Rapport
om
informationsfriheden
for nationale bevægelser i Danmark
En kort præsentation
(with an English summary)
af professor, jur. dr. Ole Hasselbalch
2002
2. Understøttelsen gennem retsordenen. 5
Del II. Det almene informationsmiljø. 7
4. Menneskerettighedsinstitutionerne og de private hjælpeorganisationer 10
1. Straffelovens racismeregler 12
5. Offentlig oplysningsvirksomhed. 19
English summary:
2. Democratic government by rule of law.. 31
Part II. The general information scene. 34
4. Human rights organisations and the private aid organisations. 37
Part III. Individual aspects. 38
1. The Penal Code's definition of racism.. 38
De moderne skandinaviske samfund er bygget på den vestlige, demokratiske tradition. Denne adskiller sig grundliggende fra de totalitære ideologier:
Ifølge det demokratiske synssæt hverken kan eller bør menneskelivet reguleres af en forud opstillet ideologisk eller religiøs formel. I stedet skal der tages stilling til denne verdens fænomener ud fra en konkret, empirisk undersøgelse af dem. Endvidere er det opfattelsen, at retten til at tage beslutning om samfundsmæssige forhold tilkommer de enkelte borgere inden for rammerne af en styreform, der sikrer, at den enkeltes ønsker indgår på struktureret vis i beslutningsprocessen. Borgernes muligheder for at deltage i denne proces fremmes og værnes derfor.
Det totalitære tankesæt bygger derimod på opfattelsen af, at det er muligt at udtænke - eller at der måske i forvejen naturgivent på historisk, moralsk eller religiøst grundlag findes - en ideel formel for, hvorledes menneskelivet skal leves, altså en helhedsideologi eller -religion. Denne ideologi/religion menes at kunne udtænkes - eller klarlægges - af nogle få, evt. en enkelt person ("profeten”). Disse få, eliten, har endvidere pligt til at søge samfundet indordnet iht. ideologiens/religionens bud.
Holdningsmæssigt har de to tankesæt helt modsatte udgangspunkter:
Det traditionelt demokratiske udgangspunkt er, at det enkelte individ kan betros at tage vare på sig selv såvel som en medvirken ved statens styrelse. Enhver borger anses at være denne opgave voksen og altså ansvarlig nok til at administrere sine udfoldelser på en sådan måde, at han eller hun ikke afgørende krænker medborgere. Derfor er udgangspunktet, at der kun er behov for at opstille nogle yderste rammer for individernes udfoldelsesmuligheder og visse grundliggende spilleregler for deres forhold til hinanden. Således stilles der ikke større krav til den enkelte, end hvad der er nødvendigt for at få helheden til at fungere. Resten er overladt til den enkeltes egen råderet, som så f.eks. kan tage forbillede i Kristendommens religiøse forholdsnormer, sædvaner eller et politisk partis ideologi. Det demokratiske tankesæt er endvidere empirisk orienteret således forstået, at det har udgangspunkt i erkendelsen af, at rigtige beslutninger bedst bygges på kendsgerninger, som det derfor gælder om at kortlægge bedt muligt. Endelig er tankesættet tolerant i den forstand, at det også accepterer andre meninger.
Det totalitære tankesæt rummer derimod opfattelsen af, at samfundets tarv varetages bedst af en elite, som har den moralske ret og forpligtelse til at gennemdrive de gældende idealer over for de øvrige borgere. Ifølge dette tankesæt er alle altså ikke lige kloge og ansvarlige. Den totalitære model er heller ikke empirisk, men spekulativt funderet, og den er intolerant over for andre løsninger, idet den jo – i den skikkelse, den nu måtte have, anser sig for den eneste "historisk" gyldige, "etiske", "moralske" eller "retfærdige". Derfor anses alle midler også tilladelige, når blot de tjener skabelsen eller opretholdelsen af idealsamfundet. Endelig rummer totalitære samfundsmodeller oftest meget udførlige forskrifter for, hvordan mennesket skal leve sit liv. Den enkeltes privatsfære begrænses herunder dramatisk, ja forsvinder evt. helt til fordel for indgribende normer og retsregler med hensyn til, hvordan borgerne skal opføre sig og tænke.
I de lande, der hylder demokratiet, understøttes virkeliggørelsen af den demokratiske samfundsmodel på forskellig vis af lovgivningen. Disse landes forfatninger (grundlove) rummer således centrale forskrifter om den demokratiske styreform samt om beskyttelse af individets personlige integritet og ret til at tænke, tro og tale frit. Endvidere sigter forskellige almindelige love på at befæste og styrke demokratiets mange funktioner, herunder ved økonomisk understøttelse til institutioner, gennem hvilke den demokratiske beslutningsproces formidles, eller ved at bestemme, hvorledes borgernes indflydelse på samfundets anliggender konkret kanaliseres. Der er også på de demokratiske landes foranledning oprettet mellemfolkelige konventioner, som forpligter de enkelte landes lovgivere til at overholde grundliggende rettigheder til beskyttelse af individet og sikring af dettes deltagelse i statsstyret.
Disse forskellige regelsæt tilstræber bl.a., at borgerne har fri adgang til at udtale sig om politiske anliggender - herunder således at også oplysninger, der i samtiden anses kontroversielle eller muligvis endog usande kan komme frem, blive efterprøvet i den offentlige debat og dernæst evt. danne grundlag for politisk beslutning.
Dette søges opnået ved forbud mod censur. Endvidere søges sikret, at borgernes informationsgrundlag er det bedst tænkelige. Sidstnævnte sker bl.a. ved at tilstræbe en bred mediedækning repræsenterende alle tænkelige opfattelser og interesser. De medier, der repræsenterer et faktisk monopol (biblioteker og til en vis grad radio og TV), pålægges ligefrem pligt til alsidighed og loyal informationsformidling. Fremdeles søger reglerne at optimere borgernes praktiske kommunikationsmuligheder, i hvilken forbindelse forenings- og mødefriheden (dvs. borgernes ret til at organisere sig og mødes om politiske spørgsmål) værnes, og forenings- og mødemuligheden understøttes gennem økonomiske tilskud og sikring af mødefaciliteter.
De skandinaviske samfund er i disse år under et betydeligt immigrationspres fra overbefolkede områder af verden. Der er tale om så væsentlige ændringer i den globale situation ind for et så begrænset tidsrum, at det har været vanskeligt for såvel offentligheden som politikerne at omstille sig mentalt til de nye forhold. Resultatet har været, at der har fået lov til at vokse problemer frem ude i samfundet, som har affødt voksende spændinger ikke blot imellem medlemmerne af de oprindelige skandinaviske samfund indbyrdes, men også mellem disse og det betydelige antal immigranter, der efterhånden har slået sig ned i Skandinavien medførende kulturtræk og holdninger, der på en lang række og ofte meget centrale punkter adskiller sig fra de traditionelle skandinaviske.
I denne situation er der i Danmark opstået en række nye organisationer og bevægelser, som har sat sig det mål at analysere og diskutere denne nye udvikling og at påvirke offentligheden og politikerne til fordel for de skandinaviske landes oprindelige indbyggere. Over for disse er der omvendt opstået foretagender, der på forskellig vis søger at understøtte immigranternes muligheder for at slå sig ned i Skandinavien.
Endvidere har allerede forvejen bestående foreninger og bevægelser, der opererede inden for feltet, markeret sig - ofte markant - i relation til den nye situation. Det har på den ene side drejet det sig om enkeltpersoner og organisationer inden for det traditionelle nationalt orienterede spekter. På den anden side drejer det sig organisationer og enkeltpersoner inden for det mellemfolkelige og humanitære område samt om grupperinger med tilhørighed på den ekstreme venstrefløj, som efter Murens fald har opprioriteret "kampen" mod "racisme og fremmedhad".
De organisationer, der arbejder ud fra den grundholdning, at de hidtidige folkeslag i Norden har behov for beskyttelse mod indvandringstrykket, rummer mange forskellige opfattelser. Her huses således dels personer og grupper med forankring i traditionelle, nationale opfattelser (f.eks. repræsenteret af overlevende veteraner fra modstandskampen under 2. Verdenskrig), dels grupper opstået ud fra de analytisk/videnskabelige behov i kølvandet på den nye situation, og dels regulært højreekstreme foretagender rækkende helt over i det nynazistiske miljø.
Det er karakteristisk, at de grupperinger, som opererer med sigte på at styrke immigranternes stilling, har kunnet trække på de positive opfattelser i offentligheden og hos politikerne, der gennem nyere tid har knyttet sig til fænomener som mellemfolkelig udveksling og internationalt samarbejde. De er derfor i vidtgående udstrækning blevet støttet både politisk og økonomisk og har haft en omfattende opbakning i pressen.
Stillingen for grupperingerne på den anden side har derimod været langt mere problematisk. Fælles for disse grupper er således, at deres demokratiske udfoldelsesmuligheder er blevet søgt reduceret. Dette er ikke sket i konsekvens af, at de synspunkter, de repræsenterer - bortset fra de regulært højreekstremistiske - savner folkelig opbakning, tværtimod. Det har derimod været en konsekvens af, at de, der har bestredet magtens privilegier, gennem retsordenen og på anden vis systematisk har søgt at gøre det vanskeligt at tilslutte sig og virke for nationale synspunkter.
Det er således karakteristisk, at repræsentanterne for den åbne indstilling til indvandringen, meget langt har anset de mekanismer, der befordrer denne, som i en sådan grad naturgivne, og deres egen åbne holdning som så retfærdig, at det automatisk illegitimerer alle andre opfattelser og tolkninger af begivenhederne. Da denne anskuelse er dominerende inden for den politiske elite, har der udviklet sig en omfattende direkte og indirekte repression over for de nationalt orienterede kræfter. Denne repression har som regel været formelt begrundet med, at disse over én bank hører til den "ekstreme højrefløj".
Udviklingen i denne retning er nu så vidtgående, at det demokratiske samfundsgrundlag i visse aspekter er opløst. Karakteristisk er dog, at repressionen i modsætning til, hvad der kendes fra regulært totalitære samfund, i overvejende grad ikke har direkte form (f.eks. med fængsling af oppositionelle), men derimod indirekte skikkelse, således forstået at de formelle demokratiske principper blot ikke efterleves i praksis, eller at deres opfyldelse undergraves på forskellig vis af dem, der har til opgave at værne dem.
Dette har ført til spændinger under overfladen, der ikke burde kunne være opstået i samfund med demokratisk styreform, og som meget vel på et tidspunkt, hvor afstanden mellem den elitære opfattelse af, hvad der foregår, og hvorledes indvandringen skal håndteres, og den faktiske udvikling, får den folkelige tålmodighed til at briste. Det er således karakteristisk, at konflikten i stor stil står mellem på den ene side den intellektuelle og økonomiske elite og på den anden jævne mennesker, som føler, at de misbruges både økonomisk og på anden vis i sammenhængen. Der kan i en sådan situation meget vel ske en massiv vækst for regulært ekstreme bevægelser, der markedsfører sig som problemløsere.
Gennemgangen af de danske forhold i det følgende bygger fortrinsvis på de erfaringer, der er indhøstet hos Den Danske Forening, der nemlig allerede i sine første leveår systematisk kortlagde ytringsfrihedens begrænsninger på dette område. Foreningen dannedes på tværpolitisk grundlag i 1987 som reaktion imod en ny fremmedlovgivning, der fra begyndelsen af 1980’erne liberaliserede adgangen til Danmark uden hensyntagen til immigrationstrykket fra den 3. verden. Foreningens vedtægtsmæssige formål er "på folkestyrets grund, uafhængigt af økonomiske og politiske interesser at sikre dansk kultur, sprog og levevis". Blandt stifterne var mange af de overlevende veteraner fra modstandsbevægelsen 1940-45. Foreningen har siden systematisk informeret om forholdene - typisk langt tidligere end samme informationer er kommet ud i den almindelige presse. Den er af den grund blevet udsat for en omfattende bagtalelse og chikane. Medlemmerne er hentet i stort set alle politiske partier.
Der er i det følgende henvist til kildemateriale, hvori de omtalte forhold er nærmere dokumenteret. Endvidere er henvist til de løbende artikler i foreningens blad Danskeren. På generelt plan kan imidlertid henvises til Foreningens skrift ”Fem år for Danmark” (1992), som er koncentreret netop om nærværende rapports emne, samt Peter Neerup Buhls bog ”Menneskerettigheder i konflikt. Ytringsfrihed og national selvbestemmelse i en folkevandringstid" (2001).
Det almene informationsmiljø i Danmark har, som det vil kunne forstås, ikke være gunstigt for håndteringen af de nye problemstillinger. Diskussionen om disse – ja, blot oplysning om deres eksistens – er således meget langt blevet stigmatiseret eller bevidst afskåret.
Fortrængningerne og den direkte eller indirekte censur har haft følgende fremtrædelsesformer:
- De gamle politiske partier og de af disse kontrollerede institutioner har i stor stil løjet så vedvarende om de faktiske forhold, at det ikke har været naturligt for borgerne at tage oplysninger herom højtideligt.
- Pressen, herunder radio og TV, har ikke fungeret som objektiv informationsformidler og ej heller som krystallisator for, at alle opfattelser kunne komme til udtryk, men har i stedet udfoldet en censurerende og meget langt også manipulerende rolle til udelukkelse af visse oplysninger og synspunkter.
- De gamle politiske partier har massivt afholdt sig fra at yde den understøttelse, som er nødvendig for at få informationer igennem til borgerne – eller i hvert fald få dem igennem på en måde, så at de kunne forstås efter deres indhold. I en række tilfælde er der fra denne side også foregået en aktiv modarbejdelse.
- De offentlige institutioner, der direkte eller indirekte (f.eks. gennem offentlige tilskud) styres af de gamle partier, har i stor stil ikke opfyldt en i visse henseender endog lovhjemlet pligt til at sikre informationsfrihed og alsidighed.
- De etablerede politiske partier og de af disse styrede samfundsorganer har i massiv grad været passive over for ekstreme ”antiracistiske” grupperingers overgreb – herunder fysiske overfald - på dem, der formidlede uønskede informationer.
- De gamle politiske partier har i en vis udstrækning ad lovgivningens vej strafbelagt ytringer, der fremholder uønskede forhold.
Som basis for forståelsen af disse konstateringer er det nødvendigt med nogle eksemplifikationer:
Der er gennem en omfattende lobby- og desinformationsvirksomhed skabt forestillinger om de faktiske forhold, som er helt ude af trit med disse, og de fejlagtige forestillinger er massivt blevet markedsført som ”facts”. Se f.eks. særnummer af Danskeren fra september 1990 med omfattende eksemplifikation ved hjælp af citater af personer og kildesteder.
Karakteristisk er i så henseende, at der er opstillet en række sloganagtige udsagn, der sættes i kendsgerningernes sted, eller som uden forbindelse til virkeligheden postulerer løsninger eller løsningsveje i relation til de foreliggende problemer. Disse udsagn kræves endvidere respekteret som de eneste sande hhv. moralsk forsvarlige. Til eksempel kan nævnes udsagnene om, at "vi inviterede dem jo selv", "de er kun et beskeden minoritet", o.s.v. samt om at problemerne skal løses ved en ”integration”, hvis nærmere indhold og mulighed dog er aldeles uklart.
På dette grundlag er der opbygget en politisk korrekthed, der repræsenterer en indbildt virkelighed, som hindrer borgere, der ikke gør en særlig indsats for at holde sig orienteret, i at se de faktiske forhold og forholde sig til dem på en relevant måde.
Pressen har massivt medvirket til opbygningen af denne politiske korrekthed og til den direkte og indirekte censur.
Dette skred i pressens rolle i forhold til den, pressens forudsættes at have i et demokratisk samfund, er sket i konsekvens af, at en holdningsbearbejdende journalistik siden midten af 1970'erne vandt frem i den danske nyhedsformidling på bekostning af den mere traditionelle, der var neutralt rapporterende. Årsagen var en udvikling på Journalisthøjskolen, som i mange år havde et faktisk monopol på journalistuddannelsen. Her kom de gamle journalistiske dyder således op gennem 70’erne under voldsomt tryk fra ungdomsoprørets marxistisk orienterede tankeverden. Den nye journalistiske form, der blev resultatet, døbtes med positivordet "kritisk journalistik". Den sivede gradvis sammen med de færdige journalister, der have gennemgået journalistuddannelsen, ind i medierne, hvor den mange steder kom til at dominere det redaktionelle arbejde.
Karakteristisk for denne "kritiske" journalistik er, at den ikke har objektiviteten som ideal for reportage og referat. I stedet søger den at være holdnings- og handlingsvisende i "samfundsforandringens" tjeneste. Journalisten er ifølge den ændrede opfattelse af journalistikkens opgave en på én gang udredende, anklagende og dømmende myndighed, der ikke som den traditionelle journalist skal overlade det til offentligheden (vælgerne) selv at træffe beslutning på grundlag af journalistens så vidt muligt neutrale beskrivelse af, hvad der foregår i verden. I stedet tager journalisten stilling på læsernes, lytternes og seernes vegne og former sin beskrivelse, så at de ledes derhen, hvor journalisten ønsker. Disse ønsker er endvidere på indvandrer- og flygtningeområdet meget langt bygget over tankemodeller, der er injiceret i journalistverdenen af kredse, der har andet end objektiv oplysning som ærinde, og de er herefter med selvgenererende kraft videreudviklet i af pressen selv.
Konsekvensen er, at den danske offentlighed gennem en lang årrække i store dele af pressen ikke fik det, de fleste venter sig, nemlig et i al fald tilstræbt neutralt refereret billede af, hvad der foregik, som gav mulighed for selvstændig stillingtagen. I stedet blev man stillet over for nyheder udvalgt og beskrevet på en sådan måde, at fremstillingen så at sige bar konklusionen i sig selv.
Der blev hermed åbnet op for en forsætlig manipulation af offentligheden, som i udstrakt grad fortsat foregår.
En sådan manipulation vil sædvanligvis spekulere i to ting. For det første at begivenheder, synspunkter eller viden, som et menneske ikke kender til, for hans vedkommende ikke eksisterer. For det andet at det, et menneske inde i hovedet opfatter som et faktum, hvad dette menneske angår, er faktum.
Hvad det første angår, er der i hovedsagen to veje til at afskære et menneske fra bestemte oplysninger: Disse kan holdes borte fra ham ved direkte censur, eller informationerne evt. de personer, der viderebringer dem kan farvelægges, så han forkaster dem ubeset.
Hvad angår det andet angår altså mulighederne for at indgive mennesker forestillinger, som intet belæg har i virkelighedens verden er der mange veje at gå. Især behøver sådant ikke ske gennem anvendelse af urigtige oplysninger. Hvis publikum f.eks. får nogle i sig selv sande oplysninger, som lader formode, at det forholder sig på en bestemt måde på et ikke-oplyst felt, vil de fleste ubevidst gå ud fra, at det på dette ikke-belyste felt forholder sig sådan, som de oplysninger, der er til rådighed, peger på. Eller der kan med billedsætning, lyd, verbale koblinger o.l. appelleres til følelser, der befæster noget som en realitet hos publikum, uanset at tingene faktisk forholder sig anderledes.
Alle disse manipulationsveje har været og er fortsat righoldigt repræsenteret i den danske pressedækning af indvandringsstoffet, selv om den faktiske udvikling i samfundet har affødte sådanne problemer, at de fleste medier i dag har været nødt til at tilpasse sig virkeligheden.
Se i øvrigt "Fra forgiftningsstrategi til humbugjournalistik", Danskeren 2/1994.
De gamle politiske partier har stort set været passive over for selv åbenlyse forsøg på at undergrave ytringsfriheden.
Eksempler:
Allerede i 1988 udarbejdede EF-kommissionen et forslag til beslutning i Ministerrådet (Dok KOM 88/318), hvorefter "racistiske" handlinger og udtalelser skal gøres strafbare og "antiracistiske" organisationer have adgang til at indtræde som "part" i sådanne sager. Som led heri foreslås det, at trykkefriheden "tilpasses". I 1991 udarbejdede Europaparlamentets "Undersøgelsesudvalg om racisme og fremmedhad" en beretning, som med støtte i falske oplysninger om "racismen" i de europæiske lande opstillede en række henstillinger (det såkaldte 77-punktsprogram), hvis indretning er i grov modstrid med ytringsfrihedens princip. Der citeres: "Henstilling 68: Medlemsstaterne bør styrke deres lovgivning mod racisme og antisemitisme og navnlig træffe foranstaltninger til, at personer, der er blevet dømt og fængslet for sådanne lovovertrædelser, fratages deres borgerlige rettigheder under afsoningen". "Henstilling 3: Der bør tilvejebringes et system for overvågning af udviklingen med hensyn til racisme, antisemitisme og fremmedhad (herunder overvågning af højreekstremistiske og fascistiske grupper) og det bør navnlig konstateres, om henstillingerne i denne beretning er gennemført". "Henstilling 32: Inden 31/3 1991 bør der udarbejdes et direktivforslag om harmoniserede bestemmelser i EF om forbud mod spredning af antisemitisk og racistisk materiale". Af bemærkningerne til punktet fremgår i øvrigt, at det drejer sig om et forsøg på at hindre brug af postvæsenet til omsendelse af "racistisk" materiale og om at hindre uddeling af sådant i form af foldere, aviser og pjecer foran skoler og ungdomsklubber og på andre offentlige steder. "Henstilling 28: Der gennemføres en kampagne for at gøre personer beskæftiget ved medierne opmærksom på den betydningsfulde rolle, de har for at fjerne fordomme begrundet i race og fremmedhad, navnlig ved en hensigtsmæssig nyhedsformidling". Siden er der kommet en strøm af forskellige tiltag i samme retning.
Den 2. december 1991 præsenteredes EF-parlamentets "racisme"beretning med tilhørende henstillinger i den gamle landstingssal på Christiansborg under deltagelse af danske "antiracistiske" politikere, meningsdannere og journalister. Arrangøren var en fra ekstrem side styret facadeorganisation "Fair Play 91". Ingen gjorde indvendinger mod henstillingerne.
Samtlige folketingsmedlemmer blev tilskrevet for at få afklaret, om de vil modsætte sig 77-punktsprogrammets henstillinger (brev 17/2 92). I brevet udtrykkes bekymring over de totalitære tendenser, der er ved at vinde indpas under "antiracistiske" påskud, og der gives eksempler fra 77-punktsprogrammet. Brevet slutter: "Vi skal på denne baggrund anmode om at få oplyst, om De er enig i disse henstillinger og i modsat fald, hvad De har gjort for at stoppe disse tilløb til overgreb på fundamentale frihedsrettigheder." Kun ét medlem (Kofod Svendsen fra Kristeligt Folkeparti) svarede imidlertid og stod fast på gældende danske regler (Danskeren nr. 2/1992).
Partierne har ej heller reageret på systematiske, voldelige overgreb, som Den Danske Forenings møder har været udsat for. Da "antiracister" søgte at hindre et møde 26/9 88 i Østerbro Medborgerhus (om Grundlovens ytringsfrihedsbestemmelse), blev samtlige folketingsmedlemmer også (19/9 89) tilskrevet (bilagt en udførlig orientering om serien af mødeovergreb). Det hedder i skrivelsen: "Vi inviterer Dem herved til at overvære foredraget, for at De ved Deres personlige tilstedeværelse kan demonstrere en opbakning om ytringsfrihedens og møde- og foreningsfrihedens princip og derved bidrage til, at Grundlovens løfter om, at alle borgere skal kunne nyde godt af disse friheder, bliver respekteret". Ingen af de tilskrevne mødte op.
De gamle politiske partier reagerer heller ikke på selv veldokumenterede spørgsmål fra politiske dissidenter.
Eksempel:
Den Danske Forening startede således sin tilværelse i slutningen af 1980-erne med at sende de forskellige ressortministre i den daværende borgerlige regering forespørgsler om, hvordan det forholdt sig på en række centrale felter. Spørgsmålene drejede sig om indvandringsstatistik, sociale ydelser m.v.. Der kom imidlertid ingen meningsfyldte svar. Se særnumre af Danskeren, senest september 1989.
Som led spørgerunden forslog foreningen 9/12 87 regeringen at nedsætte et uafhængigt, offentligt udvalg af eksperter til at undersøge forholdene og oplyse befolkningen om indvandrings- og flygtningespørgsmål. Trods rykker 27/6 88 kom der heller ikke noget svar på denne henvendelse.
Formanden for Socialdemokratiets daværende udlændingekomite, Ove Dalsgaard, afviste på et socialdemokratisk debatmøde 2/3 89 også at gå ind for et sådant oplysningsudvalg.
Tilsvarende har de gamle partier i stor stil nægtet at deltage i debat med DDF-repræsentanter. Der er endog eksempler på, at moderpartierne har forhindret, at ungdomsorganisationerne lagde forum til en sådan meningsudveksling.
Eksempler:
Daværende borgmester, senere indenrigsminister Thorkild Simonsen slutter et afslag til en invitation fra DDF til at diskutere indvandringslovgivningens kommunaløkonomiske konsekvenser med at skrive: "I øvrigt har jeg intet ønske om at give Deres såkaldte Danske Forening den anerkendelse at være deltager i et af foreningens arrangementer." (brev 20/6 88). Den radikale Kirsten Lee har udtalt tilsvarende: "Jeg ser ingen grund til at bruge tid på at diskutere med mennesker, der står for fremmedhad og racisme, som det er tilfældet i Den Danske Forening." (Brev 16/3 90).
Konservativ Ungdom i Vallensbæk inviterede i midten af 90’erne DDF til en fælles diskussion om flygtninge- og indvandringsproblematikken. Arrangementet blev imidlertid aflyst efter pres fra moderpartiet.
Danmark huser adskillige institutioner, der ud fra forskellige indfaldsvinkler har til opgave at understøtte menneskerettighederne ikke blot i verdensdele, hvor de er umiddelbart truede, men også i Danmark.
Det er karakteristisk, at dissidenterne i forhold til den indvandringspolitiske linje, de gamle politiske partier og de etablerede institutioner står for, på intet tidspunkt har fået nogen støtte fra denne side – end ikke når de blev udsat for åbenlyse overgreb på deres demokratiske rettigheder. Tværtimod har oplevelsen været den, at disse institutioner definerede sådanne dissidenter som pr. automatik fjender af menneskerettighedsidéen. Det er endog forekommet, at menneskerettighedsinstitutionerne har involveret sig i noget, der vanskeligt kan opfattes som andet end aktiv undergravelse af dissidenternes menneskerettigheder.
Eksempler:
I Centeret for Menneskerettigheder i København lagde 1/10 1987 lokaler til et møde om "den stigende racisme i Europa". Til stede var bl.a. personer fra den ekstreme venstrefløj – herunder nogle, der var involveret i voldelige overfald på den opvoksende nationale bevægelses møder. Under mødet udspandt der sig (ifølge skriftligt referat udarbejdet af en af deltagerne) en diskussion om aktionerne mod Den Danske Forening. Mødedeltagerne diskuterede her uden protest fra centerrepræsentanten forskellige alternative muligheder til at bringe foreningen til tavshed.
Ved brev af 22/11 94 gjorde DDF Menneskerettighedscenteret opmærksom på de overgreb, foreningen havde været udsat for, senest overfaldet på et grundlovsmøde i Hillerød. I brevet foresloges derfor, at Centeret enten alene eller sammen med DDF tog initiativ til en offentlig høring om den politiske vold. Ved brev af 25/11 94 svarede Centeret imidlertid, at man ikke kunne indgå i et samarbejde om afholdelse af offentlige møder om politisk vold, fordi man "ikke specifikt arbejder med denne problemstilling" og fordi "der allerede er planlagt en omfattende række seminarer og konferencer i 1995". Ved brev af 6/12 94 skrev DDF tilbage, at man håbede, at Centeret ville have henvendelsen fra foreningen i erindring, hvis der skulle vise sig en mulighed for at inddrage foreningen i forbindelse med ytrings- og mødefrihedsspørgsmål. Herpå er der ikke kommet noget svar, og foreningen er ikke blevet inddraget i Centerets aktiviteter.
Ved brev af 8/4 1996 rettede DDF på ny henvendelse til Centeret, denne gang om CERDs rapport om racediskrimination i Danmark, som efter DDFs opfattelse byggede på henvisninger til nogle ikke eksisterende konventionsbestemmelser eller i al fald mistolkninger af konventionerne. DDF spurgte herunder, om det efter Centeret opfattelse er i overensstemmelse med menneskerettighedernes ånd og bogstav at vedtage konventioner, der kriminaliserer den frie debat og således reelt sætter demokratiet ud af kraft. Da intet svar fremkom, rykkede foreningen 5/5 s.å. Centeret svarede nu med en formel redegørelse for gældende konventionsbestemmelser og sluttede, at det er Centerets opfattelse, at en bestemmelse hvorefter "decideret racistiske ytringer kan blive mødt med straf er velbegrundet" pga. de etniske minoriteters svage position
Det har også stort set været umuligt at få en direkte diskussion med de centrale, private hjælpeorganisationer.
Den Danske Forening har i sin besiddelse et notat af 6/3 1997 fra Dansk Flygtningehjælp indeholdende organisationens informationsstrategi. Det fremgår heraf, at Flygtningehjælpen skal være tilbageholdende med at indgå i læserbrevsdebatter/ -kampagner, der alene er båret af ”de mest negatives og afvisendes synspunkter”. Endvidere at man "så vidt muligt skal undgå deltagelse i arrangementer, programmer og debatter, der lægger op til en usaglig konfrontation mellem Dansk Flygtningehjælp og repræsentanter fra organisationer med ekstremt flygtningefjendtlige holdninger." Kritiske holdninger defineres således som pr. automatik usaglige. Se i øvrigt Danskeren 3/1997.
Disse organisationer har endvidere afvist at støtte tanken om at få et organ til sikring af uafhængig, objektiv information.
Eksempler:
Dansk Flygtningehjælp fastslår i "Målsætninger for Dansk Flygtningehjælps Arbejde" (1991), at organisationen "effektivt og medievarieret (vil) levere kendsgerninger og reel information om flygtningearbejdet internationalt og nationalt for at bidrage til, at den danske debat kan foregå på et kvalificeret og oplyst grundlag." Henvendelser til Flygtningehjælpen med anmodning om opbakning til et over for regeringen fremsat ønske om et uafhængigt undersøgelsesudvalg blev imidlertid afvist (Jyllands-Posten 16/6 88 og brev fra DDF 22/12 88, svar fra DF 10/1 89). Flygtningehjælpens daværende informationschef Finn Slumstrup forklarer afvisningen således i brev af 16/9 89: "Dansk Flygtningehjælp mener, at der ikke må kunne sættes spørgsmålstegn ved, at organisationen er partipolitisk absolut uafhængig. Vi er derfor meget varsomme med at deltage i debatter, der vil kunne få et stærkt partipolitisk præg."
Straffelovens § 266 b er i den seneste udformning (1995) affattet således:
”Stk. 1. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.”
Reglens anvendelse belyses af en række sager. Det er dog vanskeligt at få fuldstændigt overblik over domsmaterialet, idet Rigsadvokaten har afvist at stille dommene til rådighed for en undersøgelse (jf. Peter Buhl, ”Menneskerettigheder i konflikt”, indledningen). Peter Buhl har imidlertid samlet det, der lader sig hente frem fra forskellige kilder, i ”Menneskerettigheder i konflikt” s. 186 ff.
Retningsgivende er i dag Højesterets dom af 23/8 2000 i sagen (trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2000 s. 2234 ff) mod Mogens Glistrup. Denne havde i en TV-diskussion i februar 1997 – og altså underkastet det tryk, der ligger i, at fremtræden med et politisk budskab i dette medie normalt kræver hurtige, gennemslagskraftige udtalelser uden begrundelser og nuancer – sagt følgende:
”Nå, ja, men altså muhamedanerne har hele den store del af verden fra Marokko i vest til Filippinerne i øst, der er så mange steder, hvor de kan være, hvor de hører til, og hvor i alverden skal vi så udsætte os for, at den invasion og kastrering og drab, som den danske befolkning kommer ud for.”
”..og sværdets områder det er, hvor der er nogle vantro som os, der ikke er muhamedanere, og de skal udryddes, det er det som muhamedanismens kerne er i …”
”… altså muhamedanerne, det er jo verdensforbrydere par excellence…”
”… man har slet ikke fortalt, hvad muhamedanismen er for en verdensforbrydelse…”
”… om hvem enhver, der har studeret muhamedanismen, ved, at de kun er her for at indsmigre sig, indtil de er stærke nok til at henrette os. De skal ud, fordi det er i den grad en fare, at f.eks. hende, der ringede, hendes børnebørn vil ganske givet blive dræbt af muhamedanerne, hvis vi ikke udrydder muhamedanerne i Danmark.”
Hans meget omfattende undersøgelser af Islam blev forsøgt fremlagt som bilag til dokumentation for udsagnenes holdbarhed, men retten nægtede ham tilladelse hertil. Han strafdømtes herefter med begrundelse i, at udtalelserne lagde en befolkningsgruppe for had på grund af dens tro og oprindelse, og at de ikke kunne legitimeres under påberåbelse af videnskabelighed eller saglig debat. Det ansås også uden betydning for strafbarheden, hvorledes Islam bogstaveligt skal forstås, eller hvilke samfundsmæssige konsekvenser en virkeliggørelse af fundamentalistiske muslimers program har afstedkommet. Ytringsfriheden måtte efter Højesterets opfattelse udøves med fornøden respekt for andre menneskerettigheder, herunder retten til beskyttelse mod trosdiskriminerende forhånelse og nedværdigelse. Henvisninger som led i en politisk argumentation til Islams skriftsteder eller til samfundsmæssige konsekvenser af fundamentalistiske muslimers program er vel ikke i sig selv strafbart, mente retten, men sådanne henvisninger kan ikke retfærdiggøre forhånelse og nedværdigelse som den, Glistrups udsagn var udtryk for, og en debat om Glistrups politiske mål afskæres ikke ved kriminalisering af sådanne udtalelser. Derfor kunne hensynet til den særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere om kontroversielle anliggender ikke begrunde straffrihed.
Retsstillingen er således i dag den, at der er stor risiko for, at opfattelser, vurderinger og oplysninger om fakta udtrykt i den komprimerede og unuancerede form, som er mediernes foretrukne, uanset de måtte være veldokumenterede, vil kunne klassificeres strafferetligt som racistiske, såfremt de indeholder et budskab, der er belastende for fremmede befolkningsgrupper, dvs. ligger for langt fra, hvad dommerne har inden for deres forestillingsverden.
Det fremgår i øvrigt at tiltalepraksis, at anklagemyndigheden ikke rejser straffesag over for personer, der omtaler den danske stambefolkning i tilsvarende krænkende vendinger.
Eksempel: I EkstraBladet 1/12 1991 kaldte psykolog Carsten Nagel danskerne for "knoldesparkere", og taler om "de maddikefarvede danskere", hvorfor vi skal have nogle flere mørke mennesker hertil, så det sarte bliver fortyndet "og den rette kulør opnås" Den Danske Forening anmeldte Nagel for racisme, men anmeldelsen afvistes. Se Danskeren 6/1992.
Forsøgene på at bringe dissidenternes virksomhed til ophør er bestandig blevet legitimeret med påstande om, at de over én bank er ”racistiske”, antidemokratiske etc. Det er i udbredte dele af i pressen blevet en kunst at markedsføre beklikninger af denne type i en form, så at den trænger ind i publikums bevidsthed uden dog at åbne mulighed for imødegåelse ved injuriesøgsmål.
Den danske Forening har for sit vedkommende bestandig imødegået direkte racisme- og nazismebeskyldninger gennem anlæggelse af injuriesager. Disse sager har kunnet vindes, men belastningen ved at føre dem har været en sådan, at det ville have været udelukket at gå denne vej uden de særlige ressourcer, foreningen råder over, herunder gennem en lang periode en juraprofessor i formandsstolen, som kunne optræde i retssalen på foreningens vegne. Senest har foreningen ført injuriesag mod en forbundsformand, der gennem sine racismebeskyldninger mod DDF legitimerede voldelige og på anden måde retsstridige forsøg på at hindre foreningens sommermøde i 1995, uanset at pågældende bl.a. med henvisning til tidligere domme blev gjort opmærksom på, at beskyldningerne var usande. Gennem omfattende procesforhalende foranstaltninger fra injurianten, der i sig selv var stærkt ressourcekrævende, trak sagen ud i 5 år. I sidste ende sanktionerede landsretten ikke dette og pålagde heller ikke straf efter straffelovens særlige bagvaskelsesparagraf (der hjemler frihedsstraf for den, der i ond tro injurierer andre), men kun straf for almindelige injurier.
For almindelige mennesker, der bevæger sig ind på området, er det således praktisk ugørligt at værne sig imod usande beskyldninger gennem injuriesøgsmål. Konsekvensen er, at sådanne personer omkostningsfrit kan udsættes for og ofte bliver udsat for beskyldninger, de ikke kan forsvare sig imod, og som følgelig kommer til at tegne billedet af dem i offentligheden.
Dissidenter har i Danmark frie muligheder for at danne foreninger. Derimod har de i praksis ikke haft mulighed for at udfolde almindelig foreningsmæssig virksomhed (se nedenfor om mødefriheden). De har heller ikke haft adgang til den understøttelse gennem godkendelse af skattefradragsret for frivillige bidrag til deres virksomhed.
Eksempel:
Den Danske Forening, hvis vedtægtsmæssige formål er at "sikre dansk kultur sprog og levevis i en verden, der trues af kaos, overbefolkning, vold og fanatisme", har således ikke kunnet få skattemæssig godkendelse som "almennyttig", så at donorer kan trække bidrag til foreningens oplysningsvirksomhed fra (inden for ligningslovens beløbsgrænser) på selvangivelsen. Formelt henholder afslaget på ansøgningen om sådan godkendelse sig til, at det er fordi foreningen er styrelses- og ikke generalforsamlingsledet. Det er der imidlertid også andre foretagender, som er, uden at dette har hindret godkendelsen.
Afslaget blev forelagt Ombudsmanden, der imidlertid ved brev af 31/5 1992 (J.nr. 19901112220 ja/ah) meddelte, at han ikke mente at kunne anfægte myndighedernes skønsmæssige beføjelse til at bestemme, hvilke organisationer der ifølge ligningslovens § 8A anvender midlerne i "almen velgørende eller på anden måde almennyttigt øjemed".
Selv aktivistisk arbejdende organisationer på den anden fløj har derimod fået godkendelse som almennyttige. Det gælder f.eks. landsforeningen Danske Flygtningevenner (kendt fra palæstinensersagen i sommeren 1991) og komitéen "Flygtninge under Jorden", der ifølge egne angivelser arbejder for at "sabotere" stramningerne i flygtningepolitikken. Også "Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed", der ifølge den afhoppede KGB-officer Oleg Gordijevski modtog instruktioner fra Sovjets ambassade (Jyllands-Posten 18/10 90), blev i øvrigt godkendt som almennyttig.
Endelig kan dissidentgrupper ikke få offentliggjort annoncer for deres eksistens i officielle, offentligt betalte skrifter.
Eksempel:
Den Danske Forening har f.eks. forsøgt at få en betalt annonce i det skatteyderbetalte "Hjemmeværnsbladet" med teksten: "Tusinder og atter tusinder strømmer hertil fra den 3. verden. Vi skal hjælpe de forfulgte, men lad os sige nej til de mange, der bare søger økonomisk fordel. Det gælder Danmarks fremtid, og det haster. Indsend denne annonce og få alle oplysninger gratis med posten". Annoncen blev imidlertid afvist med den begrundelse, at redaktionen fandt "budskabet for specielt til offentliggørelse i Hjemmeværnsbladet" (brev 25/10 90).
Derimod fik en kendt og mod DDF hetzende ”antiracist”, EF-parlamentarikeren Ejner Hovgaard Christiansen, i Hjemmeværnsbladets nr. 8 1991 ligefrem redaktionel spalteplads til at fortælle, at når Den Danske Forening har domme for ikke at være racistisk skyldes det et retssystem af samme art som i det nazistiske Tyskland. De mennesker, der advarer om fremtiden, har ifølge Hovgaard Christiansen i artiklen end ikke åndsevner på linje med en Neanderthalmand. Heller ikke en efterfølgende påstand fra Hovgaard Christiansen om, at Den Danske Forening "ikke ville vige tilbage for væbnet kamp mod indvandrerne" (Hjemmeværnsbladets nr. 1 1992), blev anset for at være for "speciel" til trykning.
Ej heller er det muligt at få udbredt kendskabet til disse organisationer gennem offentlige salgskanaler.
Eksempel:
DDF søgte i begyndelsen af 90'erne at få Danskeren solgt gennem DSB-kioskerne. Dette blev imidlertid afvist af den pågældende distriktschef med henvisning til, at der så ville blive problemer med indvandrerne. Efter klage til ministeriet fastholdt dette afvisningen med henvisning til "økonomiske kriterier". Se Danskeren 1/1993.
Der er tradition for, at det offentlige udlåner lokaler til politiske arrangementer. En lovhjemlet forpligtelse hertil følger af fritidslovgivningen. Folkeoplysningsloven bestemmer således, at kommunerne skal stille lokaler til rådighed for almennyttige (forstået som ikke-kommercielle) og demokratisk opbyggede, lokale foreninger. Der gælder ingen undtagelser i henseende til demokratikravet for så vidt angår foreninger, der pga. de overgreb, de er udsat for, rent praktisk ikke kan drives i den demokratiske foreningsform.
Lovens betingelser er i så henseende blevet strammet, men selv inden stramningen var der praksis ikke sjældent været vanskeligheder med at få de respektive myndigheder til at indfri krav på lokalelån.
Eksempler:
Et ekstremt eksempel på obstruktion er dokumenteret i Ole Hasselbalchs bog ”Svig” (1993). Det drejer sig om Hillerød kommune, som endog allierede sig med autonome kredse samt med en videnskabsmand fra Københavns Universitet (nuværende professor Henning Koch), der var villig til at levere fordrejede udlægninger af de internationale konventioner.
I 1990 søgte Den Danske Forening i øvrigt også at låne landstingssalen på Christiansborg til et pressemøde for at kunne præsentere en opfordring fra foreningen til at sende bidragene til flygtninge ude i verden direkte til FN's Flygtningehøjkommissariat i stedet for til Danske Flygtningehjælp, hvor en del af de penge, der blev indsamlet i 1986, og som blev lovet anvendt "ubeskåret" til hjælp ude, var gået til "samlende administration", "international retshjælp" og andre aktiviteter i Flygtningehjælpens hovedkvarter i København. Foreningen fik imidlertid afslag med henvisning til gældende regler om udlån af lokalet. Disse retningslinjer fastslår, at foreninger, der ikke tidligere har lånt lokaler, kun kan låne disse, når der foreligger særlig anledning (brev fra Folketingets præsidium 7/5 90). Nye lokalelånere blandt foreningens modstandere er dog uden videre blevet accepteret.
I Menneskerettighedskonventionens artikler 19, 21 og 22 hedder det: "Enhver har ret til ytringsfrihed; denne ret skal omfatte frihed til at søge, modtage og meddele oplysninger og tanker af enhver art . . . i mundtlig, skriftlig eller trykt form. . . Retten til at deltage i fredelige forsamlinger skal anerkendes. . . Enhver har ret til foreningsfrihed". Dette er i Den europæiske Menneskeretskonvention fulgt op med tilsvarende bestemmelser. Denne konvention er ved lov gjort direkte anvendelig i Danmark. Den suppleres på mødefrihedens område med straffelovens § 137, der fastslår følgende: "Den, som søger at forhindre afholdelse af lovlig offentlig sammenkomst, straffes med bøde eller hæfte eller under skærpende omstændigheder, særlig når handlingen har været forbundet med voldsom eller truende adfærd, med fængsel indtil 2 år."
Disse regler respekteres ikke. Gang på gang er dissidenters møder således blevet truet eller overfaldet af politiske ekstremister. Hærværk mod mødelokaler, trusler mod lokaleudlejere og personale, løgne om mødearrangørerne for at hindre lokaleudlån, overfald på mødedeltagerne og andet har været kurante midler for at hindre mødevirksomheden.
Den Danske Forening har for sit vedkommende udarbejdet en liste over overgreb af denne art (se f.eks. den foreløbige opgørelse i Ole Hasselbalch, ”Svig” (DDF 1993, s. 77). Bagmændene bag overfaldene er velkendte og sammenhængene skildret adskillige steder i foreningens skrifter (således ”5 år for Danmark”, 1992, Ole Hasselbalch, ”Svig”,1993, ”Forbudte Foredrag”, 1997, bilagene og artiklen ”Mødeballade i medierne”, Danskeren nr. 3 1993).
Desuagtet er der intet samlet gjort fra Justitsministeriets side for at komme uvæsenet til livs, til trods for, at der er tale om et landsdækkende problem. Gennemførelsen af modforanstaltninger har således været overladt til de lokale politimestre, og disses forholdsregler har udelukkende sigtet på at gennemføre en fysisk beskyttelse af de enkelte møder, ikke på en samlet oprulning af bagmændene. Den fysiske beskyttelse har endvidere ofte været utilstrækkelig, muligvis fordi de lokale politimestre har været uinformerede om, hvad de stod over for. Kun ved en enkelt lejlighed vides det, at der er gennemført strafferetlig efterforskning og retsforfølgning af voldelige mødekrænkelser. Dette førte til domfældelse af de pågrebne, som for halvdelens vedkommende i øvrigt viste sig at være personer med tidligere straffedomme bag sig. Se herom artiklen ”Hæftestraf til mødestormere”, Danskeren 3/1995.
Eksempler:
Af politirapporten vedrørende foreningens stiftende møde i Virumhallen 18/3 1987 fremgår det, at der blev kastet "sprængbomber", "kanonslag" og "en større bombe" mod mødelokalet. Der blev efterfølgende fundet "et større fragment" af en "aluminiumsrørbombe" sammesteds. Angriberne havde endvidere efter knusning af en af ruderne til lokalet "forsøgt at smide en røggasbombe af den art, man bruger til skadedyrsbekæmpelse, ind gennem det opståede hul" (politirapportens s. 4 og 5). Sådanne bomber indeholder giftgas. I øvrigt blev mødedeltagerne forsøgt fysisk forhindret i at komme ind i mødelokalet.
Foreningens daværende formand, dr. med. et h.c. Johs. Clemmesen, gjorde ved brev af 23/6 87 justitsministeren opmærksom på de helt uacceptable forhold omkring mødet. Der blev imidlertid intet foretaget, og tilsvarende udskejelser fulgte herefter slag i slag ved efterfølgende møder i Københavnsområdet. Det gik endog så vidt, at en af mødelederne blev skygget privat, hvorefter hans bil i et ubevogtet øjeblik blev totalødelagt ved hærværk.
Et overfald på et møde i Brønshøj (hvorunder bl.a. udførtes hærværk samt et røveri) førte til en anmeldelse til politidirektøren i København (2/9 88) opfulgt af et brev i samme anledning til justitsministeren (4/9). Ministeren henviste imidlertid til den lokale politimyndighed (politidirektøren), hvortil ministeren videresendte sagen (8/9 88). Politidirektøren svarede 14/10 88 med en afvisning af anmeldelsen.
7/9 88 blev en af frihedskampens veteraner søgt hindret i at tale ved et foreningsmøde i Gentofte Hovedbibliotek. Foreningens daværende formand, dr. phil. Sune Dalgård, anmeldte herefter ved brev af 19/9 88 hele serien af mødekrænkelser under ét til politidirektøren i København med dokumentation for de omfattende overgreb.
26/9 88 skulle foreningen have holdt møde i Østerbro Medborgerhus med professor, jur. dr. Ole Hasselbalch som taler (med et foredrag om ytringsfriheden). Mødet måtte imidlertid på grund af trusler mod medborgerhuset, som af den grund ikke turde lægge lokaler til, holdes på gaden. Her blev foredragsholderen søgt overdøvet med et hylekor, truet med nedskydning, hvis han gennemførte sit foredrag, og mødedeltagerne blev overfaldet med brosten og malingsbomber. Politiet på stedet opfordrede mødeledelsen til at rømme mødet, da man ikke kunne garantere deltagernes sikkerhed. Disse nægtede imidlertid at bøje sig og blev, hvorefter foredraget blev holdt. Medborgerhuset blev trods sin retræte overmalet. Forholdet anmeldtes til politidirektøren af Ole Hasselbalch 4/10 88 og endvidere af en række mødedeltagere til politiet i Store Kongensgade 25/10. Ved brev af 10/11 88 fra Københavns politi afvistes anmeldelsen imidlertid. Afvisningen påklagedes 29/11 88 til Statsadvokaten for København herunder med henvisning til den lange række af lovovertrædelser, der havde fundet sted i forbindelse med foreningens møder. Den 8/1 89 skrev en af mødedeltagerne endvidere til justitsministeren og gjorde opmærksom på uregelmæssigheder fra det lokale politis side i forbindelse med mødedeltagernes forsøg på at aflevere anmeldelsen. Samtidig rettede et styrelsesmedlem direkte henvendelse til justitsministeren, der imidlertid 10/2 89 henviste til de underordnede politimyndigheder (det københavnske politi).
Den 2/5 89 afviste Statsadvokaten klagen af 29/11 88 for så vidt angik begivenhederne ved Østerbro Medborgerhus, men tog ikke stilling til de øvrige påklagede forhold. Herefter videreindbragtes sagen v/ en af mødedeltagerne for Rigsadvokaten. 17/8 89 gjorde forfatteren af nærværende endvidere ved brev til Justitsministeren opmærksom på den helt utilfredsstillende sagsbehandling herunder på fejl i afslagenes beskrivelse af faktum og på den omstændighed, at de forskellige klageinstanser ikke tog stilling til samme klagepunkter endsige dem alle. Ministeren afviste imidlertid henvendelsen med henvisning til, at den skulle færdigbehandles af klageinstanserne (Rigsadvokaten) først, ligesom det meddeltes, at Rigsadvokaten var underrettet. Også klageren til Rigsadvokaten forelagde denne de indsigelser vedr. sagsbehandlingen, som undertegnede havde påpeget (11/9 89).
Rigsadvokaten afviste ikke desto mindre klagen 19/12 89 igen kun for så vidt angik begivenhederne ved Østerbro Medborgerhus. I den anledning rettede forfatteren på ny (21/12 89) henvendelse til Justitsministeren og gjorde opmærksom på, at Rigsadvokaten ikke havde taget stilling til samtlige påklagede forhold.
6/3 90 underrettes justitsministeren endvidere om, at aktivister, hvis identitet ikke var svær at konstatere, i øjensynlig tillid til anklagemyndighedens fortsatte passivitet havde genoptaget overfaldene på møderne. Endvidere gives udtryk for, at det er "uforståeligt for os, at det er umuligt at få justitsmyndighedernes hurtige og helhjertede bistand".
14/3 90 afviser justitsministeriet klagen med henvisning til, at omtalen i tidligere klager vedr. mødeoverfaldene ud over det ved Østerbro Medborgerhus alene er blevet opfattet som "baggrundsoplysninger" i klagen, og at der ikke er indgivet "konkrete klager" vedr. disse møder. Foreningen henvises herefter til at rette sådanne konkrete klager til de pågældende politimestre.
19/3 90 skriver foreningen til ministeriet og gør bl.a. opmærksom på fortsatte overfald samt på, at der jo er tale om en koordineret kampagne imod foreningen, der derfor ikke med rimelighed kan henvises til at løbe fra politimester til politimester. Brevet slutter: "Foreningsledelsen synes ikke, at det er morsomt at være vidne til myndighedernes passivitet over for de mangeartede kriminelle udskejelser, og overlader derfor med nærværende samtlige sagens aspekter til Deres velvillige behandling. Såfremt vi kan bidrage med yderligere, står vi naturligvis til rådighed. Såfremt ministeriet ikke foretager sig yderligere, betragter vi ansvaret for det, vi måtte blive udsat for, som liggende i ministeriet, idet vi føler at have gjort, hvad der er muligt for at opnå myndighedernes hjælp."
16/5 90 gentager ministeriet over for foreningen, at klager skal indleveres til de lokale politimestre.
Et groft overgreb mod Den Danske Forenings grundlovsmøde i Århus 5/6 1990 gav anledning til en anmeldelse til politiet i Århus, der imidlertid afviste den. Afvisningen blev godkendt af Statsadvokaten i Viborg, der 22/11 90 skriver: "Ved min afgørelse har jeg navnlig lagt vægt på, at restauratør xx til rapport har oplyst, at hans beslutning om at annullere lejeaftale med Deres forening intet har at gøre med senere modtagne anonyme telefonopkald, samt at den blotte anmeldelse og gennemførelse af en 'moddemonstration' af personer med andre synspunkter end dem, Deres forenings medlemmer står for, ikke er en overtrædelse af straffelovens § 137. Det bemærkes endelig, at de episoder, der anføres i den i sagen vedlagte 'oversigt over overgreb på Den danske Forenings møder' ikke vil kunne henføres til nogen bestemt organisation, endsige bestemte, navngivne medlemmer heraf".
De voldsomme begivenheder har i tidens løb kun givet anledning til et par reaktioner i Folketinget.
Eksempler:
Affæren med Gentofte bibliotek fik således Kofod Svendsen (KRF) til i efteråret 1988 at spørge, om ministeren fandt det i overensstemmelse med forsamlings- og ytringsfriheden, at foreningen ikke fik lov til at holde møde på biblioteket (spørgsmål 415). Ministeren svarede, at den omstændighed, at en kommune på grund af personaleforhold (nægtelse af at arbejde under politibeskyttelse) ser sig nødsaget til at bryde en aftale om lokalelån, ikke i Grundlovens forstand er en krænkelse af møde- og ytringsfriheden. Også Pia Kjærsgaard (Fremskridtspartiet) stillede spørgsmål. "Hvilke initiativer vil ministeren iværksætte for at sikre forsamlingsfriheden for borgere, der mødes i Den Danske Forening til informationsmøder", spurgte hun (spørgsmål 403). Ministeren svarede her med en rutinemæssig henvisning til, at det er politiets opgave at sørge for ro og orden. På et spørgsmål om, hvorvidt kulturministeren ville orientere Gentofteborgmesteren om, at et kommunalt bibliotek er borgernes, og at benyttelsen af biblioteket ikke er afhængig af politisk holdning (spørgsmål 402) svarede ministeren, at kommunalbestyrelsen har den endelige afgørelse om udlån af lokalerne. Kulturudvalget i Gentofte har drøftet sagen, fortæller ministeren videre, og hverken politikerne eller personalet ønskede, at bibliotekets lokaler blev brugt til et møde, der ville blive afholdt under politibeskyttelse.
Justitsminister Erik Ninn-Hansen fortalte i øvrigt efter begivenhederne foran Østerbro Medborgerhus i Jyllands-Posten 12/10 1988, at Den Danske Forening ikke har noget "martyrium". "Jeg synes, det er værd at bemærke, at der ifølge politidirektøren direkte var involveret 90 politifolk i anledning af det udendørs møde, ligesom der var et ganske betydeligt antal politifolk i beredskab", skriver han. Oplysningen stemmer ikke med sandheden. Den Danske Forening er i besiddelse af et notat fra politiet, station 2, dateret 27/9 1988, hvoraf fremgår, at der på stedet i alt medvirkede 35 betjente (heraf 6 i civil) samt 13 i beredskab. Af disse så mødedeltagerne højst noget til en snes stykker. Havde det forholdt sig, som justitsministeren fortæller i Jyllands-Posten, havde overfaldsmændene ikke kunnet komme på kastehold af mødedeltagerne i det snævre gadeområde, der let havde kunnet spærres af.
Som led i aktionerne mod foreningens møder har de aktionerende jævnlig søgt at inddrage fagforeningerne. Forsøgene har i realiteten ikke været heldige - stort set er det kun lykkes at involvere velkendte kommunistiske fagforeninger og fagforeningsfraktioner. Men gang på gang er dette taget til indtægt for, at "bevægelsen" støtter overgrebene. Dette har kunnet lade sig gøre, fordi fagforeningerne generelt har undladt at oplyse om rette forhold.
Eksempler:
Efter begivenhederne i Brønshøj og Gentofte 1/9 og 7/9 88 skrev foreningens daværende formand, Sune Dalgård, derfor til LO's formand, Finn Thorgrimson (21/9 og 29/9 88) og foreslog, at man for at undgå misforståelser om, hvad fagbevægelsen står for, i LO-bladet gav udtryk for fagbevægelsens "absolutte afstandtagen" fra mødeterrorismen som politisk middel. 3/10 svarede Finn Thorgrimson, at "vi agter ikke at skrive noget om denne sag i LO-bladet".
5/6 1990 forsøgte "antiracister" at ødelægge et grundlovsmøde i Århus. Mødet måtte flyttes i sidste øjeblik, efter at politiet havde fortalt lokaleudlejeren, at der kunne være anbragt bomber hos ham. Han gik derfor fra lokaleaftalen. I brevet herom fra lokaleudlejeren (31/5 90) hedder det: "Ang. bestilling 5/6 90 beklager vi meget at måtte aflyse. Vi er meget kede af det, men efter at have talt med politiet, som har givet indtryk af muligheden for, at der kan være anbragt bomber hos os, tør vi simpelthen ikke".
Ved den "antiracistiske" "demonstration" omkring mødet udtalte talerne bl.a.: "Vi har vundet den første sejr . . . fordi Den Danske Forening har ikke kunnet holde deres grundlovsmøde . . . Den Danske Forening bør stoppes med dens offentlige fremtræden”. . . "vi skal ikke give dem chance for at vinde opbakning i ly af pænhed fra vores side".
Foreningens formand skrev (7/6) til samtlige de forbund, der direkte eller indirekte var taget til indtægt for, at de stod bag "antiracisterne" i dette ærinde. De fik forelagt 1) listen over mødeoverfald, 2) en artikel der belyste et enkelt overfald (med senere retsligt efterspil i form af resultatet af en injuriesag), samt 3) "demonstrations"plakaten, der knyttede anbefalinger fra forskellige faglige kredse til "demonstrationen" og postulerede, at Den Danske Forening er "racistisk". Brevet spurgte herefter, om forbundet vedkendte sig de beskyldninger imod Den Danske Forening, som materialet rummede, og om det støttede eller tog afstand fra de metoder, der anvendes over for foreningens møder. Kun ét forbund (BUPL) svarede pænt og ordentligt med en henvisning til, at organisationens lokalafdeling var selvstændig. Et andet, Bibliotekarforbundet, svarede som allerede ovenfor nævnt ved at låne mødeterroristerne legitimation.
Samtidig skrev DDF's formand (7/6 90) til LO-formanden Finn Thorgrimson igen og vedlagde en oversigt over mødeovergrebene, ligesom han orienterede om den konkrete sag i Århus. På denne baggrund slutter henvendelsen: "Jeg skal derfor nu tillade mig at anmode om at få at vide, hvad LO's holdning er til den kampagne, som fremgår af oversigten". LO-formanden svarer 12/6 90: "Undertegnede har modtaget skrivelsen af 7. ds. med tilhørende bilag, hvilket imidlertid ikke giver anledning til kommentarer herfra".
Pressen har i øvrigt ret systematisk ydet mødestormerne legitimation ved direkte og antydningsvis at formidle budskabet om, at det "bare" var ekstremister, det gik ud over.
Eksempler fra avisoverskrifterne:
Om stiftelsesmødet (det med sprængbomberne og giftgassen): "Forening stiftet i byge af sten og røgbomber. Folketingets formand Svend Jacobsen tager skarpt afstand fra ny forening, som vil arbejde for danskheden" hedder det i Jyllands-Posten 20/3 87. "Krarupvenner mødt med røgbomber" fortæller B. T. 19/3. "Krarupparti fik på puklen" siger EkstraBladet 19/3. "Og det var Danmark ové, ové, ové" siger Aktuelt (19/3). "Voldsom uro da nyt parti blev stiftet. Aktivister protesterede mod fremmedhad" fortæller Politiken (19/3). "Uro da nyt parti mod flygtninge holdt møde" siger Berlingeren (19/3). Om mødet i Brønshøj (hærværk og røveri): "Demonstranter stopper møde mod indvandrere", hedder det i Politiken 2/9 88. "Racister blæst ud af Brønshøj" skriver EkstraBladet 2/9 om samme. Om Gentoftemødet (en af frihedskampens veteraner forbydes adgang til et offentligt bibliotek og udstilles som nazist): "Otte bidt af politihunde" var Politikens bemærkning 8/9 88, medens EkstraBladet skrev "Politihunde forsvarede danskheden. Den Danske Forening nægtet adgang til mødelokale og blev mødt af højtråbende demonstranter". "Otte bidt af politihunde", skrev B.T. Om Østerbromødet (et foredrag om ytringsfriheden må holdes på gaden, foredragsholderen truet med nedskydning, overfald med brosten og malingbomber): Ifølge Jyllands-Posten 27/9 88 var mødet foran Østerbro Medborgerhus et "fredeligt fortovsmøde", medens B.T. dog kunne berette at "100 betjente måtte beskytte foredrag". I Politiken kunne læses, at "BZere blandede sig i demonstration", medens Berlingeren skrev "Til møde bag politiets skjolde" og EkstraBladet kunne fortælle om "tanter mod indvandrere".
Det offentlige finansierer over danske skattekroner oplysningsvirksomhed ad flere veje:
Dels støttes private organisationers informationsvirksomhed til varetagelse af disse organisationers formål. De humanitære organisationer er ikke mindst derfor i stand til at opretholde et omfattede apparat til fodring af medier og politikere med materiale og synspunkter.
Dels understøttes jævnlig gennem tilvejebragte puljemidler konkrete informationsinitiativer, som offentlige myndigheder eller private organisationer og grupper sætter i gang, og til hvilke de efter ansøgning kan opnå tilskud.
Betydelige midler er derved sat ind på en måde, der ude af harmoni med princippet om, at det offentlige skal sikre et alsidigt informationstilbud.
Den Danske Forening ansøgte om midler fra en særlig bevilling på 10 millioner, som på et tidspunkt blev givet til oplysende virksomhed, og som alle i princippet skulle kunne søge om. På den måde søgte foreningen af få tilvejebragt et materiale med befolkningsstatistiske oplysninger, som dengang i stor stil savnedes som grundlag for debatten. Ansøgningen fik imidlertid afslag med henvisning til, at "publikationerne skønnes at falde udenfor formålet med oplysningsindsatsen" (Socialministeriet 22/11 90). Derimod blev der f.eks. givet bevilling til at en bog med manipulerede oplysninger kunne udgives, nemlig journalisten Rune Bechs bog "Kan det virkelig passe?" der foregiver at være et faktaværk, herunder om befolkningsstatistik, og som gennem bevillingen kunne udsendes i 30.000 eksemplarer til alle skoler. Pia Kjærsgaard (Fremskridtspartiet) spurgte i den anledning i Folketinget (S 179 1990): "Med hvilken begrundelse ydes der gennem Socialministeriets bevilling til oplysning om flygtninge- og indvandrerforhold tilskud til udsendelsen af journalist Rune Bechs bog 'Kan det virkelig passe', indeholdende tal om indvandringen, samtidig med at regeringen erkender, at det for øjeblikket foreliggende talmateriale er utilstrækkeligt, og derfor har iværksat et arbejde for at fremskaffe et bedre statistisk grundlag?"
Den Danske Forening har endvidere søgt penge fra DANIDA (udenrigsministeriets internationale bistandsorganisation) til "udgivelse af en publikation om befolkningsudviklingen. Den var tænkt som en populær sammenskrivning af officielle rapporter: The State of World Population fra UNFPA, World Demographic Trends and their Consequences for Europe fra Europarådet suppleret med rapporter fra ILO (Den internationale Arbejdsorganisation under FN, red.), Verdensbanken, OECD og andre relevante udgivelser" (jf. ansøgning af 1/9 1991). DANIDA havde dét år rådighed over 14,7 millioner til sådanne formål. Ud fra en afvejning af "emnevariation og den sandsynlige spredningseffekt af de planlagte oplysningsaktiviteter" blev ansøgningen imidlertid afslået (ved brev af 22/11 91). Derimod fik Danmarks kommunistiske ungdom 21.000 kr. til et 3dages seminar om problemstillinger og sammenhænge vedrørende regnskov og miljø. Dansk Flygtningehjælp fik 100.000 kr. til en lysbilledserie med tilhørende trykt informationsmateriale om genbosætningsprojekter i Uganda og 100.000 kr. til en ungdomsbog om unge mozambiquiske flygtninge. Elektrikere for Fred fik 22.000 kr. til et hæfte, der beskriver et hospitalsprojekt i Nicaragua. Islamic Relief Agency fik 20.000 kr. til en plancheudstilling.
Ligeledes har foreningen ved brev af 6/3 01 ansøgt om en andel af de midler, der i 2000 blev bevilget til antiracismeinformation. Afslaget herpå lyder således: ’Ved brev 28. januar 2001 har De søgt om støtte fra Indenrigsministeriets bevilling til danske aktiviteter til forberedelse af FN’s Verdenskonference om racisme, racediskrimination, fremmedhad og beslægtet intolerance til et projekt ’Fatima og Finn – Kind mod kind’. Formålet med bevillingen og den danske kampagne i anledning af FN-året mod racisme er blandt andet at støtte aktiviteter, som sikrer en bred og folkelig forståelse for racisme som problem, herunder at præge udlændingedebatten i en positiv og konstruktiv retning. Indenrigsministeriet finder, at Deres ansøgning ikke ligger inden for hovedområdet for formålet med bevillingen. På denne baggrund og på baggrund af en prioritering af de midler, der er til rådighed for bevillingen, finder ministeriet ikke grundlag for at imødekomme Deres ansøgning."
Derimod blev der givet støtte til en lang række indvandrerforeninger og forskellige til dels yderst tvivlsomme ”antiracistiske” eller indvandrerunderstøttende foretagender: Facts (se Danskeren 4/1993, Fair Play (se Danskeren 1/1992, 3/1992 og 4/1991 samt DDF’s udgivelse 5 år for Danmark), Nydansker (se Danskeren 4/1998 og 4/1999), POEM (se Danskeren 3/1997), SOS mod Racisme og Mellemfolkeligt Samvirke.
Ofte drives den information, der finansieres af det offentlige, i øvrigt i groft illoyale former.
Eksempel:
I 1995 iværksattes en stor offentlig kampagne: ”Global Generation”. I tilknytning hertil udsendtes skriftet "Global Kommunikation, en bog om massekommunikation og reklamer på tværs af grænser, hudfarve og religion" (1995). I dette statsbetalte kampagnemateriale, hedder det: "Den eneste racismereklame, der nogensinde har virket rigtig godt, var da Josef Goebbels i 30’ernes HitlerTyskland lavede en reklamekampagne, der fik et helt land til næsten at udrydde jøderne. Manden var genial som reklamemand, men samtidig en iskold psykopat... Men når man kan lave en så god reklamekampagne for racisme, så må man også kunne lave en mindst lige så god kampagne mod racisme... Det er ført set, at en genial idé kan nå meget langt for næsten ingen penge."
Det erindres, at Josef Goebbels var propagandaminister i Nazityskland. Han har f.eks. udtalt følgende: "Man kan lære meget af bolsjevikkerne (kommunisterne, red.), især i propagandaen" (jf. Guido Knopp m.fl. "Hitlers hjælpere", 1996, s. 27. "Det er hemmeligheden ved propagandaen: Helt at gennemsyre den, som propagandaen vil have fat i, med propagandaens idéer, uden at han overhovedet lægger mærke til det. Selvfølgelig har propagandaen et formål, men dette formål skal camoufleres så klogt og virtuost, at den, der skal opfyldes af dette formål, slet ikke opdager det." (jf. Guido Knopp m.fl. "Hitlers hjælpere" s. 29). "Men propagandaens væsen er ja, jeg vil næsten sige: en kunst. Og propagandisten er i ordets egentlige forstand en kunstner på folkepsykologiens område. Hans vigtigste opgave består i at lægge øret til folkets hjerteslag hver dag og hver time og lytte efter, hvordan det slår, så han kan afstemme sine forholdsregler efter rytmen i dette hjerteslag." (jf. Guido Knopp m.fl. "Hitlers hjælpere." s. 33).
Der har været enkelte forsøg fra politisk side på at sikre en mere ligelig fordeling af de offentlige oplysningsmidler, men disse er hver gang strandet på, at der er blevet snakket uden om det problem, der ligger i den skæve fordeling.
Eksempel:
Folketingsmedlem Tom Behnke (Fremskridtspartiet) spurgte statsministeren (17/12 91, S 281 1991): "Vil statsministeren sikre, at bevillingerne til oplysning om flygtninge og indvandrere i Danmark fordeles med halvdelen til hver af henholdsvis forkæmpere for flere fremmede i Danmark og forkæmpere for begrænsning af flere fremmede i Danmark". Svaret var, at "formålet med oplysningsindsatsen er at skabe større forståelse og åbenhed for folk fra udlandet, der bor i Danmark. . . Det indgår ikke i formålet at propagandere for at give hverken flere eller færre fremmede adgang til landet".
Den Danske Forening opsamlede i begyndelsen af 1990’erne den manual, Dansk Flygtningehjælp kørte sine ansøgninger efter. Den kaldes et "projektkatalog" og indeholder udførlige anvisninger på, hvor der er penge at hente, og hvordan en ansøgning bør indrettes. Manualen kan betragtes som en udmærket vej til indsigt i, på hvilket grundlag og hvor, der hentes penge til indvandrings- og flygtningevenlig propaganda.
Eksempler:
Til inspiration fortæller Flygtningehjælpen i kataloget om en række projekter. De drejer sig f.eks. om "flygtningeintegration uden klientgørelse", "caférådgivning", "videregående integration med udgangspunkt i boligområdets nærmiljø", etablering af "væresteder", fritidsfiskergrupper m.v. Det oplyses, at det til sådanne formål med hensigtsmæssigt udformede ansøgninger lykkedes, at opnå penge fra f.eks. Helsefonden, menighedsråd, idrætsforeninger og Dronning Margrethes og prins Henriks fond (se nærmere Danskeren nr. 5/1989).
Betydelige oplysningsmidler kommer fra EF/EU, men også disse har kun stået til rådighed for tilhængere af den liberale indvandringspolitik.
Eksempel:
Den ”antiracistiske” organisation "Fair Play 91" hentede f.eks. over 100.000 kr. i EF på den måde på et tidspunkt, hvor gruppen hverken havde vedtægter eller formand endsige bestyrelse (Politiken 14/6 91) og altså i juridisk forstand slet ikke eksisterede som organisation. Den ejendommelige bevilling af penge til en organisation, hvis indhold tilsyneladende fortrinsvis var det ædle formål, affødte 5/7 91 et privat brev til EF-kommissionen. Heri spurgtes, hvad hjemlen er for at yde bevillinger til den ene part i en standende dansk debat, om Kommissionen med bevillingen ønskede at opmuntre og belønne krænkelse af møde- og ytringsfriheden som politisk udtryksform, om Kommissionen anså ønsket om at begrænse indvandringen fra overbefolkede lande for at være kriminelt og et lille folks ønske om at bevare eget hjemland som bekæmpelsesværdigt, samt endelig om, hvorvidt der kan bevilges midler til foreninger, som er af den opfattelse, at folkevandring ikke er den mest hensigtsmæssige løsning på overbefolkningsproblemet, og som går ind for folkeslagenes ret til et eget hjemland. Spørgsmålene blev ikke besvaret.
Den Danske Forening sendte 5/7 91 EF-kommissionens informationskontor en tilsvarende forespørgsel. Heri dokumenteres "Fair Plays" baggrund. Brevet fortsætter: "På denne baggrund skal jeg høfligst anmode om at få oplyst, hvorvidt det er sædvanligt, at EF-kommissionen yder tilskud til enhver, der dukker op med et på overfladen vellydende formål, uden at anstille de mindste undersøgelser af ansøgerens baggrund. - Såfremt pengene er ydet under falske forudsætninger, skal jeg endvidere anmode om at få oplyst, hvad EF vil foretage sig i den anledning. - Hvis EF-kommissionen vedkender sig bevillingen til den nye organisation, må det konstateres, at EF hermed officielt er gået ind i en opsigtsvækkende nyorientering i relation til udviklingen af de politiske samkvemsformer herhjemme. I en sådan sammenhæng ville det interessere mig at vide, om pengene kun tænkes anvendt til manipulation af pressen efter medstifteren Jens Sejersens 'goebbelske' metoder (pågældende havde i en båndoptaget og af DDF offentliggjort samtale vedkendt sig at anvende sådanne, red.), eller om de er klausuleret så frit, at de risikerer at havne hos de grupper, der anvender det, som ifølge politirapporterne kaldes 'sprængbomber', over for Den Danske Forenings mødearrangementer." Også dette brev er ubesvaret.
I begyndelsen af 1992 kom det frem, at der på ny var ydet et EF-tilskud til "Fair Play". EF-kommissionen blev i den anledning anmodet om oplysning om, hvor store beløb det denne gang drejede sig om (brev 6/4 92). Den 8/4 92 svarede Kommissionens repræsentation i Danmark, at man "desværre (må) gøre opmærksom på, at Kommissionen ikke normalt videregiver den slags oplysninger til enkeltpersoner. Kontrollen med Kommissionens aktiviteter på dette område udøves af Europaparlamentets medlemmer."
De offentlige skoler anvendes massivt som forum for indoktrinering af eleverne med de officielle synspunkter på indvandrings- og flygtningepolitikken. Kun i meget begrænset udstrækning er dissidenter i forhold til denne linje blevet inviteret som foredragsholdere eller debattører.
Som modvægt hertil udsendte Den Danske Forening i 2000 materiale til elevrådene (den valgte repræsentation for eleverne selv) på et større antal skoler med tilbud om levering af oplysninger om foreningen og dens synspunkter. Det hedder bl.a. i henvendelsen af 20/11 2000: "Mener I, at en sag kun skal høres fra den ene side? ... Vil I gerne vide mere om Den Danske Forening, kan i kontakte os pr. brev eller telefon, ligesom I kan benytte lejligheden til at klikke jer ind på ovre meget besøgte hjemmeside ..."
I et antal tilfælde opsamledes forsendelserne af lærere eller skolemyndigheder inden, de nåede adressaterne. Der søgtes også i pressen rejst en hetz mod udsendelsen, idet eleverne forudsattes at være for umodne til ikke at lade sig ”vildføre” af DDF.
På de højere læreanstalter har forholdene stort set været de samme som i det offentlige skolevæsen. Flere steder har der imidlertid været opposition blandt de studerende imod den officielle linje. På grund af den repression, der udøvedes af lærere og aktivistiske medstuderende har denne opposition dog i en ikke ubetydelig udstrækning måttet foregå anonymt.
Eksempel:
På et tidspunkt begyndte en national studentergruppe (Dansk Forum) at operere på Københavns Universitet dels med møder og dels med uddeling af et blad ”Alætheia”. Aktiviteten førte til, at de pågældende blev fysisk overfaldet på Universitets grund af maskerede overfaldsmænd fra det autonome miljø, hvorefter det fakultetet forbød bladet på Universitetets grund for at undgå yderligere uro. Forbuddet blev påklaget til forskningsministeren, der imidlertid godkendte udelukkelsen af bladet. Se Danskeren 5/2000.
I bibliotekslovens § 2 hedder det: "Folkebibliotekernes formål skal opfyldes gennem kvalitet, alsidighed og aktualitet i udvalget af det materiale, der stilles til rådighed. Ved udvælgelsen må alene disse kriterier, ikke de i materialet indeholdte religiøse, moralske eller politiske synspunkter være afgørende."
Bestemmelsen har været enslydende i en lang årrække. Af dens forarbejder fremgår det, at lokale grupper o. lign. skal have samme muligheder som offentlige myndigheder for gennem bibliotekerne at gøre opmærksom på deres synspunkter og distribuere mangfoldiggjort materiale, ligesom de må have adgang til at bekendtgøre møder, arrangementer o.lign. gennem opslag på biblioteket (betænkningen til lovforslaget).
På bibliotekerne findes desuagtet massivt bøger og skrifter, som forherliger, bortforklarer eller undskylder masseindvandringen, medens det er meget småt med kritik litteratur i så henseende. Denne skævvridning går helt ud på det bibliografiske plan. Mellemfolkeligt Samvirke har f.eks. udarbejdet en meget brugt oversigt "Litteratur om indvandrere" og med undertitlen "annoteret bibliografi". Slår man op i "bibliografien", finder man imidlertid overhovedet ikke andet end skrifter, der er på linje med udgiverens synspunkter.
Forholdene på bibliotekerne har givet anledning til en undersøgelse vedrørende disses tidsskriftsamlinger på området (se Danskeren nr. 6/1990). Ved bistand af medlemmer af Den Danske Forening landet over lykkedes det at opgøre bestanden af tidsskrifter om indvandrere og flygtninge ret nøjagtigt (Danskeren nr. 3/1991). Undersøgelsen viste, at centralbibliotekerne i gennemsnit hver holdt 9 indvandringsforherligende tidsskrifter, og at skrifter af denne observans i øvrigt var rigeligt repræsenteret på stort set alle biblioteker. Det viste sig også, at der var centralbiblioteker, som end ikke afbalancerede deres halve snes forherligelsesskrifter med et eneste kritisk skrift. Af samtlige landets lidt over 1.000 biblioteker abonnerer ultimo 2001 kun 30 på Danskeren.
I parentes bemærket gjaldt på tidspunktet det samme på bogfronten. "Hvad med Danmark", udgivet af "Komitéen mod Flygtningeloven" i 1987 fandtes f.eks. på opgørelsens tidspunkt (1991) ifølge biblioteksfortegnelsen kun i 37 eksemplarer, Ole Hasselbalchs "Viljen til Modstand" i kun 9 eksemplarer.
Det er ikke nogen tilfældighed, at udvalget er skævt, og det skyldes heller ikke manglende kendskab hos bibliotekerne til den alternative litteratur. Allerede i februar 1989 udsendtes således et abonnementstilbud på Danskeren til bibliotekerne (tilbudspris 100 kr. årligt). Og 12/5 1990 skrev Den Danske Forening til samtlige bogvalgsledelser i de lokale biblioteksvæsener og gjorde opmærksom på Danskerens eksistens, på at bladet stort set er det eneste modspil til de talrige mere eller mindre statsfinansierede udgivelser af modsat observans, og på bibliotekernes forpligtelse til alsidighed. Dette hidførte imidlertid ingen ændring i de hidtidige tilstande.
Eksempel:
Et svar (af 28/5 90 fra Odense Centralbibliotek) demonstrerer stemningen. Det hedder i dette, at Danskeren er afvist efter "behørig" vurdering, og endvidere: "I øvrigt finder vi Deres henvendelse uforskammet, især med hensyn til påstanden om, at vi ikke skulle efterleve bibliotekslovens krav om alsidighed m.v. . . Odense Centralbibliotek har andre og lødigere tidsskrifter at spendere den skrabede tidsskriftkonto på end publikationer fyldt med fordrejelser, citatfusk og injurier. I et hele taget kan Odense Centralbibliotek kun have et anstrengt forhold til Den Danske Forening, hvis løbesedler og andet kryptoracistisk materiale anonymt er blevet spredt rundt i flere af vore biblioteker. En forening, der ikke engang selv åbent vil vedkende sig sit eget kampagnemateriale, kan vist ikke have rent mel i posen. Til orientering er det bl.a. folkebibliotekernes formål at fremme oplysning og uddannelse, ikke at medvirke til fordrejning og fremme af inhumane og uunderbyggede udgydelser. . ."
I offentlige biblioteker må der således ifølge brevet kun befinde sig godkendt materiale. Hvis andet materiale bliver lagt anonymt ind af ukendte personer - hvilket foreningen jo for øvrigt ikke kan bære ansvaret for - skældes den ud for det. Hvis dette andet materiale imidlertid tilbydes åbenlyst, er henvendelsen uforskammet.
Det nummer af Danskeren, der affødte det citerede svar, var Danskeren nr. 2/1990. Af dette blads 24 sider var 19½ skrevet af personer med doktorgrader (i stor stil inkognito), ½ af en dommer og ½ af en af landets kendteste journalister (inkognito).
Ej heller har foreningen fået lov at bidrage med materiale til de udstillinger, der ofte holdes i bibliotekerne.
Eksempel:
"Biblioteket vil favne alt mellem himmel og jord" hed det i overskriften på en artikel i Frederikshavns Avis i juni 1991. Anledningen var "bibliotekets dag", i hvilken forbindelse bibliotekaren offentligt indbød alle, der havde "noget på hjerte", som kunne meddeles i udstillingsform, ved opvisninger o.l. "Vi er meget åbne over for alle tænkelige aktiviteter", fortsatte hun.
Invitationen gav anledning til, at Den Danske Forenings lokalafdeling tilbød at stille med en udstilling (brev 12/6 91). Denne blev imidlertid afvist med følgende "Da en udstilling fra Den Danske Forening falder uden for dagens tema, skal vi herved meddele, at vi ikke er interesseret i jeres udstilling denne gang" (brev af 19/6). Bibliotekaren har heller ikke været interesseret senere.
Forholdene på Københavns hovedbibliotek på Kultorvet er illustrerende. Her var der i længere tid slagsmål mellem de lånere, der følte deres synspunkter misrepræsenterede, og biblioteksledelsen. Danskeren kunne lånene f.eks. ikke få. Hårdt presset fortalte en bibliotekar fra biblioteket i Jyllands-Posten 30/8 90, at når man ikke udlånte Danskeren, så skyldtes det, at bladet var af "en tvivlsom sandhedsværdi". Den samme bekymring havde imidlertid ikke ført til udelukkelse af en strøm af publikationer om senkapitalismens dødskamp, paradiset i det kommunistiske Albanien og lignende.
I begyndelsen af 1991 afholdt biblioteket en plancheudstilling, som i endog injurierende form fremstillede bl.a. Den Danske Forening som "racistisk". Provokeret heraf fremkom en henvendelse til biblioteket med en anmodning om tilladelse til at arrangere en udstilling med Den Danske Forenings skrifter og materialer. Dette blev imidlertid afslået (jf. endeligt brev 5/4 1991) med læserindlæg i Berlingeren 25/2 91 og B.T. 27/2 til følge. Bibliotekets reaktion på disse læserbreve var, at de protesterende "må finde sig i, at vi tager bibliotekslovens krav om alsidighed og aktualitet alvorligt" (B.T. 4/3 91). Københavns kulturborgmester Tom Ahlberg kunne sammesteds meddele, at han havde gennemgået de sidste par måneders udstillinger, som efter hans opfattelse havde både den "bredde og kvalitet", som kan forlanges af et offentligt bibliotek. I Berlingeren 5/3 forklarede han, hvad det er for en bredde, han talte om. Han henviser til følgende udstillinger: "København mellem husene" og "Bag facaderne" fra Peter Olesens bøger. Bogudstillingerne "Uheldige helte" og "Heldige gavtyve". En palæstinensisk kunstners tegninger og malerier om Palæstina og palæstinenserne. Værker af maleren og grafikeren Sven Rose. Bogudstillingerne "Østeuropæiske stemmer" og "Klaus Rifbjerg". Udstilling af "Fællesinitiativet mod Racisme". Fotoudstilling "Baghavnen" af Lars Overby. Bogudstillingerne "Sorte kvindelige forfattere" og "Den arabiske Verden". Udstilling om foreningerne Indstøt, Indsam, Indvandrerforeningernes Sammenslutning, arrangeret af disse. En fotoudstilling i anledning af Christianias 20års dag.
Sagen affødte en klage til indenrigsministeren (13/8 91), der imidlertid afviste den (skrivelse af 21/4 92). Som begrundelse anfører ministeren bl.a., at alsidighedsvurderingen vedrører bibliotekets "samlede materialebestand" og ikke den enkelte materialeenhed (herunder udstilling). Det fremgår endvidere af brevet, at stadsbibliotekaren havde skønnet, at Den Danske Forenings synspunkter var tilstrækkeligt repræsenteret i bibliotekets samlede bestand af materialer. Det oplyses ikke, hvori denne repræsentation bestod. Biblioteket havde dog til sagen oplyst, at det abonnerede på Danskeren, uagtet en af bibliotekarerne som nævnt ovenfor endog i et læserbrev havde begrundet, hvorfor man ikke abonnerede. Videre siges det i ministerens brev, at ingen på biblioteket havde noteret, at Den danske Forening var blevet injurieret i den påklagede udstilling.
31/3 holdtes et "antiracistisk" møde i den nydannede (facade)organisation "Studerende mod Racisme" i Købmagergade. Den samme bibliotekar, som i sin tid afviste Den Danske Forenings udstillingsønske, bad her panelet, som bestod af kendte "antiracister", om råd om, hvordan hun kunne hindre foreningen i at holde udstilling på Hovedbiblioteket. Panelet opfordrede hende til at gå til sit forbund, Bibliotekarforbundet, for at opnå den nødvendige støtte i censurbestræbelserne.
Sagen affødte også en henvendelse til kulturministeren i læserbrevsform (Berlingeren 29/5 91). Ministeren undlod at svare.
De mangfoldige slagsmål mellem borgerne og biblioteker, der frasorterer ukorrekt litteratur har været omtalt flere gange i Danskeren. Se eksempelvis Danskeren 2/1993.
Ifølge medieansvarslovens § 34, stk. 1, skal massemediernes indhold og handlemåde skal være i overensstemmelse med god presseskik. Det fremgår af de i henhold hertil udfærdigede presseetiske regler, pkt. A.1, 2, 3, 5 og 7, at det er pressens opgave at bringe korrekt og hurtig information, og at det, så langt det er muligt, bør kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Det skal endvidere gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer. Kritik bør, hedder det, udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Og oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår.
Efter medieansvarslovens § 36, stk. 1, skal anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Efter lovens § 38, stk. 1, skal genmælets indhold i alt væsentligt være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger, og indholdet må ikke være retsstridigt.
Til at påse lovens overholdelsen af disse forskrifter er der etableret et særligt pressenævn, som forurettede kan klage til. Dette kan påtale reportage, som er kammet over i manipulation, ligesom Nævnet har mulighed for at tvinge medierne at trykke et såkaldt genmæle fra den, der føler sig krænket.
I praksis fungerer Pressenævnet imidlertid ikke. Den Danske Forening undersøgte således i midten af 90’erne, om nævnet løste sin opgave. Med henblik herpå udvalgte foreningen en række repræsentative sager inden for indvandringsstoffets område, hvis detaljer kunne kontrolleres direkte. Resultatet er publiceret i Ole Hasselbalchs bog "Pressenævnet", som foreningen udgav i 1994.
Det fremgik af undersøgelsen, at det virkelige problem på området ikke er at sikre pressefriheden, men derimod at sikre, at pressen ikke misbruger sin frihed til at holde oplysninger ude, der afkræfter rigtigheden af det, der er bragt. Problemet er således ikke den åbenlyse, men derimod den skjulte censur, der udøves af redaktionerne selv bag nedrullede gardiner.
Det viste sig således, at Pressenævnet gang på gang lod redaktionerne gøre hvad de ville. Et dansk medie kan således uden risiko for påtale fra Pressenævnet misinformere bevidst og derefter bortcensurere alt, hvad der viser, at det forholder sig anderledes end fortalt. Kommer sagen for Pressenævnet, kan mediet endvidere uden risiko misinformere Nævnet. I modstrid med grundlæggende retsplejeprincipper sikrer Nævnets praksis for sagsbehandlingen nemlig ikke klageren nogen adgang til at modsige det indklagede medies version af begivenhederne.
Forholdene er også således, at der ikke blot er stor usikkerhed om den offentlige debats grundlag, men også i realiteten retsløshed for de mennesker, der evt. bliver ofre for "historierne". Undertiden har denne retsløshed antaget helt ekstreme former, idet Pressenævnet f.eks. end ikke kritiserer fremgangsmåder, der kolliderer med straffeloven.
Endvidere efterlod gennemgangen af Pressenævnets afgørelser det indtryk, at Nævnet dømmer vilkårligt. Nævnets holdning veksler således, alt efter hvem offeret er: Er pågældende kontroversiel efter de for tiden herskende strømninger, kan han tilsyneladende ikke regne med at opnå det samme hos Nævnet som i andre tilfælde.
Mere konkret kunne det i øvrigt konstateres, at Nævnet på genmæleområdet ikke udnytter den mulighed, loven hjemler til at sikre den krænkede plads til at redegøre for sin version af "historien". Lovens krav om, at genmælet "i alt væsentligt (skal) være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger", fortolkes således snævrest muligt af Nævnet. Endvidere konstateredes, at Pressenævnet er tilbøjelig til ved vurderingen af, om god presseskik er overtrådt, at nedtone det mest centrale, nemlig den effekt, den påklagede offentliggørelse må formodes at have haft på publikum. Denne effekt afhænger ud over de anvendte ord i høj grad af, hvilken grad af appel til det underbevidste, der er udøvet herunder af den påklagede offentliggørelses sammenhæng, opsætning, typografi, billedsætning og i de elektroniske medier tillige af lydanvendelsen. Ej heller udnytter Nævnet de muligheder, loven hjemler for at gennemtvinge oprejsninger, som ud fra deres effekt modsvarer effekten af den stedfundne kritisable offentliggørelse. Nævnet kan ellers som allerede nævnt ifølge medieansvarslovens § 43 afgøre, om et massemedie er forpligtet til at offentliggøre et genmæle. I denne forbindelse har Nævnet beføjelse til at bestemme genmælets ”indhold, form og placering". Og efter lovens § 49 kan nævnet pålægge en redaktør at "offentliggøre en kendelse i et af Nævnet nærmere fastlagt omfang."
Der har i øvrigt været et stadigt voksende pres fra indvandringsvenlige og ”antiracistiske” kredse på pressen for at få formidlingen formet til fordel for indvandringen og indvandrerne. Formelt er dette pres blevet afvist (se f.eks. Danskeren 3/1996). Reelt har presset imidlertid ført til, at det fortsat er vanskeligt at få beskrevet forholdene efter deres virkelige indhold. I sammenhæng med de mekanismer, der er omtalt oven for i afsnit II, 2, har dette indebåret, at pressen fortsat ikke udfylder sin neutralt refererende funktion.
I relation til Den Danske Forening er det kun undtagelsesvis, foreningen overhovedet beskrives i henholdt til, hvad den faktisk foretager sig. Som regel har reportagen af foreningen aktiviteter en - ikke sjældent endog meget stærk - negativ bias. Det har i så henseende ikke spillet nogen rolle, at udviklingen har vist, at foreningens analyser og forudsigelser var korrekte (se f.eks. artiklen ”Berlingeren i osteklokken” i Danskeren nr. 6/1999)
Foreningen har undertiden også haft vanskeligheder ved blot at opnå optagelse blot af en simpel annoncering om foreningens eksistens – se f.eks. Danskeren 6/1995. Dette har endog været tilfældet i regulære annonceorganer, se f.eks. Danskeren 5/1995.
Lejlighedsvis har Danskeren kunnet offentliggøre rapporter om, hvad der foregår internt på redaktionerne. Se f.eks. artiklen ”Kluns, klamp og karakterbrist”, af journalist Jørgen Hansen, Danskeren nr. 1/1999. Disse bekræfter det billede, foreningen på andet grundlag har kunnet danne sig af forholdene i medierne.
Danmarks Radio (DR) havde i mange år fuldstændigt monopol på æterbåren formidling. DR og TV2 har også fortsat en særstilling betinget bl.a. af, at de kan trække på en obligatorisk licens for ejere af TV- og radioapparater, se lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, § 6 a, stk. 3.
Lovgivningen på området har derfor traditionelt hjemlet en alsidighedsforpligtelse for disse organer. Den tidligere radiolovs § 6 sagde således om DR: "Der skal i programudbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed." ... "Der skal ved programlægningen lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Der skal i programudbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed." Det samme kom til udtryk i nogle retningslinjer for programvirksomheden i DR vedtaget i 1977 og vistnok stadig gældende, og hvori det bl.a. om alsidighedskravets nærmere indhold hedder, at dette også må "forstås som en forpligtelse overfor minoriteters ret til at komme til orde med synspunkter og holdninger og som et krav om, at særinteresser ikke dyrkes ensidigt på bekostning af almenhedens synspunkter og holdninger".
I dag gælder loven om radio- og fjernsynsvirksomhed. Og fortsat er DR og nu også TV 2 underkastet reglen om, at der ved programlægningen skal lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden, og at der i programudbuddet skal tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed, ligesom der ved informationsformidlingen skal lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Se lovens § 6 b jf. § 6 a, stk. 1.
I modstrid hermed står DR’s faktiske udsendelsesvirksomhed og tilkendegivelser fra DR’s ledelse. Det er således almindeligt kendt, at der i DR gælder den uskrevne lov, at nyheder så vidt overhovedet gørligt ikke må vinkles på en måde, der kaster negativt lys over den åbne indvandringspolitiske linje eller over indvandrere. Generaldirektør Christian S. Nissen har også i Jyllands-Posten 15/11 1997 åbent sagt, at: "Hvis Danmarks Radio skal tage sit idegrundlag alvorligt, så bør vi bevidst i den samlede sendeflade forsøge at dæmme op over for den højrebølge i indvandrerspørgsmålet, der strømmer gennem landet."
Misinformationen i DR er omfattende og dokumenteret gennem eksempler ved en række lejligheder. Se f.eks. ”5 år for Danmark” (DDF 1992) s. 33 ff, Ole Hasselbalch, ”Svig” (DDF 1993, s. 51 ff og 65 ff) samt Danskeren 2/2000, 4/1999, 2/1993 og 6/1992.
Den Danske Forening har rejst en hel stribe sager over for DR med udgangspunkt i dette forhold. De har drejet sig om konkrete tilfælde af dokumenteret manipulation og om skævheder i programprofilen som helhed i form af grov forfordeling af de synspunkter, foreningen repræsenterer. Der gives i parentes bemærket normalt end ikke foreningen adgang til selv at komme til orde med et forsvar, når den i mediet er blevet sværtet til. (Breve fra DDF bl.a. 6/3 88, 23/4 89, 10/5 89). Disse henvendelser har ikke ført til noget.
Eksempler:
1/5 1989 bragtes i TV-avisen en grov forfalskning med hensyn til forholdene i Norge. Sagen afsløredes, da DDF ved hjælp af norske kilder så at sige gik i det danske TV-holds fodspor. Det viste sig, at holdet på flere punkter løj for seerne. En af de interviewede nordmænd hæftede sig også ved, at der opstod "tekniske vanskeligheder" med kameraet, hver gang han sagde noget, der var uhensigtsmæssigt for indslagets planlagte tendens. (Se Danskeren nr. 4/1989 og pjecen "Indvandringspropagandaens Teknik", DDF).
Forsøgsvis blev mislighederne påtalt (og herunder dokumenteret) over for DR's ledelse. I denne sammenhæng fik DR's generaldirektør følgende spørgsmål (brev 11/8 89): "1) Hvad agter DR at gøre for over for seerne at rette op på de helt skæve indtryk, de har fået gennem indslaget? 2) Har de involverede journalister fået en irettesættelse? 3) Hvad har DR's ledelse gjort for at sikre sig mod gentagelser i fremtiden?".
Spørgsmålene blev imidlertid afvist med henvisning til en klagefrist på fire uger efter udsendelsen (inden for hvilken efterforskningen af falsknerierne ikke kunne afsluttes). Spørgsmål som de stillede er i parentes bemærket ikke underkastet nogen forældelse på fire uger, idet de har at gøre med DR's almindelige forvaltning. I øvrigt gælder det almindelige princip i juraen, at svig bryder alle frister.
Endvidere har Den Danske Forening bedt DR om at få at vide, gennem hvilke udsendelser helt nøjagtigt DR mener at have opfyldt sin forpligtelse til alsidighed ved også at lade de kritiske synspunkter på indvandringspolitikken komme til orde (således breve af 8/4 89, 10/5 89, 19/6 89). Det har DR ikke villet oplyse.
Fremdeles har foreningen foreslået, at DR foranstalter en høring, hvor eksperter, der véd noget om indvandringens omfang, årsager og konsekvenser, kan blive udspurgt af et panel med repræsentanter for alle interesserede parter (breve 12/5 89 og 21/6 89). Men det er blevet afvist (2/6 89). Et tilsvarende forslag til den annoncefinansierede konkurrent TV 2 blev også afvist (breve 5/4 89 og 10/4 89). Imidlertid gennemførte TV 2 i 1995 en sådan høring (herunder med DDF’s formand som repræsentant for de indvandringskritiske opfattelser).
Den Danske Forening har også 2 gange forsøgt at komme igennem i DR's såkaldte båndværksted. Det er blevet afslået hver gang (29/8 90 og 2/7 91). Båndværkstedet afslog herunder et oplæg, der lyder som følger: "En økologisk katastrofe truer jordens befolkning. Siden 1950 er verdens folketal næsten tredoblet fra 2 milliarder til 5,3 milliarder. Ifølge FN's seneste prognose vil det om bare 35 år atter være næsten tredoblet til 14 milliarder, hvis der ikke forinden tages forholdsregler. Hvor skal dog alle disse mennesker være. Hvordan skal de brødfødes? Hvad bliver der tilbage af naturen? Hvad bliver der tilbage af Grundtvigs Danmark? I Europa har vi udviklet andre værdier end blot at forøge folketallet. Tjener det noget formål at lade de demokratiske samfund drukne i en menneskestrøm fra de overbefolkede lande? Den Danske Forening har stillet disse spørgsmål, men er stødt på en mur af fordømmelse og fortielse, bl.a. i DR. En stærk lobby kæmper indædt for at forhindre, at befolkningen får kendskab til befolkningseksplosionen og dens konsekvenser for Danmark. En film kan tage udgangspunkt i befolkningseksplosionen i den 3. verden, eller i Den Danske Forening og dens arbejde, f.eks. interviews med forskellige typer medlemmer. Arkivklip fra de overbefolkede, konfliktfyldte multietniske samfund, og fra de fredelige homogene samfund, f.eks. Japan og ikke mindst Danmark, som vi gerne vil overlade vore børn i en lidt bedre stand, end vi overtog det".
I april 1992 kom det i øvrigt frem i bladet Journalisten, at det nye Pressenævns medlemmer i lighed med førhen Radionævnets én gang om året af DR inviteres (med ledsagere) til en kulturel begivenhed. I 1992 drejede det sig om orkesterpladser til en Pavarotti-koncert til en værdi af 3.100 kr. for to billetter. DR inviterede ifølge sin daværende generaldirektør, Hans Jørgen Jensen, "opinionsdannere", som det nemlig er "interessante at påvirke". DR inviterede ifølge det oplyste omkring 600 beslutningstagere i det offentlige liv til sådanne begivenheder hvert år.
Efter Murens fald er det også gennem åbnede østtyske arkiver kommet frem, at DR har været involveret i en omfattende kollaboration østover. Om DR’s sendeprofil har den første TV-direktør, Laurits Bindsløv, i denne forbindelse udtalt sig i en fortrolig samtale med den østtyske ambassadør i København. Det hedder herom i indberetningen til DDR's udenrigsministerium: "Bindsløv udtalte, at han så sin opgave i at få Danmarks Radio/tv til at danne modvægt mod de borgerlige og konservative aviser og tidsskrifter - 'Aktuelt' og 'Land og Folk' var den eneste arbejderpresse - og således yde sit bidrag til alsidighed, selvom det skulle medføre kritik for venstreorientering." Se Mette Herborg og Per Michaelsen, ”STASI og Danmark”, s. 213 ff samt Ole Hasselbalch, ”Den stille krig”, s. 73 ff.
Ved valget i 1997 kom Dansk Folkeparti i Folketinget. Partiet er bygget op ikke mindst som en protest imod indvandringspolitikken. Partiet er stærkt kritisk over for manglen på respekt for politiske dissidenter på dette område. Ved valget i 2001 fik partiet væsentlig fremgang. Balancen mellem partierne skiftede, og en ny regering så dagens lys bygget på partiets mandater
Sideordnet er pressens skepsis ved den traditionelle indvandringspolitik vokset. Fra midten af 1990'erne har der således været øget villighed til at rapportere facts i stedet for fiktion. Ved årtusindskrifter opstod endog en vis positiv holdning til dissidenterne.
Dette har gjort det lettere for disse at komme til orde, men kun fremtiden kan vise, om åbenheden vil vare ved. Under alle omstændigheder er det værd at huske, at i en lang periode var det således, at medens indflydelsesrige danske politikere krævede menneskerettighederne overholdt andetsteds på jorden, levede samme politikere ikke selv op til de idealer, de advokerede for, hjemme.
English summary:
Report on Freedom of Information for National Movements in
A Brief presentation
by professor Ole Hasselbalch
2002
The modern Scandinavian societies are built on the Western, democratic tradition which differs widely from totalitarian ideologies:
According to the democratic view, human life cannot be regulated by an ideological or religious formula that has been decreed in advance. Things have to be dealt with on the basis of concrete and empirical investigation, and all citizens have the right to participate in decisions regarding the community. This right has to be both defended and developed.
The totalitarian concept on the other hand is based on an ideal formula for living that can be thought up or possibly even naturally exists on a historical, moral or religious foundation. In short: a total ideology or a total religion. This total ideology or religion is the brain-child of some few persons or even only one person (the “Prophet”). This little elite feels it is in honour bound to form the society in accordance with the laws of the ideology/religion.
The two modes of thought are diametrically opposite.
The traditional democratic view is that each individual can be relied upon both to look after himself and take part in governing the state. Each citizen is seen as capable of carrying out this duty as well as generally being able to behave in such a way that he does not impinge on his neighbor’s rights. Therefore no constricting regulations are necessary for the relations between individuals. Only a rough framework and general rules of the game are needed. No-one is required to do more than is necessary to make the community function and all are free to shape their lives as they see fit. For example in accordance with Christianity, tradition or the tenets of a political party. Furthermore the democratic mode of thought is empirical inasmuch as it is founded on the conviction that correct decisions should be based on fact, and facts should therefore be gathered and expounded as scrupulously as possible. It is also tolerant in the sense that it accepts other opinions.
According to the totalitarian - and opposing - point of view, the interests of society are best placed in the hands of an "elite" which has the moral right and duty to impose the “correct” ideals on other citizens. This implies that all are not equally wise and responsible. The totalitarian view is not empirical but is based on speculation. It is intolerant vis-à-vis other solutions to the problems of society, as it sees itself - in whatever shape it takes - as the only “historical”, “ethical”, “moral” or “righteous” validity possible. It therefore permits itself to use any means whatever to create or safeguard its own ideal society. Most totalitarian societies prescribe minute regulations for living. This means that the individual's freedom is dramatically reduced or even disappears in order that these regulations can be properly enforced and all thinking and behavior brought into line with them.
Democracy in democratic countries is underpinned by the law. Constitutions prescribe democratic government and guarantee the integrity of the individual and his right to freedom of thought, speech and belief. Other laws strengthen the many functions of democracy and give economic support to institutions which further the democratic process and determine how the citizen's influence on social affairs can best be directed into the appropriate channels. The democratic countries have also established international conventions which constrain each country to protect the individual, secure his elementary rights and ensure his participation in running the country.
A variety of legal guarantees enable him to speak freely about political subjects, so that controversial - or even erroneous - information can circulate openly, where it can be weighed in the balance and possibly acted upon politically. Ideally there should be no censorship, and the citizen's access to information should be as complete as possible.
This is best brought about by wide media-coverage representing every imaginable opinion and interest. The media with an actual monopoly (libraries and to some extent radio and TV) are therefore duty bound to be all-round and as neutral as possible. Citizens should have good practical possibilities for communication and be able to form societies and meet each other (also about political issues) without restraint, and these activities should be supported both financially and with practical help.
During the last few years
A number of new organisations and movements have tried to analyze and discuss this new situation with a view to influencing politicians and the public in favour of the original inhabitants. Other institutions have appeared with the opposite goal: to give immigrants better chances to establish themselves in
They have been seconded by already existing organisations, who have often given them ostentatious support. These include, on the one hand, individuals and organisations which work within the national framework, and on the other hand individuals and organisations operating in the humanitarian and international area. Members of the extreme Left, who after the fall the Berlin Wall, have concentrated their energies on combating “racism” and “xenophobia” constitute a third group.
Organisations whose members believe that the peoples who have hitherto lived in
As their opinions have usually been associated with international exchange and co-operation, the groups supporting immigration have not surprisingly found favour with influential people with the same leanings, and have therefore been supported financially and politically, as well as being endorsed by the press. Groups on the other side have not had the same advantages. Their democratic right of free speech and freedom of assembly has often been infringed upon, not because of their views which - with the exception of the extreme right - are wholly in keeping with ordinary people's feelings, but because they have challenged the privileges of the powers-that-be to deny them the right to have national sympathies. This right has been systematically circumvented in many different ways, not the least ominous of which has been legal obstruction.
As the partisans of free and unfettered immigration tend to think of this as a law of nature, they automatically assume that those holding the opposing view have no right to do so, and that their “unwillingness to see the light” must therefore be an expression of an odious right-wing extremism.
This trend has during the Nineties asserted itself to such a degree that society's democratic foundation was slowly eroded, and repression spread. Not openly and brutally as in unashamed totalitarian societies (e.g. imprisonment of dissidents), but indirectly and covertly. Democratic traditions while still existing in principle were adhered to less and less in practice by the very people who have been appointed to safeguard them, and this has lead to under-surface tension which manifested itself openly as the discrepancy between the elitist attitude and popular feeling grew steadily more apparent. It is a conflict between an intellectual and economic elite on the one hand and ordinary people on the other. The latter felt they were being misinformed and misled and. In this situation extremist organisations marketing themselves as problem-solvers might well be seen as a viable alternative to a system which calls itself democratic but in reality is increasingly totalitarian.
The following survey of the situation in
The Society was formed in 1987 on a cross-political basis. It was a reaction to legislation in the 1980´s liberalizing foreigners' access to
These assertions are documented in the following pages. We also refer the reader to the current articles in the Society's magazine Danskeren (The Dane). On a more general plan we refer to the Society's pamphlet 5 år for Danmark (Five Years for Denmark), 1992, which concentrates precisely on the subject of this report, and Peter Nerup Buhl's bog Menneskerettigheder i konflikt. Ytringsfrihed og national selvbestemmelse i en folkevandringstid (Human Rights in Conflict. Freedom of Speech and National Self-Determination in the Midst of Mass-Migration), 2001.
The general information climate in
-The established political parties and the institutions they control have lied continuously about the actual situation to such a degree that it is no longer natural for people to give credence to what they hear.
- The press, radio and TV have neither been objective purveyors of information nor a channel through which all opinions could be expressed. Instead their roll has largely been one of censorship and manipulation, whereby politically incorrect information and opinions have been excluded.
-The established political parties have all flinched from the task of ensuring that information reaches ordinary people at least in a way that they can understand it. Some of these parties have actively opposed the spread of information.
-The public institutions that are directly or (via public money) indirectly controlled by the established political parties have been extremely remiss in fulfilling their in some cases legal duty to ensure freedom of information and pluralism.
-The established political parties have in some measure been able to introduce legislation penalizing discussion of the worsening situation.
A massive lobby and disinformation activity has succeeded in suppressing awareness of the real situation and has substituted it with a spurious one in which erroneous information is passed off as a matter of fact, (see the special issue on this subject in Danskeren, September 1990, which contains detailed examples and source references).
One of the characteristic gambits of this campaign has been the creation of sententious slogans purporting to be facts, and the proposal of “solutions” which are completely out of touch with reality. These slogans are promoted as a creed which no decent person can fail to adhere to. One example is the dubious aphorism “we invited them ourselves”, and “they are only a tiny minority”. Another is the assertion that all problems can be solved by “integration” although no one has desired - or been able to spell out what “integration” actually entails. With the help of these tacit assumptions a mythical reality has been created which only those with time and energy enough to keep themselves properly informed can see through.
The press has played a major role in creating an atmosphere of political correctness and attendant direct and indirect censorship.
The root cause of the gradual perversion of the roll the press is supposed to have in a democratic society is the new form of journalism that emerged in the Seventies. Whereas formerly journalism had been neutral it now became ideologically coloured. Its aim was no longer to inform but to educate and persuade. Traditional journalistic virtues were discarded by the very institution that was supposed to teach them: The Danish College of Journalism, which for many years enjoyed a monopoly on journalistic training. Thanks to the influence - or rather pressure - from the Marxist orientated Youth Revolt a new form of journalism emerged. It was positively tagged “critical journalism”, and as students graduated and found jobs in the media this form began to dominate.
“Critical” journalism is not so much concerned - if at all - with objectivity, but with preaching attitudes and suggesting courses of action which will change society. The journalist has now become an investigator, a prosecutor and a judge. Unlike the traditional journalist, he does not leave it to the readers to draw a conclusion from a neutral description; the “critical” journalist implies the conclusion himself on their behalf, and leads them where he wants them to go. The motive for this has very little to do with objectivity, and in matters concerning immigration and refugees, the politically correct ideology of the day has become the journalist's guiding light. It illuminates his path and he thereafter magnifies it so the whole thing becomes self perpetuating.
As a result the Danish public despite its natural expectations, has been denied a neutrally presented picture of what is going on. Instead it has been given news that has been chosen and described in such a way as to point to the conclusion it was leading up to.
This has lead the way to an intentional manipulation of the public via the media which one would have thought impossible in an open, democratic society.
This manipulation works in two ways: if somebody has no knowledge of certain opinions or events, then these opinions and events will not exist for him. It is likewise true that if people accept what they perceive as facts, then this perception - for them - will be one of fact.
Regarding the first example, people can be kept out of reach of certain information in two ways: either by direct censorship or by “colouring” the information or the people who purvey it in such a way, that the recipient rejects them out of hand without even seeing them.
Regarding the second example - inculcating people with ideas and concepts that have no basis in reality - there are many ways of going about it. It is not even necessary to use false information. If people are given true information presupposing that the situation in an uncharted area is such and such, then they will almost certainly feel convinced that the situation is what the information has lead them to believe. Another method is the use of background music and pictures with a manipulative connotation, cutting-room mixing, and so forth which can often suggest things to the unconscious mind that have no bearing on what is actually being shown or said.
Vide Fra forgiftningsstrategi til humbugjournalistik (From poison strategy to humbug journalism) in Danskeren 2/1994.
The traditional political parties have not reacted to attempts to undermine the right to freedom of speech.
Examples:
As early as 1988 the Common Market Commission elaborated a proposal for decision in the Council of Ministers (Dok KOM 88/318), whereby “racist” acts and utterances should be punishable and “anti-racist” organisations should have the right to appear as a party in such cases. Moreover freedom to publish was to be “adjusted”. In 1991 The European Parliaments “Investigation Committee on Racism and Xenophobia” presented a paper which, supported by false information on “racism” in European countries, listed a set of proposals (the so-called 77 point programme) which were in flagrant violation of the principle of free speech. We quote in direct translation form the Danish version: ”proposal 68. Member states should strengthen their legislation regarding racism and anti-Semitism, and people convicted of these offences should lose their civil rights for the duration of their imprisonment”. “Proposal nr. 3. A system should be put in place for monitoring racist and xenophobic tendencies (incl. right-wing extremist and fascist groups) and proposals to this effect should be followed up to ensure that they are put into effect." ... “Proposal 32: A proposal should be tabled before the
On
Each Member of Parliament received a letter asking them to state whether or not they would oppose the 77-proposal programme (
The political parties have not reacted to systematic violence directed at members of The Danish Society at their meetings either. When so called “antiracists” tried to break up a meeting on 26/9 88 in Østerbro Meeting Hall (subject Constitutional Rights on Freedom of Information), all MPs were oriented by letter (19/9 89) with a detailed description of the attack. The letter stated “We cordially invite you to attend the lecture. Your attendance will illustrate your support for these principles”. None of them came.
The established parties don't bother to reply to well-documented questions from political dissidents either.
Example:
The Danish Society started its existence at the end of the Eighties by sending the various ministers in the (conservative) government then in power a set of questions on immigration statistics, social benefits etc. No meaningful answer was received. This was reported in a special issue of Danskeren in September 1989.
On 9/12 87 The Danish Society proposed that the government set up an independent, public committee of enquiry with a brief to inform the public about immigration and refugees. In spite of a further letter on 27/6 88 there was no reply.
The then chairman of Social Democracy's aliens-committee Ove Dalsgaard, also refused to support such a committee at a party debate 2/3 89.
The established parties have likewise refused out of hand to take part in a debate with members of the Danish Society. There are even examples of mother parties forbidding their youth sections to act as a forum for exchanges of opinions.
Examples:
A former lord mayor, later minister of the interior, ends his refusal to discuss immigration problems with the Society with the words: “Furthermore I have no wish to give your so-called Danish Society any recognition by taking part in one of its arrangements” (letter 20/6 88). The Radical Kirsten Lee has said much the same: “I see no reason to waste time on people who stand for xenophobia and racism, as is the case with The Danish Society” (letter 16/3 90).
Conservative Youth in Vallensbæk not far from
Examples:
On 1/10 87 The Human Rights Centre in
The Society informed The Human Rights Centre in a letter of the 22/11 94 of the assaults perpetrated on its members including the recent one at a Constitution Day ceremony in Hillerød. The letter contained a proposal suggesting that The Centre, either on its own or in conjunction with the Society, conduct a hearing on political violence. The Centre replied by letter on 25/11 94, stating that it could not hold public meetings on violence in partnership with anybody, because “this type of problem is not specifically in our area”, and because ”a series of seminars and lectures has already been planned for 1995”.
The Society replied by letter on the 6/12 94 that it hoped that the Centre would have the Society in mind if an opportunity to discuss freedom of speech and freedom of assembly arise. There was no reply and the Society has never been invited to take part in any of the Centre's activities.
The Society wrote to the Centre again on the 8/4 1996, this time about CERD's report on discrimination in Denmark, a report which in the Society's view was based on references to non-existent conventions or misinterpretations of international conventions. The Society asked if the Centre believed that conventions criminalising open debate - and thereby invalidating democracy - where consistent with human rights. When no reply was received, the Society repeated its request in a letter of the same year, after which the Centre replied with a formal review of valid convention rules and a final remark that it held “that clear racist utterances should be punishable by law” in view of ethnic minorities' weak position.
It has also been largely impossible to establish a discussion with the central, private aid organisations.
The Danish Society is in possession of a memorandum of the 6/3 1997 stating Danish Refugee Aid's information strategy. This entails reserve with regard to letters-to-the-editor and other campaigns, which are “solely based on negativity and rejection”. And further, that “arrangements, programs and debates leading up to a confrontation with extreme and ill informed anti-refugee opinions are to be avoided”. Thus critical opinions are by definition ill informed. See Danskeren 3/1 1997.
These organisations have also refused to support a proposal for an organ ensuring independent, objective information.
Examples.
Danish Refugee Aid avers in “Goals for Danish Refugee Aid” (1991), that the organisation will "effectively and in a variety of media present the facts and real information about national and international refugee work so that debate in Denmark can be qualified and informed”. However overtures to Danish Refugee Aid asking for their support for an independent investigation committee elicited no positive response. (See the national daily Jyllands-Posten 16/6 88, letter from The Danish Society 22/12 88 and Refugee Aid's answer 10/1 89).
The then chairman of Danish Refugee Aid, Finn Slumstrup, explains the rejection in a letter of the 16/9 89: “Danish Refugee Aid thinks that there should be no doubt about the organisation's independence of party politics. We are therefore very chary about taking part in debates that have a strong party-politics bias”.
The Danish penal code's § 266 b is in it its latest form (1995) formulated as follows:
“Cl. 1 Whoever publicly or with a view to dissemination to a wider circle issues a statement or other communication which threatens, derides or denigrates a group of people because of their race, skin colour, national or ethnic origin, faith or sexual orientation, is punishable by fine or imprisonment not exceeding two years.
Cl. 2. If the offence is of a propaganda nature, this will be considered an aggravating circumstance”
A series of cases show how the regulations are applied. It is however difficult to get an overall view of the sentences passed, as the Public Prosecutor (Rigsadvokat) has refused to put the material at disposal for an enquiry (vide Peter Nerup Buhl, “Human Rights in Conflict”). Peter Nerup Buhl has however done this off his own bat on the basis of various sources, (vide Peter Nerup Buhl, Menneskerettigheder i konflikt, page 186).
The Supreme Court decision against Mogens Glistrup of the 23/8 2000 (published in Ugeskrift for Retsvæsen - the weekly periodical of legal affairs, page 2234) has now become a precedent. During a TV discussion in 1997 when forced by the media requirement to deliver a pithy political message in few words, Mogens Glistrup said these words:
“Okay, but since the Mohammedans have all that part of the world from Morocco in the West to the Philippines in the East, there are so many places they can be, where they belong, and why in Heaven's name should we expose ourselves to the invasion, castration and murder, which The Danish people will be the object of”.
“...and it is the sword's territory, where there are infidels like us, who aren't Mohammedans, and they are going to be/are supposed to be exterminated, and that's what the essence of Mohammedanism is in...”
“...Mohammedans are global criminals par excellence...”
“nobody has explained what kind of global crime Mohammedanism is...”
“...about whom everybody knows that they're only here to ingratiate themselves until they're strong enough to execute us. They have to get out because they're such a danger that the woman who rang, her grandchildren will certainly be killed by Mohammedans, if we don't exterminate Mohammedans in Danmark”.
His extremely thorough book on Islam was offered as evidence proving the veracity of his statements, but was rejected as evidence by the court. He was finally found guilty on the grounds that his utterances were directed at the faith and origin a section of the population and encouraged hatred towards its members. These utterances could not be justified by claiming factual objectivity and the right to open debate. The court found that the question of Islam's nature had no bearing on the issue, at that neither was the social consequences of radical Muslims' realisation of their programme in other countries of any relevance. The right to freedom of speech was to be exercised with due respect for other rights, including the right to protection against vilification of people's religion. It was not in itself an infringement of the law to refer to written or oral sources proving ones' point, the court decreed, but such references cannot justify the derision and vilification Glistrup's remarks expressed, and debate on Glistrup's political goals will not be impeded if they are judged to be in contravention of the law. The specially wide margins for freedom of speech accorded to politicians could therefore not exempt him from punishment.
This is the legal position today. It means that people expressing opinions and judgements, or giving information in a compressed and sweeping form about facts, can risk court sentences on the grounds of racism, if the content is critical of foreign segments of the population, i.e. is too far from the judges' own conceptions (or prejudice).
The Public Prosecutor does not however customarily press charges when the original Danish population is vilified in a similar way.
Example: In Ekstra Bladet (a tabloid newspaper) the psychologist Carsten Nagel called Danes “clodhoppers” and spoke of “weavil-coloured Danes” . He wished there were more dark-skinned people here, so that the wishy-washy hue were strengthened “so that we got the right colour”. The Danish Society reported Nagel to the police for racism, but the charge was dismissed. Se Danskeren 6/1992.
Attempts to silence dissidents have always been justified by the claim that they are all in some way or other “racists” and “antidemocratic”. Making statements like this which imply rather than postulate and are thus not definite enough to lead to a court case, has in many areas of the press been developed to a fine art. The Danish Society has continually refuted charges of racist and Nazi sympathies in court. Although the Society has won the cases, it would have been impossible to do so, without the resources at the Society's disposition, which have included having for many years a doctor of jurisprudence as chairman. One of the latest cases has been against a trade unionist, who via accusations of racism, legitimized violent and in other ways unlawful attempts to hinder the Society's summer meeting in 1995, despite the fact that he had been apprised of previous court decisions invalidating these accusations. Due to the defending party's interminable delaying tactics the case dragged on for 5 years. The High Court judge finally refused to allow this to go on, but then passed sentence in accordance with the Penal Code's section on ordinary libel and not according to the special libel section, which empowers the court to imprison whoever maliciously slanders or libels another party.
This means that ordinary people whom political correct radicals deem to be the “enemy” have in practice no real means of guarding themselves against mendacious accusations. They can in consequence of this be gratuitously depicted as villains without being able to defend themselves, as the picture painted of them gradually becomes an established “fact”.
Dissidents in
Example:
The Danish Society whose statutory aim is to “uphold Danish culture, language and lifestyle in a world threatened by chaos, overpopulation, violence and fanaticism”, has not achieved “public utility” tax-exemption, so that donors can deduct contributions to The Society's information activity from their income tax. The formal reason for this, is that The Society is run by a board and not by a general assembly. Other societies run in the same way have not been the object of similar proscriptions.
This decision was appealed to the ombudsman, who replied in a letter of the 31/5 1992 (j. nr. 1990111 2220 ja/ah) to the effect that he could not overrule the competent authorities right to decide which associations in accordance with tax law § 8A can be s said to be of “public utility or otherwise publicly beneficial”.
Organisations on the other wing have been recognised as being of public utility, even though their methods are sometimes questionable. Among those sanctioned are The National Danish Refugee Society (which supported Palestinians who occupied a church in 1991 after having been refused asylum), and the Committee for Refugees Underground, which on its own admittance aims at “sabotaging” restrictions in Denmark's policy towards refugees. Even “The Committee of Co-operation for Peace and Security” which, according to the defector Oleg Gordievski took its instructions from the Soviet embassy (the national daily Jyllands-Posten 18/10 90) was accepted as being of public utility.
Lastly, the dissident groups cannot get advertisements advertising their existence published in official, publicly funded periodicals.
Example:
The Danish Society has tried to have a paid advertisement published in the tax-payer funded Hjemmeværnsbladet (The Home Guard) with the text: “Thousands and thousand are flooding here from the third world. We should help the persecuted, but let us say no to all those who are just out for economic benefit. Denmark's future depends on it, and it's urgent. Send in this advertisement at get all information free by post”. The advertisement was refused on the grounds that the editors found “the message too particular to be printed in Hjemmeværnet” (letter of the 25/10 90).
In contrast to this a well known “antiracist” and vituperative heckler of the Society, EU-politician Ejner Hovgaard Christiansen, was given editorial space in Hjemmeværnet nr. 8 1991 so that he could explain that the reason for the Society's being exonerated for racism in court was due to the fact that the legal system in Denmark was the same as in Nazi Germany. People who warn of coming perils have, according to Ejner Hovgaard, a lower level of intelligence than Neanderthal Man. Not even an assertion from Ejner Hovgaard Christensen that the Danish Society “would not hesitate to attack immigrants” was considered too “particular” to be printed in Hjemmeværnet nr. 1 1992.
It is also not possible to disseminate knowledge of these organisations through official channels of sale.
Example:
In the early nineties The Danish Society tried to get The Dane sold in DSB (Danish Rail) kiosks. This request was refused by the responsible district supervisor on that grounds that it would lead to problems with immigrants. This refusal was appealed to the minister who upheld the refusal on “economic grounds” (See Danskeren 1/19993).
Political meetings are traditionally held in public halls. This is permitted by the Leisure-activity Laws. The Public Information Law obliges local councils to put meeting halls at the disposal of local societies that are of public (not commercial) utility and democratically run. There are no exceptions made for societies that in practice are not able to be run democratically because of the attacks made on them. The law's restrictions in this field have now been tightened, but even before this it was difficult to get the respective authorities to respect the traditional lending out of meeting rooms.
Example:
An extreme example of obstruction is documented in Ole Hasselbalch's book Svig (Fraud) 1993, and concerns Hillerød council which went so far as to allow itself to be assisted by “autonomes” (who act as red-wing storm troopers) and a legal expert from Copenhagen University, Henning Koch, who was ready to provide a biased interpretation of international conventions.
In 1990 The Danish Society requested permission to borrow the Landsting hall of the Parliament for a press meeting in which it intended to publicize a suggestion to send refugee aid directly to the UN High Commission on Refugees instead of to the Danish organisation Refugee Aid, which had appropriated a large part of the money collected in 1986 (promised “in its entirety” to relief abroad). The money had been spent on “liaison administration” and other activities at Refugee Aid's headquarters in
According to articles 19, 21, 22 of the Human Rights' Convention “everyone is entitled to freedom of speech: this right includes the right to receive and send messages and thoughts of all kinds ... verbally, in writing or in print ... The right to engage in peaceful meetings shall be respected. ... Anybody should enjoy the right to organise". This has been followed up in the European Human Rights Convention by corresponding stipulations. The Convention has formally been implemented in Danish law and works in conjunction with § 137 of the penal code, which stipulates that whoever tries to prevent a lawful meeting taking place is liable to a fine or imprisonment not exceeding two years in extreme cases of threats and violence.
These rules have not been respected. Dissidents' meetings have continually been subverted by political extremists. Methods range from vandalism of the meeting hall, threats against the owner and personnel, lies about the meeting holders that make it difficult for them to have use of the hall, physical attacks and harassment of participants. All quite common. The Danish Society has made a list of incidents of this nature (see the preliminary list in Ole Hasselbalch's book Svig, (1993, p. 77). The instigators of these attacks are well known and their doings have been reported regularly in the Society's publications (e.g. 5 År for Danmark, 1992, Ole Hasselbalch, Svig, 1993, Forbudte Foredrag, 1997, the article (and documentation) Mødeballade i Medierne, (Meeting-spoiling in the Media), in Danskeren nr. 3. 1993.
Even though this kind of thing has taken place all over
Examples:
The police report on the Society's inaugural meeting in Virumhallen 18/3 1987 states that “banger fireworks", "small grenades" and a "fair sized bomb” were thrown at the meeting hall. “Large fragments” of an “aluminum tube bomb” were found afterwards. The attackers “had tried to throw a smoke-gas bomb similar to those used to exterminate vermin through the hole” (police report page 4 and 5). These bombs contain poison gas. The attackers tried to hinder the participants from coming in.
The Society's then chairman, dr. med et h.c. Johannes Clemmesen wrote to the Minister of Justice (23/6 87) complaining of the dreadful circumstance in which the meeting was held. Nothing however was done, and succeeding meetings in the
An attack on a meeting in Brønshøj near Copenhagen in which there was vandalism and a theft, was reported to the chief of police in Copenhagen (2/9 88) and a letter sent to the Minister of Justice (4/9). The minister referred the Society to the local police chief, who replied by a letter of the 14/ 88 in which he rejected the protest.
7/9 88 an attempt was made to prevent a veteran of resistance from WW II from speaking at a Society meeting in Gentofte Library. The Society's then chairman dr. phil. Sune Dalgård lodged a formal and documented complaint 19/9 88 encompassing all the meeting-spoiling attacks. This was sent to the
26/9 88 The Society was scheduled to hold a meeting in Østerbro Citizen's centre. The speaker was to be prof. jur. dr. Ole Hasselbalch speaking on freedom of speech. The centre was threatened and the Society was obliged to hold the meeting held in the street. Here the speaker was shouted down and threatened with shooting if he continued to speak. The participants were attacked with cobblestones and paint bombs. The police asked the participants to disperse, as they could not guarantee their safety, but this request was refused sand the meeting held. The Centre was daubed with paint despite the fact that the meeting had not been held there. The affair was reported to the police by Ole Hasselbalch 4/10 88 and also by a number of participants who reported what happened to the police in Store Kongensgade 25/10.
The 2/5 89 the Public Prosecutor rejected the complaint of the 29/11 88 with regard to the events at the Citizen's centre, but took no stance on the other issues. One of the participants then complained to the Director of Public Prosecutions. On the 17/8 89 the author of the present document drew the attention of the Minister of Justice to the unsatisfactory procedure, as well as to the errors in the rejections' facts. The appeal instances had not considered the same complaints let alone all the complaints. The Minister rejected this complaint on the grounds that it was being dealt with by the appeal instances (Director of Public Prosecutions) and that they had been apprised of the case. The appellant to the Director of Public Prosecutions also complained of the procedural irregularities pointed out by the undersigned (11/9 89).
The Director nevertheless rejected the complaint again 19/12 89 but only with regard to events at Østerbro Citizens' House. The author then wrote again to the Minister of Justice, drawing his attention to the fact that The Director of Public Prosecutions had not made a decision on all the points complained about.
The 6/3 90 the Minister of Justice was informed that activists whose identity it was not difficult to establish had - apparently encouraged by the prosecuting authorities' passivity - resumed their attacks on meeting participants. He was again told that “it is incomprehensible that the Law has given us no speedy and wholehearted support”.
The 14/3 90 the Ministry of Justice rejected the complaint and referred to the fact that the description of the attacks had been solely construed “as background information” to the complaint and that no “concrete complaint” had been made. The Society was referred to the local Chiefs of police.
On 19/3 90 the Society wrote to the Ministry about the continued attacks and spoke of its fears that there was an orchestrated campaign against it. Referring the Society to one chief after another was no solution. The letter concluded: “The Society is appalled by the passivity shown by the authorities, and hereby leaves all aspects of the case in your hands. If we can furnish more information we will do so gladly. If the Ministry decides not to take further action, we will regard any further attacks on us as the responsibility of the Ministry, as we feel we have done all we can to obtain assistance from the authorities.
16/5 90 The Ministry reiterates that complaints be sent to local chiefs of police.
A violent attack on the Society's Constitution Day meeting in Århus 5/6 1990 was reported to the Århus police, which rejected it. The rejection was endorsed by the Public Prosecutor in Viborg 22/11 90, who wrote: “I have stressed the fact that the caterer has informed us that his decision to cancel the agreement had nothing to do with later telephone calls, and also that the mere announcement of a counter-demonstration is not an infringement of the penal codes § 137. And lastly, the episodes referred to in 'List of Attacks on the Danish Society' cannot be linked to any one organisation or identifiable person”.
These unpleasant events have had practically no repercussions in Parliament.
Examples:
The incidents at Gentofte library occasioned Kofod Svenden MP (Christian People's Party) to ask the minister if he thought it consonant with the principle of free speech and free assembly that the Society was prevented from holding a meeting at the library (question 415). The minister replied that if a town council was obliged to break an agreement on the grounds that counsil personnel refused to work under police protection, then this was not a contravention of the Danish Constitution's guarantee of freedom of speech and assembly. Pia Kjærsgaard (from The Progress Party) also asked a question. ”What will the minister do to ensure freedom of assembly for members of the Danish Society?” (question 403). The minister replied routinely that this was the task of the local police who are responsible for law and order. Asked if the council library in
The Minister of Justice Erik Ninn-Hansen was quoted in Jyllands-Posten 12/10 98 as saying that the Danish Society was not entitled to “martyrdom”. "One should note that according to the chief of police 90 Policemen had been on the spot to protect the participants, and many more had been on stand-by". This is not consistent with the truth. The Society is in possession of a report from Police Station 2, dated 27/9 88 which states that 35 police officers were present (6 in civilian dress) and 13 on stand-by. The participants saw only 20 or so. If the Minister of Justice's statement had been correct, the meeting-spoilers would not have been able to come within throwing distance, as the streets were narrow and could easily have been cordoned off.
The meeting spoilers have consistently tried to involve the Trade Unions in their actions. These attempts have on the whole not been very successful. Only notorious communist unions and fractions have taken part, but this has time and time again been taken as proof that “the union movement” supports the attacks. This has been possible because the unions have not informed their members of the real facts.
Examples:
After the events in Brønshøj and Gentofte 1/9 and 7/9 88 the Society's then chairman Sune Dalgård wrote to the chairman of TUC, Finn Thorgrimson ( 21/9 28/9 88) suggesting that the TUC in its members' magazine publicly distance itself from this kind of terrorism as a means to a political end. The 3/10 Finn Thorgrimson replied that “we have no intention of writing anything about this business in the TUC magazine”.
On the 5/6 1990 “antiracists” tried to break up a Constitution Day meeting in Århus. The meeting had to be moved at the last minute after the police had told the owner of the premises that a bomb might have been placed there. He thereby broke the premises agreement. He wrote that “re the booking of the 5/6 90 we are sorry we have to cancel. After talking to the police, who say that a bomb might have been placed here, we just don't dare”.
The “antiracists” proclaimed at their counter-meeting, that “We have won the first victory...because the Danish Society couldn't hold its Constitution Day meeting...we won't give them a chance to win support by putting on kid gloves”.
The Society's chairman wrote to all the unions and societies which directly or indirectly had supported the “antiracists”. They were sent 1. a list of all the attacks made 2. an article about one particular attack (which later became a libel case) 3. The “demonstration” poster which various unions and groups had concocted, and which accused the Society of “racism”. The letter asked if the union in receipt of it was in agreement with accusations made against the society, and whether they distanced themselves from the attacks. Only one union, BUPL replied civilly. It said its local department was independent. Another, the Librarians Union, replied investing the meeting spoilers moral support.
The Society's chairman wrote simultaneously to the Trades Union chairman Finn Thorgrimson a second time and enclosed a survey of the attacks. He also told him about the attack in Århus. The letter finished: “I should therefore like to ask what the TUC's official stance is to the campaign described in the survey”. The chairman replied on the 12/6 90: “I have received your letter of the seventh, and see no occasion to comment on it”.
The press has incidentally smoothed the attackers' path by implying that those attacked “were just extremists”.
Examples from Newspaper headlines:
Inaugural meeting
“The Society was inaugurated amidst a hail of stones and smoke bombs. The Chairman of Parliament Svend Jacobsen distances himself from a new society which will strengthen danishness” (Jyllands-Posten 20/3 87).
“Krarup friends met with smoke bombs” (B.T. 19/3). (The vicar and writer Søren Krarup was a co-founder)
“Krarup party got a good hiding” (EkstraBladet, 19/3).
“come on
“Violent clash as new party is founded. Activists protest against xenophobia” (Politiken, 19/3).
Disturbances as new party against refugees holds meeting” (Berlingske Tidende 19/3).
The meeting in Brønshøj (vandalism and theft).
“Demonstrators stop meeting against immigrants” (Politiken 2/9 88).
“Racists blown out of Brønshøj” (EkstraBladet, 2/9).
The meeting at Gentofte (where a veteran of the resistance is denied access to the library and called Nazi)
“Eight bitten by police dogs” (Politiken, 8/9 88)
“Police dogs defend danishness. The Danish Society denied access to hall and met by shouting demonstrators” (EkstraBladet, 8/9 88).
“Eight bitten by police dogs” (B.T. 8/9 88).
The meeting at Østerbro (a lecture on freedom of speech which had to be held in the street, the lecturer threatened with shooting, attack with cobblestones and paint bombs)
According to Jyllands-Posten the meeting in the street was a “Peaceful pavement meeting” (27/9 88), while B.T reported that “100 policeman had to protect a lecture” Politiken wrote that “BZers pushed into demonstration”, while Berlingske Tidende wrote “Meeting behind police shields” and EkstraBladet wrote “Old maids against immigrants”.
The state uses taxpayers' money to disseminate information in various ways:
It funds private organisations information services, and humanitarian organisation are thus able to maintain an information service which feeds the media and politicians with material and opinions. Concrete information initiatives from public authorities or private organisations apply for and receive subsidies from kitties. This means that large sums are channeled to areas which do not necessarily inform their target groups according to the principal of pluralism of information.
The Society applied for a share in an allocation of 10 million D. kroner earmarked for the dissemination of information and which in principle everybody could apply for. Since there were no adequate population statistics available to the general public, the debate was more like blind-man's-bluff. The request was refused on the grounds that the “publication are not deemed to be within the framework of information service” Ministry of Health 22/11 90). A book with manipulative information that was found to fit this framework, Rune Bech's book “Is it really true?” purporting to be factual information on population statistics, did receive a grant, and was printed in 30 000 copies and sent to all schools. Pia Kjærsgaard (m.p. for Fremskridtspartiet) asked the following question in Parliament (S 179 1990). “On what grounds has the Ministry for Social Affairs given a grant to the journalist Rune Bech's book “Is it really true?”, containing immigration statistics, while the government at the same time concedes that there are no reliable statistics at the moment?”.
The Society has also applied for a grant from DANIDA (the Foreign Ministry's international aid organisation) “towards publishing a leaflet on demography....a popular résumé of official reports The State of World Population from UNFPA, World Demographic Trends and their Consequences for Europe from the European Council, supplemented by reports from ILO, The World Bank, OECD and other relevant publications” (cf. application of 1/9 1991). DANIDA had 14.7 mill. D. kroner at its disposal that year for such purposes. As a result of “an appraisal of the theme variation and the probable diffusion effect of the planned information activities” the application was rejected (
The society also applied for some of the funds used for antiracism information (6/3 01), and received the following rejection: “Your letter of application of Jan. 28th 2001 requesting funds from the Ministry of The Interior in connection with The UN´s world conference on racism, race discrimination, xenophobia and similar forms of intolerance has been examined. We find that your project 'Fatima and Finn Cheek to Cheek' lies outside the scope of the Ministry's funding, which is intended for activities ensuring a broad and popular understanding of the problem of racism so that will take a positive and constructive view. We are therefore not able to accommodate you”.
Grants were however given to a number of immigrant societies and several “antiracist” groups supporting immigration: Facts (see Danskeren 4/1993), Fair Play (see Danskeren 1/1992, 3/1992 and 4/1992 and the Society's publication 5 år for Danmark) the association Nydansker (New Dane) (see Danskeren 4/1998, 4/19999), POEM (see Danskeren 3/1997) SOS against Racism and Mellemfolkeligt Samvirke (International Cooperation).
Publicly funded information is often biased and misleading.
Examples:
In 1995 a big public campaign was launched under the title of “Global generation”. Its pamphlet was worded in the following way: “Global generation, a book about mass-communication and advertising across barriers of race, colour and religion”. (1995) Readers were informed that “the only race-advertisement that ever worked was in the 1930´s when Joseph Goebbels launched an advertising campaign, which made a whole country almost exterminate the Jews. The man was a brilliant advertiser but also an ice-cold psychopath... But if one can advertise so well for racism, then one can advertise equally well against racism...It won't be the first time a brilliant idea can do wonders for little money.”
Here one should pause and remember that Joseph Goebbels was the minister of propaganda for Nazi Germany. He said among other things that “we can learn a lot from Bolsheviks, especially regarding propaganda” (from Guido Knopp, Hitler's Helpers, Danish edition 1996 p. 27. “The secret of propaganda lies in its tactics of pervading the intended victim with its ideas without his noticing. Propaganda has an objective of course, but this objective must be camouflaged so subtlety that victim doesn't see it”. (Guido Knopp et al. Hitler's Helpers, p. 29). “Propaganda is in essence an art form, and the propagandist an artist in the field of popular psychology. His most important task is to hear people's heart-beat every day and every hour and tune his message accordingly” (p. 33).
There have been some attempts to ensure a more equitable division of public funds for information purposes, but these have always been circumvented and the real issue never addressed.
Example:
MP Tom Behnke asked the Prime Minister (17/12 91, S 281 1991): "Will the Prime Minister ensure that grants to information on refugees and immigrants are divided equally amongst those who are for and those who are against immigration to
The Society - in the Nineties - came into possession of the manual Danish Refugee Help used as a guide for its grant applications. It is called a “Project Catalogue”, and gives detailed instructions as to where funds can be obtained and how they should be solicited. These instructions are quite revealing. The catalogue lists a series of projects designed for inspiration.
There is for example “refugee integration without clientising”, “café-advice-giving”, “fuller integration centered round the living space”, the establishment of “places-to-be-centers”, leisure-time fishing groups and so on. The reader is told that this kind of activity has received grants from The Health Fund, parish councils, sports clubs, and Queens Margrethe's and Prince Henrik's Fund (see Danskeren 5/1989).
Substantial funding comes from the Common Market/EU, but this is only put at the disposal of adherents to a liberal immigration policy.
Example:
The “anti-racist” organisation “Fair Play 91” was given 100.000 kroner by the EEC even before the group had statutes and a committee (Politiken 4/6 91) and was thus legally non-existent. The unusual grant of money to an organisation of this kind, however noble its ideals, prompted a private letter to the EEC Commission (5/7 91) asking on what grounds a grant could be given to one of the parties in a Danish debate, whether the Commission intended to encourage and remunerate attacks on freedom of speech and assembly, whether the Commission considered a little country's desire to limit immigration as something criminal, and lastly whether grants can be made to organisations which believe that nations have a right to a national home, and that immigration is not the answer to the world's surplus population problem The letter received no reply.
The Society sent an analogous letter to the EEC Commission's office documenting Fair Play's background. The letter continues: “In view of this, I should be grateful to know whether the Commission usually gives grant to people who appear from nowhere with an apparently noble cause without investigating their background. If the grant is awarded to people who have asked for it on false pretences, what recriminations are brought to bear? If the Commission acknowledges its support to the new organisation, does this mean a change of course? If this is the case, I should like to know if the funds granted are only to be used for manipulation of the press (as the recipient Jens Sejersen admitted), or if they are awarded without any strings attached to persons who are willing to use them for the purchase of explosives to be detonated at the The Danish Society's meetings”. This letter too, went unanswered.
At the beginning of 1992 it became known that the EEC had again contributed to Fair Play and the EEC Commission was asked how large an amount it had donated (letter of the 6/4 92). The 8/4 92 the Commissions representative in Denmark regretted that he was not at liberty to divulge this kind of information to private citizens, and that it was up to the members of the European Parliament to monitor this.
Public schools are used as fora for massive indoctrination of the politically correct attitudes as regards immigration, and very few dissenters to these attitudes have been invited to voice their opinions there. As a counterweight to this, the Society sent material propounding its views to the pupil committees (elected by pupils themselves) in 2000. This was sent to a large number of schools and contained the following question (20/11 2000): “Do you think that a case should only be heard from one side?... If you would like to know more about the Danish Society, you can contact us by letter, telephone or by clicking on our much visited home page...”.
In a number of cases the material was intercepted by teachers or other people in authority before it reached its destination. The Society's initiative was reported in the press and raised an outcry, as pupils were not deemed “mature” enough to read the Society's material
In institutes of higher education things have been more or less the same as they were in schools. There has been criticism of the official line in some of them however, but this criticism has been largely forced underground by politically correct teachers and students.
Example:
A group called Danish Forum began to operate at the
According to § 2 of the Danish Library Law “Public libraries' books must be chosen because of their quality, all-round appeal and topicality. The religious, political or moral content of the books must not be the paramount factor.”
This stipulation has remained unchanged for many years. Preliminary drafts have emphasized that local groups are to have the same possibilities as public authorities as regards the promotion of their views and the distribution of material. They have also the right to announce meetings and lectures on library notice-boards (prior report to the bill). In spite of this, libraries are replete with books extolling the benefits of mass immigration, while critical literature on this subject is practically non-existent. The organisation Mellemfolkeligt Samvirke (International Co-operation) has for example published a much used survey called “Literature on Immigrants” with “annotated bibliography" as its subtitle. This “bibliography” contains only references to works promoting the same policy towards immigration.
The situation prompted a survey of the newspapers and magazines, which libraries put at the disposal of the public (se Danskeren 6/1990). The Society's members gathered information all over
The situation was the same in the book world. Hvad med Danmark (What about Denmark?) published by the Committee against the Refugee Law in 1987 was at the time of the survey (1991) only represented by 30 copies on the library shelves. Ole Hasselbalch's Viljen til Modstand (The Will to Resist) by only 9 copies.
The limited choice is not accidental and is not due to librarian's lack of knowledge about dissident literature. In 1989 a subscription offer of 100 D. kroner was sent to all library selection committees over the whole country in February 1989, and on the 12/5 1990 the Society wrote to all library selection committees apprising them of the existence of Danskeren, that it was practically the only dissenting voice to the publicly funded pro-immigration publications, and that the libraries were by law committed to being all-round. This brought about no changes.
Example:
A response from Odense Central Library, 28/5 90, demonstrates the atmosphere. The Dane was rejected after “due consideration”, and the letter went on to say that “we find your offer scandalous, especially your contention that we do not uphold the law as regards all-round library material... Odense Library subscribes to other and more worthy publications than those which are filled with distortions, misused quotation and libel. The Library wants nothing to do with a society which has already anonymously disseminated crypto-racist material to our branch-libraries, and which will not even admit responsibility for its own campaign material. Public Libraries are here to enlighten and educate, not to assist in spreading inhuman and undocumented outpourings...”.
One wonders what invective would be applied if the material really was offensive and not just a critique of uncontrolled immigration, but this is not the point. The letter implies that only authorized material may be on display in libraries, and if non-authorized material is put there anonymously by persons unknown - which the Society cannot be held responsible for - then the Society is made the scapegoat. Sending the material openly is also regarded as scandalous.
The edition of Danskeren which elicited the above response was 2/1990. 19½ of the magazines 24 pages were written by people with doctoral degrees (mainly incognito) ½ by a judge and ½ by one of
The Society has not been permitted to display material in exhibitions which are often held in libraries.
Example:
“The library will encompass everything between heaven and earth”, was the title of an article in Frederikshavns Avis (
The Society's local group offered to make an exhibition (letter of the 12/6 91) but the offer was refused with the following words: “As the Society's exhibition is outside the scope of the current theme, we have to inform you that we are not interested in your exhibition this time” (letter of the 19/6). She has not been interested since.
The scenario is the same at
In the early months of 1991 the library exhibited pictures depicting the Society as “racist”. In reply to this provocation, The Society requested that it be allowed to exhibit its own material. This request was denied (5/4 91) whereapon a letter-to-the-editor was sent Berlingske Tidende (25/2 91), B.T. (27/2 91). The library's reaction was that The Society “would have to accept that we take the Library Law seriously” (B.T. 4/3 91). The Culture Mayor of
This prompted a complaint to the Home Secretary (13/8 91) who rejected it (21/4 92) on the grounds that the library's obligation to have all-round material was to be understood generally and was not applicable in isolated cases (exhibitions). Since the Chief Librarian had pontificated that library's stock already included books representing the Society's opinions the case was closed. What the books representing the Society's opinions actually were was not disclosed. He had been informed from the library that it did subscribe to Danskeren, despite the fact that the librarian in a-letter-to-the-editor had formally stated why it did not. Nobody at the library had noticed anything in the exhibition libeling The Society.
On the 31/3 an “anti-racist” meeting was held in the newly formed (front) organisation Studerende mod Racisme (Students against Racism). The same library which had previously rejected The Society's request to exhibit asked the panel composed of well-known “antiracist” how it could prevent The Society from exhibiting at the main library. The panel advised the librarian to go to its trade union in order to gain support for censorship.
The case prompted an open letter to the Minister of Culture (Berlingske Tidende 29/5 91) who did not answer.
The many controversies between users and libraries about unavailable “incorrect” literature have been written about in several issues of Danskeren (e.g. 2/1993)
According to Act on Media Responsibility § 34.1, the content and method of the mass media must be consonant with good journalistic practice. According to the official rules for this (A1,2,3,5,7) it is the duty of the press to supply the public with correct and speedy information. This information must be checked as far as possible, and a clear division made between information and commentary. Sources should be used critically, especially when their statements can be coloured by personal motives or noxious intent. Information which might be damaging or defamatory should be specially scrutinized and also made known to the person concerned before it is printed. Corrections should be made spontaneously by the editors as soon as they are aware of errors in their texts.
According to § 36.1, of the Act, requests for the right to rebut information of factual character that prejudices someone financially or morally in some way cannot be refused, unless the information published is beyond doubt. According to §38.1 the rebuttal must be limited to the necessary factual information and must not be in contravention of the law.
A special Press Board has been established to implement this law with which plaintiffs can lodge a complaint. The board can criticize biased reporting and can constrain the media to publish a rebuttal from an injured party.
In practice the Board does nothing. The Danish Society investigated this and the result was published in Ole Hasselbalch's book Pressenævnet (The Press Board) published in 1994.
The investigation showed that the real problem was not ensure the liberty of the press, but to prevent the press from misusing the same liberty by omitting information that contradicted the gist of articles published. The problem was then not one of overt but of covert censorship behind closed doors.
Thus the investigation showed that the Board gave editors a free hand. A Danish medium can misinform and cut out any news which contradicts the picture created without any risk of censure from the Board. When handling a complaint in violation of all legal principles the Board does not in practice even uphold the right of plaintiffs to rebuttal.
So there is considerable uncertainty about the reliability of the basis of public debate, and people who are victimized by the media are left without recourse. The absence of legal protection sometimes takes extreme forms, as the Board does not even criticize journalism that contravenes The Penal Code.
Another point raised in the investigation of the Board is the fact that it adjudicates arbitrarily. The Board's attitude changes according to who the victim is. If he or she is controversial there is no guarantee that decision reached will be consonant with those concerning a less controversial person.
The study also showed that the Board did not even comply with the Act in giving the offended party the right of rebuttal. The Act stipulates that a rebuttal “shall in substance be limited to necessary factual information”. This is interpreted by the board in the narrowest possible sense. Furthermore the study showed that the Board, in deciding whether or not the standards of good journalism had been upheld, was inclined to tone down the most important part, namely to wit what effect the publication complained about had on the public. This effect, apart from the words used, depends on what degree of appeal it had to the subconscious. Suggestive sound effects, deliberately biased context association, typography etc. can all be means to achieve a desired effect which the public seldom see through. The Board has shown no interest in these aspects. Neither does it insist on the Act being applied in cases where a plaintiff has demanded that damaging assertions in programs or articles be publicly and fully rectified. This could easily be done by applying § 43 of the Act which as already stated, guarantees the right of rebuttal. The Board has been empowered to decide the rebuttal's “content, form and place”, and can according to § 49 constrain an editor to “publish a public statement whose volume is to be determined by the Board”.
There has been increasing pressure from immigration supporters and “antiracists” to make media statements favorable to immigration and immigrants. This pressure has been rejected in theory (see Danskeren 3/1996). In reality the pressure has made it difficult for the press to describe the situation according to its real content. This means that the press still does not refer events neutrally but gives them a political slant.
The Society is seldom described in terms of what it actually says and does. Articles about it usually have a strong negative bias. The fact that the Society's predictions have turned out to be correct has in no way changed this (see i.a. the article Berlingeren i Osteklokken (Berlingske Tidende in a Bell Jar), Danskeren 6/1999).
The Society has also had difficulty in having simple advertisements announcing its existence accepted. See Danskeren 6/1995. This also applies to advertisement newspapers. See the Danskeren 5/1995.
Occasionally the Society has been able to publish accounts of what goes on in the editorial offices. See i.a. the article Kluns, klamp og karakterbrist (Shoddy journalism – shoddy character) by journalist Jørgen Hansen, Danskeren 1/1999. These article confirm the picture the Society formed from other sources.
Danmarks Radio (
Legislation in this area has traditionally required of television and radio that they be all-round. The former Radio Act § 6 stipulated that ”program planning should target quality, all-roundness and diversity. Information should be purveyed soberly and without bias”... “Program planning should put emphasis on freedom of speech and information. The programs broadcast should reflect quality, all-roundness and diversity”. The same objectives were announced I DR's procedural memo in 1977 and are probably still valid. All-roundness is defined as “the obligation to allow minorities to voice their opinions and the non-promotion of special interests to the detriment of general opinions”.
DR and TV2 are still bound by the clause stipulating that program planning should target quality, all-roundness and diversity. Information should be purveyed soberly and without bias”. See § 6 b of the Act (cf. § 6 a.1).
DR's actual activity is completely at odds with this. It is no secret that DR is governed by an unwritten law stipulating that all news about immigration be slanted in favour of it. The General Director Christian S. Nissen said quite openly in Jyllands-Posten 15/11 97 that “if Danmarks Radio is to take its founding principle seriously, then we must combat the right-wing anti-immigration tendencies that are permeating the country”.
Disinformation in DR is extensive and has been documented by examples many times. See for example 5 år for Danmark (DDF 1992) p. 33 by Ole Hasselbalch, Svig, (1993 p. 51 and 65) and Danskeren 2/2000, 4/1999, 2/1993 and 6/1992.
The Danish Society has brought forward a whole series of complaints about DR in this respect. There have been tangible instances of manipulation, bias and a distortion of the Society's views. As a rule the Society is not allowed to participate or defend itself (letter from the Society 6/3 88, 23/4 89, 10/5 89). These complaints have not led to anything.
Examples:
1/5 1989 The TV-news gave viewers a totally distorted picture of the situation in
As a trial case these distortions were remarked on (and corroborated) for DR's management. The director of DR was asked (letter 11/8 89) "1. What does DR intend to do with regard to correcting the bias in the program, 2. Have the journalist involved been reprimanded?, 3. What has DR done o ensure that this kind of thing does not occur again?"
These questions were dismissed on the grounds that the deadline for complaint (4 weeks) had been exceeded. Research had necessitated many weeks' work, and the questions put in no way continent upon a deadline, since they deal with DR's management. Furthermore the legal principle is that fraud invalidates all deadlines.
The Danish Society has also asked DR to state plainly which programs live up to the ideals of all-roundness by letting the critics of immigration air their views (letter 8/4 89, 10/5 89, 19/6 89). DR has not wished to clarify.
The Society has also proposed that DR arrange a public discussion in which experts that know about the extent of immigration can be asked questions by all interested parties (letter 12/5 89 and 21/6 89), but this was rejected. A corresponding suggestion was sent to the advertisement financed TV 2 was similarly rejected (letter 5/4 89 and 10/4 89. TV 2 did however in 1995 arrange a public discussion (with The Society's chairman as representative of the critics of immigration).
The Society has also tried to get into DR's so called tape workshop, but was refused each time (29/8 90 and 2/7 91). Tape workshop refused the following The Society paper: “The world is threatened by an ecological catastrophe. World population has risen from 2 billion in 1950 to 5.3 billion. According to the UN´s latest forecast it will have trebled to 14 billion in only 35 years unless something is done? Where are all these people going to live? What are they going to eat? What's going to happen to the environment? What will be left of Grundtvig's
In April 1992 the journalists' own monthly Journalisten revealed that the members of the new Press Board (with their spouses) are annually invited to a cultural event as were the previous Radio Board. In 1992 it was a Pavarotti concert costing 3.100 D. kroner per ticket. According to then general director, Hans Jørgen Jensen, DR invited “opinion-makers” which are “interesting to influence”, According to information received DR invited 600 decision-makers to similar events each year.
After the fall of the Berlin Wall East German documents have revealed that DR was involved in extensive collaboration with
At the general election for Parliament in 1997 a new party Dansk Folkeparti (Danish People's Party) came into Parliament. This party was largely based upon protest against the immigration policy. Furthermore Dansk Folkeparti was highly critical to the disrespect shown political dissidents. The next election (2001) gave Dansk Folkeparti considerable progress. Thus the balance within Parliament shifted and a new government came into office based upon the votes of the party.
Accordingly scepticism grew within the press towards the traditional policy. From the mid Nineties there had been increased willingness to report facts instead of fiction within the field. By the turn of the Century even a positive attitude towards dissidents made itself felt in some medias.
The new trend made it easier for dissidents to have their opinions made known. However, only future can show whether this will last. Under all circumstances it is worthwhile remembering that for a long period while influential Danish politicians advocated human rights elsewhere on this Globe the same politicians did not at all live up to elementary human right's standards at home.