l. oprettet ene og alene for at fremme Sovjets politik og som dække for sovjetiske aktiviteter.
Disse var typisk udrustede med neutrale navne: Unge kvinder for Fred, Rådet for Verdensfred, Afro-Asiatiske Folks Solidaritetsorganisation, Fagforeningernes Verdenssammenslutning, Verdenssammenslutningen for demokratiske Kvinder, Den internationale Journalistorganisation, Det internationale Studenterforbund etc. etc.
Et typisk eksempel på en sådan egentlig facadeorganisation er Verdensfredsrådet, som skabtes i slutningen af 1940-erne med henblik på at lancere en „ban the bomb“-kampagne, og som anerkendtes af FN som „nongovernmental“, hvorefter den deltog livligt i „diskussioner“ om „nedrustning“ og „kolonialisme“. Rådet betjente sig også i vid udstrækning af „nyttige idioter“ til at tegne facaden udadtil.
Organisationen udvistes fra Frankrig i 1951 for undergravende virksomhed, men flyttede så til Prag og herfra til Wien, hvor den imidlertid også blev smidt ud for aktiviteter rettet mod den østrigske stat. I 1968 etableredes så et hovedkvarter i Helsingfors.
Verdensfredsrådet fraveg på intet tidspunkt den sovjetiske politiske linie. Kun Vesten blev kritiseret i de mange kampagner, rådet iværksatte eller understøttede. Rådet havde heller ikke synlige indkomstkilder, der kunne dække de ikke ganske ubetydelige udgifter til publikationer, møder m.v. – herunder driften af et kontor i Geneve (siden 1977). Det er anslået, at den i 1979 fik et tilskud af størrelsesorden på små 50 millioner dollars fra Moskva.
Verdensfredsrådet havde i øvrigt til sig knyttet et mylder af underorganisationer, ligesom det var forbundet med en række andre internationale organisationer (f.eks. Den internationale Journalistorganisation).
I Danmark var en af forbindelserne Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed. I et interview fortæller Gordievskij, at instruktioner fra Sovjet gennem det danske kommunistparti slusedes videre til Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed. „At Samarbejdskomitéen var en frontorganisation er hævet over en hver tvivl“, siger han.
Komitéen fik bl.a. tilslutning fra Typografforbundet, BUPL, militærnægterforeningen og Radikal ungdom. Den nød så sent som i 1989 skattebegunstigelse efter ligningsloven som „almennyttig“ organisation. Det blev også ved dom fastslået, at et dansk fagforeningsmedlem ikke kunne undslå sig for gennem sit kontingent til fagforeningen at yde bidrag til dens arbejde.
Komitéen havde gang på gang held i sine foretagender. Et typisk eksempel: Det lykkedes den at få ledende socialdemokrater til at skrive under på et „atombrev“ til en besøgende amerikansk destroyer. Det var også Samarbejdskomitéen, som organiserede kontakten til gymnasier og HF-kurser og formidlede materiale til opslag, uddeling og undervisning, skabte forbindelse til foredragsholdere, film o.s.v.
Endvidere kunne en facade som sagt opnås gennem infiltration og overtagelse af en i forvejen bestående organisation uden kommunistisk tilknytning. Som Lenin sagde: „Vi må yde ethvert offer og om nødvendigt ty til alle former for kneb, snuhed, illegale metoder omgåelse og hemmeligholdelse af sandheden for at trænge ind i fagforeningerne, forbliver dér og udføre kommunistiske opgaver“. Også offentlige institutioner og offentlige organer, hvis styrelse lod sig overtage, var selvsagt interessante objekter for infiltration, fordi de kunne være et godt springbræt videre, og fordi en offentlig autoritet naturligvis i særlig grad lod sig udnytte.
Overtagelsen (eller den evt. delvise udnyttelse) kunne ske ved, at Sovjet-loyale folk sikrede sig afgørende poster i pågældende organisation eller institution, d.v.s. etablerede sig dér i h.t. dens helt normale procedurer. Når kontrollen var opnået, udnyttedes så det udadvendte potentiel. På samme måde kunne den reelle magt naturligvis overtages i en meningsdannelsesvirksomhed, f.eks. en avis, ved at sluse pålidelige folk ind dér gennem normale ansættelsesprocedurer.
Kommunisterne brugte derfor mange vitaminer på at opnå kontrol over organisationer, hvis arbejde ud fra deres målsætning kunne bringes ind i baner, der tjente Sovjets interesser. Dette gjaldt f.eks. inden for den del af fredsbevægelsen, der var poppet op uden for sovjetisk organisatorisk styring. Et typisk eksempel er Generaler for Fred, som var en gruppe højtstående vestlige generaler og admiraler, der var uenige i NATO’s atomdoktriner. Gruppen havde stor indflydelse på afrustningsdebatten, og den blev infiltreret og sponsoreret af STASI. For at skabe indtryk af balance i den blev en sovjetisk general simpelt hen forflyttet fra sit almindelige arbejde til jobbet som fredsgeneral – hvilket han i øvrigt ikke var begejstret for. Herhjemme meldte generalløjtnant G.K. Kristensen sig under fanerne hos Generaler for Fred.
Jens Toft fortæller i øvrigt i SF’s jubilæumsbog Socialisme på dansk, hvordan „fredsbevægelsens folk strømmede ind i SF i startåret. Det var folk fra Dansk Fredskonference, en organisation, som bedst kan sammenlignes med nutidens Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed“, siger han.
Deltagere i invaderede organisationer har over for nærværende forfatter berettet, hvorledes de oplevede, at personer med de typiske marxistiske holdninger gradvis satte sig f.eks. på regnskabs- og sekretariatsposter, hvorefter ledelsen – som var taknemmelig for at opnå det energiske arbejdskrafttilskud – så fodredes.
Endelig var der naturligvis en række organisationer, der vel ikke mere eller mindre styredes direkte fra Moskva gennem håndlangere, der var trængt ind i foretagendet, men som dog stærkt influeredes fra denne kant, fordi det var lykkedes at indsluse de rette bærebølger.
Sådanne foretagender var typisk skabt af idealister/naivister inden for forskellige professioner (læger, journalister, kunstnere o.s.v.) – herunder langt uden for de egentlige kommunisters og kommunistsympatisørers rækker – som i samarbejdets og den internationale forståelses navn så det som deres opgave at præsentere Sovjet i det bedst mulige lys (og ofte også vestlige regeringer i det modsatte). Med dette udgangspunkt var de normalt lette for Moskva at manipulere. Også de betragtedes derfor af Sovjet som en vigtig støtte. Evt. kunne der være et vist ledelsesmæssigt personfællesskab med de egentlige frontorganisationer (typisk Verdensfredsrådet), gennem hvilken indflydelsen kanaliseredes.
En særlig form for facadeorganisation er de matrix-organisationer, der oprettedes i landene øst for Jerntæppet med det formål at se ud som pendenter til tilsvarende foretagender i vesten. Deres egentlige karakter afsløredes imidlertid ofte ses gennem personsammenfald. Eksempel: Chefen for den sovjetiske fredskomité ved 1980-ernes slutning, Genrikh Borovik, havde en fortid i KGB, selv om han på overfladen optrådte som journalist og dramatiker og havde et respektabelt job som chefredaktør for kulturmagasinet Teater.
Styringen af de egentlige facadeorganisationer i udlandet ville evt. foregå gennem en sådan sovjetisk matrixafdeling af den pågældende internationale facadeorganisation. Men formålet med matrixen kunne i øvrigt være at opnå en bedre platform for kontakt med personer og organisationer i vest ved at give disse et indtryk af, at kontakten havde en anden forankring i Sovjet end den virkelige.
Blandt eksemplerne på matrix-organisationer var det østtyske Fredsråd under Verdensfredsrådet og det nedenfor under 3.5.2 omtalte østtyske Bondeparti, der brugtes til at give indtryk af, at DDR havde et flerpartisystem, og som modelleredes således, at det kunne få Det radikale Venstre til at opfattet partiet som et østtysk søsterparti. Et papirparti så at sige, der bl.a. blev brugt til at etablere intime kontakter til naive, men nyttige danskere.
Endelig blev en del virksomheder, typisk inde for mediebranchen, direkte eller indirekte overtaget af Sovjet med henblik på at udnytte deres normale merkantile placering.
Et stort antal vestlige aviser og tidsskrifter i Vesten finansieredes østfra, såvel som forskellige former for presseservice m.v. I de fleste tilfælde var forbindelsen østover ikke synlig på overfladen. I årene mellem 1976 og 1979 styrede KGB f.eks. et eksklusivt lille tidsskrift Synthesis i Paris. I abonnementslisten var der 299 deputerede, 139 senatorer, 41 aviser, 14 ambassader og blot 7 almindelige medborgere. Tidsskriftet, der på overfladen fremtrådte som gaullistisk (nationalt og delvis antiamerikansk) blev skrevet på grundlag af styresignaler – altså signaler om ønskelige linier i indholdet – formidlet af den sovjetiske ambassade i Paris. Sammesteds kørte man bladet La Tribune des Nations, som havde subskribenter både i regeringsdepartementerne og hos fremmede ambassader. Og det satiriske tidsskrift Le Canard Enchaîné var inficeret af den tjekkoslovakiske efterretningstjeneste, som i begyndelsen af 1960-erne ligefrem rekrutterede en af seniorskribenterne som indflydelsesagent. Tidsskriftet anvendtes bl.a. til tilsvining af politiske modstandere, latterliggørelse af CIA og NATO-ledere – samtidig med at mindre, anti-sovjetiske historier gav bladet en aura af politisk uafhængighed.
De nævnte former for infiltration bygger på en eller anden grad af direkte personinvolvering og på en mere varig organisationsstruktur. Det er imidlertid væsentligt at være opmærksom på, at facaden ikke behøvede være stabil – endsige dække over noget som helst. Og infiltrationen kunne blot have form af indslusning af relevant materiale passende steder, hvorfra det så blev overtaget og brugt.
Velkendt er det materiale, som udsendtes af Lærere for Fred til brug for etablering af såkaldte fredsuger i skolerne. Men undervisningsmateriale med den rette indretning produceredes i øvrigt i stor udstrækning af mystiske, antagelig slet ikke eksisterende grupper – „Lærergruppen i Albertslund“, „Forældregruppen ved xx-skole“ eller hvad der nu måtte falde for. Med denne afsender introduceredes det herefter frit i de danske skolers såkaldte orienteringstimer. Hele programmer for aktivitetsforløb af forskellig art er blevet udarbejdet til sådan brug og med reelt anonym afsender.
....
Som det fremgår af Butkovs beretning, spillede lokale kontakter en nøglerolle for KGB’s operationer i udlandet.
Ifølge det socialdemokratiske folketingsmedlem Robert Petersen – en af „kustoderne“ – „vadede“ KGB’s agenter ligefrem ind og ud af Christiansborg. Han blev selv, fortæller han, opsøgt allerede efter 14 dage i Tinget – siden adskillige gange. Underligt nok var det op til medlemmerne selv, hvad de skulle holde tæt med ved den slags lejligheder – der var ingen retningslinjer. Diplomater fra Østtyskland og Nordkoraea inviterede også ustandselig de danske politikere på gratis besøg i deres lande. – Robert Petersen noterede i øvrigt i tilknytning til disse iagttagelser den socialdemokratiske kolbøtte i sikkerhedspolitikken og den usaglige kampagne, der blev ført i dele af dagspressen mod NATO.
Det er ikke til at vide med sikkerhed, hvad det var for „agenter“, Robert Petersen taler om. De danskere, der kom i KGB’s søgelys, havde ikke nødvendigvis nogen mulighed for at vide det. Sovjet og KGB opererede som allerede berørt både med regulære officerer og gennem almindelige diplomater, journalister og mange andre. Og en KGB-officer fortalte for øvrigt normalt ikke, hvem han arbejdede for. I stedet fik offeret en dækhistorie. Langt mindre blev der udstedt papir på, at man var blevet anerkendt som „indflydelsesagent“ eller „betroet kontakt“. Ja, KGB kunne endog finde på at bilde offeret ind, at det var helt andre – f.eks. CIA eller Israel – der stod bag („falsk flag“-operation). En dansk kvinde, Marianne Gram, er f.eks. blevet hvervet af STASI til at pumpe en EF-medarbejder for oplysninger under foregivende af, at hun repræsenterede en dansk græsrodsbvægelse.
Uoplyste som de som regel var om KGB’s arbejdsmetoder havde de berørte danskere en mindre mulighed for umiddelbart at forstå, hvilken rolle de søgtes bragt ind i, og hvad deres nytteværdi var for KGB. Sudoplatov forklarer operationsmiljøet træffende: „Grænsen mellem værdifulde forbindelser og bekendtskaber og fortrolige forhold er meget usikker. I den traditionelle russiske terminologi findes der et specielt udtryk, agenturnaja rasvedka, som betyder at materialet modtages via et netværk af agenter eller føringsofficerer, der handler under dække. Undertiden kommer de mest værdifulde oplysninger fra en kontakt, som ikke er agent i ordets egentlige betydning – det vil sige arbejder for os og bliver betalt af os – men som alligevel i arkiverne anses som agent og kilde til oplysninger.“
Levchenko bruger da også begrebet „indflydelsesagenter“ både om regulære agenter, fortrolige kontakter og umedvidende medspillere.456 Og han beretter, at en del af hans lokale kontakter ikke erkendte – eller ikke vidste – at de arbejdede for KGB. Ofte udviste de berørte, som jo ellers var velorienterede i politiske spørgsmål, en rent ud forbløffende evne til at bedrage sig selv, fortæller han. Det krævede kort sagt eftertanke at finde ud af, at man var på vej ud på den tynde is.
Dette var fatalt. For KGB behøvede ikke kontrollerede og styrede agenter. Chefen for KGB’s anglo-skandinaviske afdeling, Viktor Grusjko, frarådende ligefrem ind imellem sine operative medarbejdere at forsøge at hverve en værdifuld kontakt som agent i klassisk forstand, uanset om udsigterne hertil var gunstige, eftersom det kunne skabe unødige problemer og lægge pres på manden. De danske medspillere var således nyttige, uanset om de måske ikke opfattede kontakten som kontroversiel. For de kunne alligevel bruges ved kortlægningen af vort opinionsdannelsessystem eller til sluse KGB-budskaber og måske endog -materiale ind i medier, arkiver, databaser o.s.v. under deres eget navn.
Der er imidlertid megen mytedannelse omkring disse aktiviteter, og mange tror, at østmagterne kun opererede med medvidende „agenter“ og „spioner“. Det kan derfor være praktisk at gå lidt tættere på de 3 typer af aktører, der typisk kunne blive tale om i Danmark:
1) Agenter
I vestlig terminologi opfattes en „agent“ ofte som en person, der er direkte, professionelt knyttet til landets efterretningstjeneste – I USA tales f.eks. om „CIA-agenter“ som betegnelse for embedsmænd i denne tjeneste. I KGB’s terminologi var egne efterretningsfolk imidlertid ikke „agenter“. De var officerer, medarbejdere i en speciel virksomhed i operativ tjeneste og evt. hververe af agenter i pågældende land, som kunne være kilder til information. En „agent“ var derimod en udenlandsk eller sovjetisk borger, som af ideologiske, materielle eller psykologiske grunde var blevet trukket ind i et hemmeligt og vel at mærke bevidst samarbejde med KGB (herunder beslægtede øst-organisationer). Pågældende optrådte derfor med efterretningsmæssig disciplin – var så at sige under kommando – og overholdt de konspiratoriske regler.
Agenter blev betroet f.eks. at hente og bringe pakker, at udpege militære anlæg, lytteposter m.v., at kopiere fortroligt materiale fra industrien, Folketinget eller ministerierne. Men de kunne naturligvis også bruges til at give inside personoplysninger til brug for udarbejdelsen af de diagrammer, der gjorde det muligt at se, hvem der kunne satses på i en indflydelsesoperation. Endelig kunne de selvfølgelig bruges til at udøve påvirkning, i hvilken egenskab de var særdeles værdifulde, fordi de jo umiddelbart fremstod som loyale borgere, der blot gav udtryk for deres egne meninger.
Forud for hvervningen af en regulær agent lå der som regel en kompliceret og vanskelig proces rækkende over en foreløbig undersøgelse af personen og hans potentiel, gradvise hvervningsforsøg og sluttelig indrullering og placering af han i den agentkategori, hvortil han skulle høre. Hans foreløbige granskningsdossier blev i takt hermed efterhånden omregistreret til et operativt bearbejdningsdossier, som ajourførtes i hele den periode, samarbejdet med ham varede. Se i øvrigt om hvervningen nedenfor under 3.4.6.
I KGB’s definitioner opereredes med agenter af flere typer: Dokumentagenter, påvirkningsagenter, hvervningsagenter o.s.v. Endvidere opereredes med hhv. hovedagenter og hjælpeagenter. „Hovedagenterne“ var dem, som hjalp med at løse hovedopgaven (f.eks. indsamling af hemmelige oplysninger), „hjælpeagenter“ var derimod de agenter, der brugtes til at understøtte arbejdet (f.eks. ved at give person-oplysninger om folk, der kunne blive vigtige hovedagenter).
De i pressen omtalte „indflydelsesagenter“ var altså – såfremt de i øvrigt levede op til betegnelsen – folk, som arbejdede efter præcise ordrer, og som kontrolleredes nøje. De ville endvidere typisk befinde sig i betydningsfulde stillinger inden for eller i tilknytning til regeringen og det økonomisk- journalistisk- videnskabelige- eller sociale hierarki i mållandet, så de i kraft af placeringen var i stand til på den ene eller den anden måde at påvirke beslutningsprocesserne eller den offentlige mening dér. En sådan agent kunne imidlertid også have til opgave at give KGB politiske oplysninger, som skadede hans eget lands sikkerhedsinteresser. Han kunne f.eks. give KGB råd om, hvordan politikere og standpunkter kunne påvirkes i Sovjets favør.
En agent var altså i princippet en person, som var sig bevidst, at han arbejdede for en fremmed magt – hvad enten det nu var penge, forfængelighed, politisk overbevisning, afpresning eller andet, der drev ham dertil. Der var derfor ikke så mange, der strengt beset kunne leve op til betegnelsen. I praksis udvandedes de formelle krav imidlertid noget. Årsagen var, at KGB-officerernes karriere og fortsatte ophold i udlandet afhang af, at de kunne fremvise resultater, herunder i form af vellykkede hvervninger. Derfor var der en fristelse til at fremtille opnåede kontakter som mere, end der var bærekraft for. Den finske præsident Urho Kekkonen kvalificeredes således af KGB som agent i kraft af sin bestandige omhu med at præsentere sig som en ven af Sovjetunionen og villighed til evt. at indføje ting, der kom fra den lokale resident, i sine taler. På samme måde betragtede KGB den tidligere engelske premierminister Harold Wilson og den senere norske statsminister Jens Stoltenberg, uagtet denne fuldt ud overholdt direktiverne fra den norske efterretningstjeneste. Der skulle med andre ord ikke nødvendigvis meget til for at blive agent i KGB’s øjne. Men de til Moskva indrapporterede „agenter“ blev dog forsøgt kontrolleret både i den lokale residentura og i Moskva-centeret.
2) Fortrolige kontakter
Kontakter, der ikke samarbejdede i konspiratorisk form og langt mindre underkastede sig instruktioner fra KGB, klassificeredes principielt kun som fortrolige (undertiden kaldet konfidentielle eller betroede – doveritelnaja svjas).
Denne betegnelse dækker over en ret bred kreds af personer, som KGB-folk havde et fortroligt forhold til, og som i kraft heraf var særligt anvendelige i en eller anden sammenhæng, uden at de pågældende nødvendigvis var sig den tiltænkte rolle for Sovjet bevidst. Derimod kunne en fortrolig kontakt godt være sig bevidst om, at han også fremmede Sovjets mål, som han eller hun nemlig f.eks. ville finde sammenfaldende med sine egne. Ligeledes ville en fortrolig kontakt normalt være bevidst om, at det var Sovjet, der var kontakt til, og pågældende kunne også få nogen hjælp og belønning – sidstnævnte f.eks. i form af hjælp til fremme af pågældendes egne politiske eller personlige formål.
Højt placerede personer i følsomme stillinger kunne derfor uden større problemer befinde sig i denne gruppe. Kontakter af denne type var følgelig særdeles værdifulde. Chefen for KGB’s anglo-skandinaviske afdeling, Viktor Grusjko, siger ligefrem, at de kunne give KGB meget, som regulære agenter ikke kunne. For et af en agent opsnappet dokument siger f.eks. ikke noget om langsigtede tankestrømninger eller om de idéer, som udvikles i hovederne på de enkelte politikere. Men det kan en fortrolig kontakt derimod let berette.
Butkov beskriver kontakter af denne type på den måde, at det var folk, som gik ind i arbejdet af karriéremæssige, personlige eller andre hensyn for at drage nytte af det. Pågældende forfulgte f.eks. egne politiske mål, som han eller hun kunne nå som følge af hjælp fra sin sovjetiske forbindelse. De gav ikke KGB hemmelige dokumenter og modtog heller ikke penge, men nok gaver. En KGB-officer præsenterede sig derfor ikke for en konfidentiel forbindelse som det, han var, men derimod som f.eks. diplomat eller journalist – eller blot som ven. De konfidentielle kontakter oplærtes i modsætning til agenter heller ikke i spionageteknik, og KGB’s metoder afsløredes i det hele taget ikke for dem. Endvidere blev „opgaverne“ til dem stillet f.eks. form af forespørgsler – der kommanderedes selvsagt ikke med slige folk. En konfidentiel kontakt kunne således kun „styres“ efter ret løse retningslinjer. Begge parter viste forsigtighed i indbyrdes samkvem, men skjulte på den anden side ikke deres indbyrdes forbindelse, som blot ikke annonceredes højt og lavt. KGB sørgede også for en dækhistorie for opretholdelse af forbindelsen.
En fortrolig kontakt kunne altså f.eks. være en person, der var villig til at acceptere/vurdere visse ting som facts og til derfor at viderebringe dem, eller som var villig til i venskabelige former at tale om stemninger og bløde punkter blandt vore politikere, journalister og opinionsdannere. Også Butkov finder dem derfor – hvis de da ellers var placeret rette sted – særdeles nyttige, herunder ved indsamlingen af følsomme politiske oplysninger.470 De kunne faktisk, siger han ligesom Grusjko, give adskillig information, som var mere interessant end mange tophemmelige dokumenter, og de kunne være yderst effektive i påvirkningsoperationer, hvis de benyttedes klogt og forsigtigt.
KGB var derfor uhyre interesseret i at opnå kontakter netop af denne type. I midten af 1980-erne instruerede chefen for Første Hoveddirektorat, Kryuchkov, ligefrem residenserne om, at de hellere skulle søge at opbygge store mængder af kontakter, der blot var villige til at tale åbent om de officielle hemmeligheder, end at bruge tid på den meget langsommere og mere arbejdskraftkrævende dyrkelse og rekruttering af regulære hemmelige agenter.
3) De „nyttige idioter“
Da det således var resultaterne, der talte, mere end de anvendte personers mere eller mindre bevidste og formelle involvering med Sovjet, betjente KGB sig naturligvis også af personer, der lod sig bruge uden overhovedet at være klar over, at de gik Sovjets ærinde, endsige følte nogen forbindelse østover. „Umedvidende enkeltpersoner“ kalder Levchenko dem.
Et blot nogenlunde udbredt medspil fra sådanne personer inden for centrale områder i rette øjeblik kunne være overordentlig effektfuldt. Et klassisk eksempel er historien om, hvorledes det lykkedes KGB ved hjælp af en såkaldt Roemo-agent – Jevgenij Beljakov, kaptajn i KGB – med afsæt i de muligheder, et officielt norsk statsministerbesøg i Sovjetunionen gav, at betage, muligt forføre, statsminister Gerhardsens kone, Werna Gerhardsen, Norges politiske førstedame. Hun blev herefter anvendt til at blødgøre sin mands holdninger med hensyn til Norges rolle inden for NATO. De venlige smil og den charmerende opvartning bidrog til at skabe et ganske andet indtryk af forholdene i Rusland, end der var dækning for, og fru Gerhardsen blev tilsyneladende et ret føjeligt redskab for KGB.
Et andet eksempel er de betydningsfulde personer, som lod sig hyre til (mod honorar naturligvis, og evt. gennem stråmand) at udføre bestemte undersøgelser, eksperimenter el.lign. Resultaterne af disse ville let bøje sig i retning af bestillerens ønsker og kunne herefter præsenteres for publikum med den autoritet, udfærdigerens identitet tilsagde.
Ej heller kontakter i denne kategori behøvede KGB bringe i en situation, hvor de risikerede at blive bevidst om den rolle, de var tiltænkt. Det lykkedes i kraft heraf charmerende folk fra KGB – i anden klædedragt – at skaffe sig og opretholde et omfattende kontaktnet ikke blot blandt politiske uerfarne inden for ungdomsorganisationerne, men også blandt etablerede politikere, pressefolk, personer ansat i stat og kommuner og organisationer, som det var muligt at få en „dialog“ med. Det ser i det hele taget ud til at have været let at få politisk interesserede danskere ind i et sådant samspil.
Vi står her over for den gruppe, der set fra vor side kunne kaldes medløberne eller de politiske kollaboratører. Lenin så dog lidt mere brutalt på tingene og kaldte dem simpelt hen „nyttige idioter“. Men som Gordievskij siger om dem: „Langt størsteparten af disse kontakter kan ikke betegnes som forrædere eller agenter. De var naive, godtroende mennesker, som ikke anede, de blev udnyttet.“
De personer, der placerer sig i denne gruppe, karakteriseres især af, at de var psykologisk manipulerbare. Det kunne f.eks. være på den måde, at de var lette at sætte en idé i hovedet, som de så ekkoede videre – måske fordi de ligefrem gjorde den til deres egen. Eller derved at de lod sig bruge som statister i en aktion (f.eks. en demonstration, en kampagne eller en politisk kursændring i et parti) eller til at skabe et kunstigt gruppepres i organisationer og partier i en for Sovjet gunstig retning.
Det var i sagens natur lettere at få folk til blot at løbe med på denne måde end at bringe dem ind i rollen som konfidentielle kontakter. En medløber kunne jo nemlig hævde, at hans eller hendes forbindelse til Sovjet var rent tilfældig – hvis der overhovedet var en direkte sådan kontakt. Han eller hun kunne også både over for sig selv og over for omverdenen dække sig ind under, at det, pågældende foretog sig, blot var udslag af hans tilladelige politiske holdninger i et frit samfund – eller at han/hun blot lå under for almindelig reklame og lobbyvirksomhed.
....
Rekrutteringen af en sådan broget skare og støtte hos lokale kommunistpartier af selv beskedne dimensioner havde betydning, fordi det igennem et lands egne borgere og partier var muligt at opnå oplysninger og indflydelse, som en sovjetborger vanskeligt ville kunne få.
KGB finkæmmede derfor de udlændinge, der var på besøg øst for Jerntæppet, med henblik på at finde emner, der var egnede til yderligere opdyrkning og ultimativt hvervning som agenter i deres respektive hjemlande. Besøgende politikere, videnskabsmænd, journalister m.v. blev imidlertid også søgt nyttiggjort indirekte. F.eks. søgte KGB at kontrollere det, de besøgende så – samtidig med at man gav pågældende det indtryk, at de frit kan få det at se, de ønskede. Man søgte altså at sige at forme pågældendes konklusioner, men således at gæsten mente at være nået til dem selv.
Siden 1967 foregik der endvidere en omfattende uddannelse af udvalgte sympatisører fra hele verden: På 6 måneders kurser ved Instituttet for Samfundsvidenskab, Instituttet for sociale Studier eller Den internationale Skole for marxisme-leninisme trænedes eleverne i våbenbrug, håndgemæng, guerillateknik, illegale aktioner, socialpsykologi, åbenlys og skjult kommunistisk journalistik, undergravende anvendelse af tryksager, radio og TV, taleteknik m.v. Der stilledes omfattende og højt avanceret teknisk udstyr til rådighed for undervisningen.
I udlandet søgte KGB kontakter til personer, som formodedes at have indflydelse på de politiske forhold pågældende sted. Det kunne dreje sig om embedsmænd, mediefolk, kulturpersonligheder, rådgivere for politikere i og uden for regeringen og om sådanne politikere selv. En kominternexpert, Munzenberg, opridsede allerede i 1920-erne søgefeltet således: „Vi må infiltrere ethvert tænkeligt miljø, få tag i kunstnere og professorer, bruge teatre og biografer og sprede den opfattelse, at Rusland er parat til at ofre alt for at sikre en fredelig verden“.
Fokus var således uhyre bredt. Interessen rakte ud i næsten alle samfundsforhold – om ikke andet så fordi kontakter det ene sted kunne føre til kontakter det andet. Man interesserede sig herunder også for såkaldte mellemobjekter, f.eks. organisationer, gennem hvilke der kunne skaffes adgang til et hovedobjekt. Det kunne dreje sig om forskningsinstitutioner, der arbejdede for hovedobjektet, organisationer og klubber, hvori dettes personel mødes, massemedier o.s.v.
Endvidere opererede KGB langsigtet. Det var således ikke afgørende, om der var en aktuel nytteværdi i et emne. Bittman fortæller, at der blev etableret kontakter også til personer, der aktuelt intet leverede, men som i kraft af forbindelser, evner eller ambitioner kunne blive til nytte senere. Det er ligeledes kendt, hvorledes KGB søgte at lokalisere unge politikere med karrieren foran sig, som ad åre kunne tænkes at blive ministre. Man kunne også meget vel finde på f.eks. at opbygge en student, der studerede i Østeuropa, med henblik udnyttelse af de muligheder, der måtte opstå igennem pågældendes senere karriere.
KGB var i øvrigt i særlig grad interesseret i personer, der ikke havde noget som helst at gøre med de kommunistiske lande eller kommunisme i det hele taget. Herhjemme er selv den konservative Hans Engell blevet søgt rekrutteret. Politisk set kunne emnerne således være placeret hvor som helst.
Imants Lesinskis, en KGB-mand, der hoppede af efter 22 års tjeneste, begrunder KGB’s præference for folk fra det politiske „establishment“ og helst placeret i centrum eller til højre herfor med, at venstrefløjsfolk for let kommer i søgelyset. Levchenko fortæller tilsvarende, at det ansås for meget vigtigt at rekruttere agenter på konservative aviser, fordi ingen ville forestille sig, at der fra en sådan kant kunne komme noget, som russerne stod bag. Også Bittman beretter, at rekrutteringen foregik i alle politiske partier og på landsplan – herunder hos de Kristelige Demokrater i Vesttyskland, og at det vesttyske socialdemokrati var „dybt infiltreret“. Det antoges, at selv de Liberales Internationale har været udsat for infiltration.
Også de i perioden blomstrende venstrefløjsmiljøer uden for de egentlige kommunistpartier udgjorde imidlertid naturligvis et interessant operationsområde. Begrundelsen er givet af KGB-general Oleg Kalugin, der fortæller, at den danske venstrefløj meget langt var bedre til at kritisere NATO end russerne selv var. Ikke mindst efter at flere af de vestlige kommunistpartier var gået i opposition mod Moskva, blev de vestlige socialdemokratier og venstrefløjen en vigtig base for rekruttering af agenter. Da der ligefrem blev udstedt forbud mod at rekruttere blandt de Moskva-tro kommunister, stod jo da også kun ikke-kommunister med sympati for Sovjetunionen tilbage. Men de var godt nok også „frugtbar jord for vores operationer. De var modtagelige for socialistiske paroler og kunne derfor bide på den sovjetiske propaganda. Mange socialdemokrater var fellow travellers“, siger Kalugin.
I aktivist-organet Rotten (med Jan Michaelsen som redaktør og TV2-medarbejderen Peter Kramer Mikkelsen blandt skribenterne) fra 1970 belyses Sovjet-ambassadens afsøgning af det venstreekstreme miljø for anvendelige kontakter – herunder fiskeri under en reception på ambassaden med deltagelse af DSF, DSU, RU, VU, KU m.fl. Her var der vodka og guldøl og pindemadder i stribevis, medens de russiske ambassadefunktionærer smilende blandede sig med invitationer til opfølgning under mere private former. „Der er ingen tvivl om det. Sovjet-ambassaden hverver spioner blandt aktivisterne“, konkluderes det.
Endelig opbyggedes der specielle rugekasser i form af samarbejdsmiljøer til forskellig side. Disse samarbejder rakte f.eks. ind i de danske læreanstalter og i Forfatterforeningen (der bl.a. lagde navn og anseelse til samkvem med Schriftstellerverband der DDR, som styredes af kommunistpartiet og STASI). Tilsvarende gælder Journalistforbundet, hvor en sympatiserende gruppe i samarbejde med personale ved den østtyske ambassade og under anførsel af Leif Larsen (tillige deltager i Journalister for Fred, den sovjetstyrede Verdensfredskongres i 1986 m.v.) arbejdede på at få lavet en samarbejdsaftale med det østtyske „søsterforbund“ (der naturligvis var instrument for det østtyske kommunistparti og dybt inficeret af STASI). Forsøget løb efter det foreliggende ud i sandet.
....
Tør vi da trods disse vanskeligheder ved at se skarpt tillade os at slutte, at påvirkningsoperationerne var en succes?
Svaret herpå må så vidt ses være bekræftende. Ret beset har vi både liget, den rygende revolver, gerningsmanden og motivet. Desuden har vi modpartens egen gustne målestok for vurderingen. Sovjets mangeårige udenrigsminister Gromyko citerede således Lenin: „Det spørgsmål, som altid må stilles er: ‘Hvem har glæde af dem?’. I politik er det ikke så vigtigt at vide hvem som har visse hensigter. Det vigtigste at vide er hvem som kan have fordel af disse meninger“.
Målt med denne målestok – altså efter hvem der havde glæde af det sikkerhedspolitiske holdningsskred i Danmark – havde Sovjet en betydelig succes. For dette skred foregik jo i den retning, Sovjet ønskede.
Som læserne måske vil have bemærket, skete Socialdemokratiets ovenfor under 1.3 beskrevne udskridning da også nøjagtig efter drejebogen i den sovjetiske „strategiske langtidsplan“ (se om denne ovenfor under 3.2). Danmark bevægede sig faktisk i „fodnoteperioden“ sikkerhedspolitisk i netop den retning, planen tilsagde. Som demonstreret gennem de i bogens foregående afsnit citerede udtalelser af danske nøglepolitikere inden for det såkaldte alternative sikkerhedspolitiske flertal i 1980-erne, tillagde disse sig endvidere netop de holdninger, de sovjetiske påvirkningsaktiviteter ifølge deres målsætning tilsigtede at opbygge hos dem (se herom især ovenfor under 1.3 om Socialdemokratiets udskridning sammenholdt med 3.1.2 om påvirkningsoperationernes målsætning).
Man kan så hævde, at udviklingen blot var en konsekvens af den almindelige tidsånd, der er skitseret oven for i kapitel 2. Men også „tidsånden“ blev jo altså gødet kraftigt østfra, hvilket sådan set ikke kan undre. For det bærende element i den var jo netop accepten af det kommunistiske samfunds idealer og af det totalitære systems metoder.
– I øvrigt ville det være højst mærkværdigt, om konformiteten mellem den faktiske udvikling og den, der tilstræbtes efter Sovjets „strategiske langtidsplan“, var tilfældig.
Hvor blev også de „samfundskritiske“ og „fredsvenlige“ holdninger af, der dominerede i 1970-erne og 1980-erne? Og hvor blev de fysiske institutioner af, der omgærdede dem? „Fredsbevægelsen“ er f.eks. fladet ud, omend risikoen for „atomdøden“ visselig ikke er blevet mindre på den usikre internationale scene, der siden er opstået. Medlemstallet i International Liga for Fred og Frihed, der i 1960-erne var 26.000, er nede på ca. 300. Kvinder for Fred er reduceret til ca. 400.699 Og den venstrefløj, der gjorde sig så stærkt gældende i 1970-erne og 1980-erne, er gået aldeles i opløsning.
Da blodtilførslen og det kunstige åndedræt ophørte, og de strømninger, som skabte „mode“fænomenet, var væk, døde med andre ord også selve strukturen.
– Og så er det jo da i øvrigt karakteristisk, at de mennesker, der dengang skred ud til fordel for Sovjet, i dag er i gang med nye projekter, der stemmer med en senere tids „tidsånd“ – se denne bogs noter til de enkelte navne. Deres føjelighed over for manipulation er dermed nærmest badet i projektørlys.
Forfatteren vil følgelig konkludere, at der er tale om en tragedie i Danmarks nyere historie. Det lader sig ikke bortforklare, hvad der stak under løsnelsen af Danmarks forhold til sine NATO-allierede:
Den forårsagedes af svage, naive, samarbejdssøgende og medløberiske personligheder i det danske opinionsdannergalleri, der gennem en målrettet indsats østfra lod sig bringe ind i rollen som redskab for sovjetiske interesser. Herved væltede læsset i den retning, Sovjet ønskede.